Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Magien er med

Med ’Harry Potter og Hemmelighedernes kammer’ har Chris Columbus lavet en bedre film end den første bygget over J.K. Rowlings populære bøger
Kultur
22. november 2002

Så blev han et år ældre, ham der Harry Potter, og det er tid til endnu en film om den nu 12-årige troldmandslærling og hans venner og mange eventyr på Hogwarts, skolen for troldmandskab og heksekunster.

Fans af J.K. Rowlings bøger om Harry Potter vil uden tvivl more sig storartet over den nye film, Harry Potter og Hemmelighedernes kammer, som er både mørkere og bedre end den første film, Harry Potter og De vises sten.

Instruktøren Chris Columbus synes at have kastet frygten for at gøre forlægget fortræd, som hæmmede hans første forsøg på at puste liv i Rowlings fantastiske univers, af sig. Eller også har denne anmelder bare fået bøgerne på tilpas stor afstand til at kunne nyde filmen som film og ikke et desperat forsøg på at gøre Rowling den svære kunst efter at kunne underholde børn og voksne i alle aldre.

I hvert fald fremstår Harry Potter og Hemmelighedernes kammer som en helstøbt og velskabt film. Universet blev introduceret i den første film, og Columbus og manuskriptforfatter Steve Kloves har kunnet fordybe sig i karakterer og historie.

Monstrøst

Fra første scene, hvor Harry af den forskræmte husalf Dobby får at vide, at han vil være i livsfare, hvis han efter sommerferien vender tilbage til Hogwarts, er der fart på fortællingen.

Harry, der naturligvis ikke kan holde sig fra skolen, og hans to venner, Ron og Hermione, opdager, at en eller anden har åbnet det skjulte og meget hemmelige Hemmelighedernes kammer og lukket et monster ud på skolen.

Et monster, som med et blik kan forstene eller dræbe alle mudderblodseleverne på Hogwarts – altså dem, der ikke er af ren troldmandsslægt, men har muggleblod i årerne.

Men hvem er denne samvittighedsløse slyngel? Vel ikke børnenes ven og skolens nøglebærer Hagrid, som først kommer under mistanke?

Nej, det må være den usympatiske Draco Malfoy og hans ubehagelige far, Lucius, der gerne taler om at rense ud blandt de ’urene’ troldmænd og hekse!? Eller måske er det selveste Voldemort, Harrys ærkefjende og alle troldmænds skræk, som er vendt tilbage.

Det er dog hverken nemt eller ufarligt for Harry, Ron og Hermione at trænge til bunds i den mystiske sag, og det talentfulde trekløver må overvinde kæmpeedderkopper, hvislende slanger og forsøge at hjælpe deres forstenede skolekammerater, før de finder frem til sandheden om Hemmelighedernes kammer.

Sjov og alvor

Der sker store ting i Harry Potters liv, og Columbus blander i filmen fint det alvorlige med det sjove, så børnene kan følge med og lære noget, samtidig med at de føler sig godt underholdt.

På den sjove side har vi husalfen Dobby (overbevisende skabt i en computer), som ofte taler over sig og derfor er nødt til at afstraffe sig selv; og Hogwarts lærer i Forsvar mod mørkets magter, Glitterik Smørhår (en veloplagt Kenneth Branagh), der er lige så selvoptaget og ulidelig, som hans navn antyder.

Mere seriøst er så Harrys livtag med ikke kun de kødædende monstre, men også abstrakte begreber som tolerance og loyalitet, fint anskueliggjort i filmens mere dramatiske scener, hvor den unge troldmand skal vælge, hvad han vil gøre.

»Det er ikke vores evner, som viser, hvem vi er,« siger den vise rektor, Dumbledore (nyligt afdøde Richard Harris i en dejlig rolle). »Men de valg, vi foretager.«

Det er bestemt en fordel at have set den første Harry Potter-film eller kende til bøgernes eventyrlige univers, før man begiver sig ind for at se Harry Potter og Hemmelighedernes kammer.

Columbus og Kloves forudsætter, at publikum kender til Harry og hans alt andet end kedelige liv. De koncentrerer sig om at fortælle en god historie i stedet for at prale med, hvor dygtige de er til at genskabe universet fra Rowlings bøger – måske er det derfor, at magien fra bøgerne denne gang også er kommet op på lærredet.

Harry Potter og Hemmelighedernes kammer er en veloplagt film, en vellykket og eventyrlig action-spændingshistorie for de lidt større børn, der selv kan læse underteksterne, forstå de dybere budskaber og ikke bliver alt for bange, når situationen spidser til for Harry og vennerne.

Harry Potter og Hemmelighedernes kammer. Instruktion: Chris Columbus. Manuskript: Steve Kloves. Amerikansk (Imperial i København og en hulens masse biografer i resten af landet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her