Ny bog
De lærde diskuterer, om Italo Svevo (1861-1928) var blevet en moderne klassikker, hvis ikke vennen James Joyce havde hjulpet ham frem. De mødtes 1907 i Trieste, hvor Joyce underviste for Berlitz School. Forretningsmanden Svevo ville gerne være bedre til engelsk, så tre gange om ugen kom Joyce op i den store villa, hvor Svevo og hustruen Livia boede sammen med svigerfamilien.
Da Svevo i 1923 udsendte sin store roman La coscienza di Zeno, så Joyce i bogen et mesterværk og anbefalede den over for Eliot og den dengang indflydelsesrige franske kritiker Valéry Larbaud. 1926 lod Parisertidsskriftet Le Navire dargent et temanummer præsentere ham, og siden er hans ry vokset støt. Fra en status som excentrisk kultforfatter er han i dag løftet op på linje med Joyce og Eliot, Musil og Kafka, Proust og Pirandello. Det var nok også sket uden Joyces ihærdige lobbyarbejde. Men vel næppe så hurtigt.
Til dansk oversattes Svevos hovedværk 1950 af Karl Hornelund, hvis tekst nu foreligger sprogligt og stilistisk gennemrevideret, takket være Lene Waage Petersen, der samtidig har leveret en klog og instruktiv efterskrift.
En by med Janushoved
Claudio Magris har i en bog om Triestes kultur peget på, at der i byen, før den i 1919 blev italiensk, fandtes et skisma mellem de facto-forholdet til Østrig, som dannede baggrund for borgernes velstand, og deres længsel efter Italien. Mentaliteten bestod i en art dobbeltsjæl, en spænding mellem penge og idealitet, mellem en fremadsøgende urolig analytisk mittel-europæisk kultur med tyngdepunkt i Wien og en andereldes tilbageskuende idealistisk og senromantisk italiensk kultur. Denne polaritet kan, som Lene Waage Petersen skriver, forklare, at Triestes litteratur præges af »grænseidentitet og eksilfølelse, der slår ind som eksistentiel erfaring og befordrer den modernistiske splittelsesoplevelse.«
Hector Aron Schmitz, til daglig kaldet Ettore Schmitz, byggede i hvert fald længslen og splittelsen ind i sit pseudonym. For Italo Svevo betyder »italiener fra Schwaben«, den italienske tysker. Under dette navn debuterede han i 1892 med romanen Una vita, 1898 fulgt af Senilitá (da. Farvel til ungdommen, 1964). Ingen af disse bøger gav i samtiden nogen videre succes, og det meste af sit voksne liv skrev Svevo mest til skrivebordsskuffen, parallelt med ansættelsen i svigerfamiliens skibslakfabrik.
Flager af hans biografi er flydt med ind i hans store roman. Men dens klassiker-status beror på, at La coscienza di Zeno egentlig er et af de første fiktionsværker, der bruger løs af psykoanalysen. Leif Panduro elskede bogen, og brugte den hæmningsløst, da han i 60ernes første halvdel skrev sin galemandstrilogi, dvs. Fern fra Danmark, Fejltagelsen og Den gale mand. Modellen blev nemlig den samme: En mand ser tilbage på sit liv, idet han bruger det at fortælle som sin personlige terapi og gør papir til indfaldspapir.
Den indbildt syge
Bogen bærer på tysk fortællerens navn Zeno Cosini. Det lyder af sjælelig geometri: sinus og cosinus! Zenos bekendelser, som blev den danske titel, mister desværre spillet i La coscienza di Zeno, der på én gang betyder bevidsthed, samvittighed, erkendelse m.m. samtidig med, at det hentyder til det, et menneske har på sin samvittighed.
Zeno har ikke så lidt endda. Han har giftet sig med den forkerte, han har været sin kone rygende utro, han har svigtet sin svoger og kompagnon Guido, da denne kom i vanskeligheder for til sidst at tage livet af sig, og han har over for snart sagt alle spundet sig ind i et net af fortielser og midlertidige løgne, der med tiden blev permanente. Mange af sine synder har han lykkeligt glemt men kan huske forfærdelig meget, blot ikke forstå det og lære af det. For han er, med en slidt kliché, blevet fremmed for sig selv, xenos som det hedder på græsk.
