Læsetid: 3 min.

Når digte bliver til skitser af eksistensen

En piberygende ungdom fortættes til digte hos Morten Nielsen
28. november 2002

Digte
Selv hvis man glemmer, at Morten Nielsen døde som 22-årig, og at det skete som del af modstandsbevægelsen, er det svært ikke at læse Anden Verdenskrigs generelle undtagelsestilstand ind i hans lille, tætte samling Samlede digte. Ikke bare finder man masser af referencer til besættelsen undervejs. På et principielt plan kredser mange digte om det ansvar, den enkelte står med, over for det andet menneske og over for verden omkring ham.
Det sker med en ungdommelig eftertænksomhed, der nok påtager sig, men aldrig besynger livets – modstandskampens – pligter. Og som gerne vikler sig ud i forbløffende åbenlyse anfægtelser. Andre gange nærmer Nielsen sig mistænkeligt det salvelsesfulde: Man kender sin etiske fordring og sit historiske ansvar på travet.
Både det ene og det andet ses i »Høstdigt«. Desværre er det ikke det eneste digt i de Samlede digte, som marcherer i takt med sin egen patos.

Vi hader disse Aar.
Vi hader disse Hadets Aar,
Pistolskud i en Opgang
og Død i mørke Saar.
Men vi har lært at kæmpe,
for vi har lært at dø og slaas,
og dem, vi nu har mistet,
skal vinde Sejren gennem os.

Heldigvis skriver Morten Nielsen også, og meget smukt, om andre ting. Om dødens skygge i livet. Om kærester og kærlighed, og om erindringens genklang i nuet.
»Lykkeligt stort og ligetil blir Livet –/ Draabe, der rammer Draabe,/ Regn over Regn./ Sekunderne lukker sig op/ for en lang Erindring:/ Veje i Hederne, Pigestemmer og Havet.//Jeg smager dem paa min Mund,/ de forsvundne Somre .../ Kølige, regnfulde Lykke, et Kys af Aar,« lyder halvanden strofe fra digtet »Øjeblikket«.
Man mærker straks den direkte friskhed og den suveræne, sproglige økonomi. Beskrivelse når man aldrig frem til, i stedet skitseres med hurtige strejf den glimtvise lykkes grundstruktur. Mere er heller ikke nødvendigt, læseren er indfanget, vibrerer med i en lykkefyldt melankoli.
Morten Nielsens kvaliteter ligger ikke i hans voldsomme ordforråd. Faktisk er hans lyriske sprog forbløffende enstonigt. Ofte er verden omkring jeget stiliseret ned til ’Nætter’, ’Træer’ og ’Lys’. »Henover Hækken er Himlen uendelig blaa,« skriver Nielsen på kanten af klicheen – men slipper af sted med det.
Hvordan kan det være? Versenes rytmiske lethed spiller selvsagt en rolle. Det skyldes nok også, at Morten Nielsen ikke er en særligt visuel digter. I det allerede citerede »Øjeblik« forbinder erindringens virkelighed med kroppens tætte sanser: smags- og følesansen. Det er en figur, man genfinder i andre digte. Her er efteråret faldet over landet,
jeget og hans kæreste har stadig sommeren i sig.

Endnu stod Solen i vores Hud,
Kulden var bare en Ting, vi saa:
Løvet, der hældede blegt og
mørkt,
Skygge som Fødderne traadte
paa.
Den ydre verden er mindre virkelig end solens ekko i kroppen, kulden er ’bare’ en ting. Som man netop ser, med et fjernt blik, som et drømmesyn.

Æblekinder
Nielsen har en ungdom i sin tone. Især har han sin egen generations – mellem Knud Sønderby og Frank Jæger – tvivlende, hårdkogte og følsomme, gammelkloge ungdom. Her går man ensom gennem gaderne med opslået krave og pibe i munden, lever sig ind i, men er også anfægtet af det moderne storbyliv.
»Jeg er Cigarettens Glød/ Og Jazzmusikkens Rytme,/ hurtig, let, men med en Underklang/ af Død«, lyder første strofe af digtet »Vi sender dansemusik om natten«. Andre gange er de sjælelige rystelser af eksistentiel art – »I Morgen spirer Angsten for at dø/ igen i Hjertet.«
Man skulle tro, at den slags stemninger taler til den indre ungdom i os alle. Det mener jeg ikke er tilfældet. Selv i deres mest anfægtede øjeblikke forbliver Nielsens digte nemlig fyldt af en svunden epokes troskyldige, æblekindede sundhed. Bag den eksistentielle tvivl ligger en grundlæggende sikkerhed, der hører digtningen før 60’erne til.
Det gør ikke Nielsen dårligere, bestemt ikke. Som nutidig læser møder man en lyrisk stemthed fra en anden tid, og også deri ligger en særlig, melankolsk lykkefølelse. Men der er ingen grund til at snyde sig selv. Sådan kan man ikke skrive, knap nok føle længere.
Det er godt at have Morten Nielsens digte blandt os igen.

*Morten Nielsen: Samlede digte. 152 s., 150 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu