Roman
»Én der prøver sig frem, det er et menneske.«
Det er fortælleren Kristin, der taler her i Kerstin Ekmans nye roman Rørte Vande. Kristin er den lille samepige, som jordemoderen Hillevi og hendes norskfødte mand, købmanden Trond Halvarsson, tog til sig i første bind af trilogien Ulveskindet, som er den foreløbige krone på den Nordisk Råd-prisbelønnede Kerstin Ekmans livsværk.
Ekman er født i 1933, og hendes bøger afspejler et helt århundredes udvikling, hvor selv arge modstandere af det moderne kan erkyndige sig om, hvorfor det egentlig var så vigtigt at gøre individet fri af slægt og småsamfund.
Rørte vande, trilogiens andet bind, er ikke Kristins historie, men Myrtens. Myrten er også datter af Hillevi og Trond, og hun venter hjemme på købmandsgården på, at livet skal gå i gang. Det er under Anden Verdenskrig, det besatte Norge ligger, truende, lige på den anden side af fjeldene. Men Myrten er ung og forelsker sig, først i en officer, siden i Elis, der nu kalder sig Elias Elf, er 43, næsten 20 år ældre end Myrten, og en anerkendt maler.
Han er vendt tilbage som gæst i Svartvattnet, men Myrtens mor Hillevi har ikke glemt, hvordan Elis som dreng druknede et barn, hun netop havde hjulpet til verden. Nu minder hun Elis om det. Han fordufter og lader aldrig høre fra sig igen.
Hvad Hillevi ikke ved er, at Myrten allerede venter Elis barn. Det skal mor heller ikke vide, beslutter Myrten, der drager til Stockholm og heller ikke prøver at kontakte den forsvundne barnefar. Han gifter sig snart efter med den poliolammede purunge Eldbjörg, hvis navn står i glødende kontrast til det flegmatiske liv, hun som 19-årig er dømt til at leve.
Eldbjörg er arving til et glasværk og selv en ildsjæl indstøbt i en stiv masse, hun ikke kan rokke sig i hendes krop. Hun og Elis får ikke børn, men samlivet med hende og glasværket løser op for ham, og han specialiserer som glaskunstner i døde, forkrøblede eksistenser indstøbt i det skønneste skrøbelige glas. Is støbt af ild, menneskers varme verdener indstøbt i deres beslutningers døde glas, som det et sted hedder.
Sjæl støbt ind i glas
Myrten går derimod den vej, som svigtede kvinder går ifølge hendes mor de bliver ansat ved postvæsenet! Hendes ældre bror Tore (som vi i Guds barmhjertighed mødte som en sød lille dreng) er nu alkoholiker, og forældrenes smerte gør det umuligt for Myrten at fortælle, hvad der er overgået hende, da hun endelig vender hjem, nu med flad mave og en tung beslutning bag sig om at bortadoptere sin lille pige.
»Måske kommer Ingefrid aldrig i mellemskolen og lærer kun at tale dårligt stockholmsk,« reflekterer Myrten, da hun ser datteren dag for dag knytte sig mere til sin plejemor, der elsker hende. »Men hun har en blød forklædemave at bore hovedet ind i, når hun har slået sig.« Også Myrten er nu en sjæl støbt ind i glas, bagdelens lokkende todeling korsetteret til firkantet ukendelighed.
Regnskaber der gøres op
Da Hillevi i første bind mødte Trond, tog deres kroppe intuitivt den rette beslutning. Her går det omvendt, men loven er uheldivis den samme: Vores beslutninger hænger vi på, de er regnskaber, der gøres status over igen og igen. Især hvis de er forkerte. Sådan er måske livets, og i hvert fald slægtsromanens indre lov: Hver svigtet kærlighed, hvert overset barn, hver undladelse vender ubønhørligt tilbage i næste generation, indtil der er sonet og betalt tilbage.
Som midterdel af en trilogi udgør Rørte Vande den fase, hvor tingene kompliceres; hvor handlingen mange steder udvikler sig så urimeligt sørgeligt, at man kun kan læse den, fordi Kerstin Ekman udmåler smerten i præcis de doser, man side for side, sætning for sætning kan udholde. De korte glimt, hvor lykken kan findes eller en fatal beslutning gøres om, spiller personerne sig selv af hænde.
Men her er også både vid og varme. De sjoveste afsnit foregår på det hjem for ugifte mødre, hvor Myrten indkvarterer sig som højgravid og møder alle de andre de pokkers uheldige, luderne, dem med kønssygdomme, den forslidte mor til otte, kort sagt, alle mulige slags kvinder, der venter barn uden en far og må tåle samfundets ydmygende behandling. Dog er der fest den dag, den kvikke Ellen stjæler en stegt ribbenssteg og tilmed har to flasker akvavit i toilettets cisterne, som nu kan serveres med knust aspirin for ekstra effekt. Velbekomme!
Svensk skyldfølelse?
Man sluger bogen med den snapsetørst, som også har gjort mange af Ekmans romaner til paperbacks. Men trods Ekmans mesterlige vandmærke skuffer den i forhold til første bind. Ikke blot når handlingen et stemningsmæssigt lavpunkt, her er også blandet norsk sprog og samisk jodlen ind, så læseren gør klogt i f.eks. at vide på forhånd, hvad en genser er.
Skandinavister vil uden tvivl fnyse, at det ved da alle ordentlige mennesker. Det er jeg nu ikke sikker på, og problemet er også et andet:
Jeg tror, at Ekman sprogligt søger at løse et politisk problem, nemlig sin svenske skyldfølelse over for det norske broderfolk (der blev besat), og det samiske (som svenskere historisk har foragtet og undertrykt). Som resultat har hun ladet sit krystalklare svenske invadere sprogligt til skade for forståelsen (som om nordmændene i dag behøver hendes hjælp til at skrive god litteratur!). Loyalt har den strålende oversætter Anne Marie Bjerg valgt at lade det blive stående, hvor man burde have hjulpet til med noter.
Næsten værre er det, at bogens nordmænd og specielt samer bliver bærere af alle sande, smukke og gode værdier, som Kristin, der skal bære historien hjem, uden at man egentligt bliver klar over hvorfor.
Men læser man hen over det, er man som Ekman-læser alligevel hooked, der er en drømmeagtig sikkerhed i stilen og en mærkelig, grusom ømhed over for personerne, som gør Rørte Vande til en bog, man nødigt lægger fra sig.
*Kerstin Ekman: Rørte Vande. Oversat af Anne Marie Bjerg. 464 s., 295 kr. Gyldendal. Udkommer i dag