Også Svevos to tidlige bøger skildrede det splittede, livsuegnede grænse-individ; men i denne store selvterapeutiske fortælling er utilpassetheden udvidet til en generel civilisationslidelse, udtrykt ved at hovedfiguren notorisk er hypokonder og dermed i grunden mere syg end den virkeligt syge, der jo trods alt har håb tilbage og altid kan finde et eller andet middel, der hjælper.
Den indbildt syge er i sin selvoptagethed latterlig, men jo ulykkelig, og derfor dobbelt naragtig. Det eneste punkt i hele Zenos tilværelse, hvor der kan siges at herske orden, er i hans medicinskuffe.
Utroskabens psykologi
Beretningen selv udgør en foruroligende blanding af selvbiografi, bekendelsesskrift, dagbog, memoirer og frie associationer. Hver enkelt handling forskyder sig, dels fordi Zeno taler udenom, dels fordi han i sin selvafdækning hele tiden støder på nye barrierer: gammelt komediespil, indgroet selvbedrag, fortrængninger, som engang foregik næsten bevidst, men som nu bare er blevet hans måde at overleve på. Mest smertelig og grotesk er skildringen af hustruen Augusta, der godt véd, at hun ikke er elsket, men ikke desto mindre forsøger at elske tilbage. Tragikomiske højder nås, da Zeno skal forklare og delvis bort-forklare sit forhold til Carla, den 16-årige elskerinde.
Sammen med en mandlig bekendt besøger han hende og hendes moder, angiveligt fordi de to herrer i fællesskab støtter pigens sanguddannelse, men reelt fordi Zeno aner, at han har mulighed for at tage sig fysisk betalt. Det skjulte forehavende realiseres, men straks vikles han ind i uhyrlige selvbedrag.
»Jeg var meget punktlig i overholdelsen af det, jeg kaldte familiens timeplan. Jeg har en så sensibel samvittighed, at jeg allerede dengang ved en eksemplarisk opførsel prøvede på at formindske mit fremtidige samvittighedsnag.«
Komediespillet lykkes en tid, men da Carla får en ny sanglærer, som såre forudsigeligt også bliver forelsket i pigen, står Zeno i en krig på to fronter. Hjemme må han simulere fin ægteskabelig harmoni, ude må han give rollen som den dybt fortvivlede elsker. Til begge sider praktiserer han dobbelt og tredobbelt begrundet følelses- og humørhykleri. Det ville være trist, hvis ikke det var så hylende skægt.
Den sidste cigaret
Romanens samlede billede for hovedpersonens ambivalens står allerede i starten, hvor Zeno har sat sig for, at han vil holde op med at ryge. Det kan han imidlertid ikke. Den sidste cigaret kan aldrig blive den allersidste, for dét at ryge den indeholder på én gang loven (det moralske løfte) og bruddet på loven (opfyldelsen af begæret). Ved at tænde smøgen holder Zeno sin livssmerte i vigør. Det ville være hyklerisk af en sådan selvpiner at anlægge sag mod tobaksindustrien.
Samme ambivalens mærkes over for sproget og skriften. Ved at fortælle blotter man sig og skal i gang med at dække til! Idet der fortælles, skabes provisorisk en art sammenhæng i eksistensen, som imidlertid øjeblikkelig undergraves af stræben mod sandhed. Den tragiske helts helingsprojekt dementerer konstant sig selv.
Denne dobbelthed kendes fra andre, mere formsprængte bøger. Ægtheden hos Italo Svevo hidrører fra, at han heroisk-parodisk forsøger at få sin hovedpersons borgerlige bogholderbevidsthed til at overbinde sin undergang. Måske det var af denne grund, at Joyce i portrættet af reklame- og forretningsmanden Bloom i Ulysses udstyrede ham med Svevos overskæg og runde, venlige fysiognomi. Kort sagt med lidt Love From Trieste.
*Italo Svevo: Zenos bekendelser. Oversat af Karl Hornelund. Revideret og med efterskrift af Lene Waage Petersen. 480 s., 295 kr. Gyldendal. Udkommer på mandag
