Læsetid: 4 min.

Sine meningers værd

Thomas Friedmans prisbelønnede kommentarer til 11. september er nu udgivet i en samlet bog
11. november 2002

Mandagsbogen
Thomas L. Friedman sidder i et helt unikt job. Som udenrigspolitisk kommentator for en af verden mest betydningsfulde aviser, New York Times, giver han med 740 ord to gange om ugen sit syn på verdenssituationen. Han har total redaktionel frihed, ingen godkender hans tekster inden de bliver trykt og ingen af avisens ejere ’foreslår’ emner eller kritiserer hans meninger. Læg dertil et næsten ubegrænset budget til at rejse ud og interviewe konger, præsidenter, generaler, embedsmænd, direktører, forretningsmænd og helt almindelige borgere i Afghanistan, Indien, Israel, Jordan, Bahrain, Belgien, Paris eller et andet sted Friedman fornemmer er vigtigt.
Hvis man kan bruge Pullitzerpris komitéens ord til noget, er Friedman bestemt et bekendtskab værd – han har vundet prisen tre gange senest i 2002 for de klummer, der nu er samlet i Longitudes and attitudes.
Med undertitlen Exploring the World After September 11, ved man hvor fokus er lagt, og der er samlet et udvalg af klummer op til 11. september, og næsten alle hans klummer efter terrorangrebet og frem til juli i år.
Bogen spænder over Bush’s præsidentperiode. Med en fantastisk velflydende pen er den første klumme en isnende kold kommentar til Bush’s endelige juridiske valgsejr over Gore efter stemmeseddelskandalen i Florida. Men karakteristisk for Friedman stopper verden ikke her. Han lader det bestemt skinne igennem, at han ikke har megen tiltro til Bush, men accepterer hurtigt udfaldet og ser fremad.
Efter 11. september kommer klummerne naturligt til at koncentrere sig om Mellemøsten, hvor Friedman med sin tidliger bog From Beirut to Jerusalem er på hjemmebane.

Svæver frit
Friedman svæver frit over vandene og kritiserer begge sider. Han ser Ariel Sharons støtte af bosætterne i de besatte områder som »sindssyg« mens de palæstinensiske selvmordsbomber fylder ham med vrede og afsky. »Palæstinenserne er så forblændede af deres narcisistiske vrede, at de har glemt den grundlæggende sandhed civilisationer bygges på: At hvert liv er helligt, begyndende med ens eget.«
En af Friedmans store kvaliteter er, at han ofte rammer det, læserne tænkte men ikke selv kunne give udtryk for og han formår gang på gang at koble det nære i dagligdagen til de udenrigspolitiske begivenheder.
For eksempel er hans to døtre centrale efter 11. september, hvor hans klummer tager en markant drejning og bliver tydeligt vrede. Han er vred over og har svært ved at acceptere, at døtrene ikke vil vokse op i den samme beskyttede verden som ham selv.
I klummen »Yes, but What?« går han i flæsket på alle de mennesker, der siger »Ja, dette 11. september angreb var frygteligt, men på en måde fortjente vi det.«
Han gør klart, at Osama Bin Laden aldrig har stillet krav eller forslag, men kun har haft et eneste budskab: »Vi ønsker at smadre Amerika.« Men det er ikke gået op for ’Ja, men-gruppen’,« skriver han.
»Jo, Amerika bør overveje sin politik og handlinger grundigere – men, men, men vi er ikke de eneste, der skal kigge dybere i spejlet.«
Friedman er splittet mellem at være såret og bange og samtidig enormt nysgerrig efter hvem flykaprerne var. Hvad var det for nogle mennesker, hvilke kræfter og motiver drev dem og hvordan kan man beskytte sig? ’Hvorfor?’ er hans ledetråd. De sidste knap 100 sider er en dagbog fra dagene og månederne efter 11. september. Og man får et unikt indblik i hvilke begivenheder og personer, Friedman har interviewet og hvilke tanker han har gjort sig i forløbet op til sine klummer.
For at finde svar søger han hele tiden ud i verden og er den ene dag til middag med en flok intellektuelle ’techies’ i New Delhi og er den næste dag stuvet ind i et militært transportfly på vej ud af Afghanistan sammen med en amerikansk senator. Så har han Collin Powell i røret og snart udveksler han høfligheder med Mrs. Clinton inden hendes mand kan komme til telefonen.

Middag i Arabien
Men den vigtigste oplevelse kom den dag han var til middag hos kong Fhad’s tronarving kronprins Abdullah i Saudi Arabien, og foreslog lederen af det vigtigste arabiske land, at komme med et udspil i fredsprocessen.
»Lad os være ærlige. Der er en israelsk fredsplan fremført af premierminister Barak.«
»Der er en amerikansk fredsplan fremført af præsident Clinton. Men der er ingen arabisk fredsplan – en der ikke kun siger, hvad araberne vil have, men også siger hvad de er klar til at give.«
Friedman fremlagde planen og Abdullahs lovning om en plan i en klumme den 17. februar. Abdullah holdt senere ord og trods Syriens modstand enedes de arabiske ledere i Beirut i marts for første gang om en fredsplan. Friedman blev selv en del af historien.
Bogen er til dels et portræt af Friedman og hans arbejde, men først og fremmest en mulighed for et spændende og sammenhængende indblik i hele perioden, set med en bekymret journalists øjne, der har hørt historien fra flere sider end de fleste.

Indblik
*Thomas L. Friedman: Longitudes and attitudes, FSG (2002), 383 sider, 26 dollar, ISBN 0-374-19066-6

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu