Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Nænsomt og råt

I 1997 viste Trine Søndergaards fotografier af prostituerede fra Skelbækgade vejen frem i dansk dokumentarfotografi. Nu er de kommet som bog
Kultur
21. november 2002

Ny fotobog
Året er 1997. Et generationsskifte ulmer i dansk fotografi. Den sort-hvide flue-på-væggen småbilledæstetik har længe haft monopol på reportagefotografiet. For længe, mener unge fotografer som Joachim Ladefoged, Nicolai Howalt, Nicolai Fuglsig og Trine Søndergaard og vender blikket mod udlandet, hvor de finder inspiration til mere pågående og personlige fotografier. En gang for alle overskrider de den grænse mellem dokumentarisme og kunst, der herhjemme har været vogtet mere nidkært end i USA og England. Indenlands som udenlands brager fotograferne igennem med deres store formater, frække beskæringer og essayistiske snarere end registrerende billeder. Man behøver blot åbne en avis i dag for at konstatere, hvor skoledannende generationen, der er født omkring 1970, er blevet inden for f.eks. pressefotografiet.
Fem år er der gået, hvor vi har lært at stave til snapshotæstetik af en række bøger, der med skrigende skingre farver og en bevidst rå, skødesløs stil zoomer ind på det nære liv i betonblokken, på stenbroen eller bag ligusterhækken. Lars Bech, Nicolai Howalt og de lidt ældre Per Folkver og Krass Clement er nogle af navnene. Social indignation og æstetisk nybrud, javist, men der må også siges at være mere eller mindre nødvendighed i, at en fotograf vælger det udtryk, som i mangel af bedre kaldes ‘nydokumentarisme’. Skønt udgivelserne ligner hinanden for en overfladisk betragtning, er der kvalitativt milevidt mellem de letforglemmelige, modische stiløvelser og de billedserier, som udvider den visuelle ABC, fordi der er en dyb sammenhæng mellem form og indhold.
Til sidstnævnte kategori hører Trine Søndergaard, født i 1972, der står som en af de fremmeste fornyere af dansk dokumentarfotografi. Som en af de første brugte hun den nye form til at fortælle nye historier. Mærkeligt er det, at der ikke var et dansk forlag, der sagde haps allerede i 1997, da de farvemættede fotografier af Skelbækgades prostituerede blev udstillet på Charlottenborg. Det har det tyske forlag Steidl heldigvis rådet bod på nu med den internationale satsning Now That You Are Mine.

Modbilleder
Gadeluderne bliver gennem Søndergaards optik skildret som bevidste individer med et differentieret forhold til deres krop. Præcist indfanger hun en turkisøjet prostitueret med koket flirtende blik og antydning af en egen seksualitet. En anden har klassiske ansigtstræk, tilbageskrabet hår og står i ballerinapositur, hvilket er i grel kontrast til de højt optrukne trusser, som viser hendes kønslæber, og en tredje bærer en rød, piget sløjfe i håret.
Den stramt redigerede bog veksler mellem reportagefotografier og suggestivt snuskede interiører og lægger ud med et foto af to plastiske porno pin-ups, der udstikker bogens ærinde: At slå hul i billedkulturen omkring prostitution, hvad enten det så er den lystne skøge set med det mandlige blik eller i den anden ende af klichéregistret, socialdokumentarismens gode luder og sølle stakkel på samfundets bund. Bladrer man om på næste side, ser man hvordan. Ordet »hooker« (luder) står spraymalet på en mur. Det igangsætter en masse kulturelt bestemte forestillinger, som slet ikke matcher Søndergaards modbillede, det nænsomme, næsten poetiske portræt af en kvinde, der slentrer under graffitien.

Tæt på
Fotografierne er taget med mellemformatkamera og blitz, hvilket giver en skarphed og detaljerigdom, som uden nåde lægger junkens og prostitutionens synlige spor blot i blå mærker, ar og betændte stiksår. Tæt på kommer vi, helt ind i det lille, lilla aflukke, hvor en kunde kopulerer med en kvinde med fødderne strittende i vejret. Dermed konfronteres vi med de prostituerede som mennesker, der både er kropslige og kønnede. Gennem den subjektive og ekspressive stil formår Trine Søndergaard at vise kvinderne indefra og ikke udefra som ofre eller objekter.
Nu, cirka fem år efter generationsskiftet i dansk fotografi kom i 1997, hvor de viste vejen frem for dansk dokumentar. Men bedre sent end aldrig, som man siger. For Trine Søndergaards fotografier tåler gensynet. De holder som de genuint gode fotografier, de er, langt ud over den tid, de blev skabt i. Lur mig, om ikke udgivelsen vil slå den status fast som en nyklassiker i dansk fotografi, Now That You Are Mine efterhånden kandiderer til.

*Trine Søndergaard: Now That You Are Mine, 30 Euro, Steidl

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her