Læsetid: 7 min.

På hvem hviler ansvaret?

‘Kommunismens sorte bog’ forsøger at opregne forbrydelser, terror, undertrykkelse begået af kommunismen. Den vakte heftig debat da den udkom i Frankrig, i dag udkommer den på dansk
26. november 2002

Ny bog
Til oktoberrevolutionens 80-års dag i 1997 udkom på fransk en vægtig gave til den aldrende jubilar, som i dag udkommer på dansk. En 864 sider stor boopgørelse over kommunismens »forbrydelser, terror, undertrykkelse«, Kommunismens sorte bog, redigeret af Stéphane Courtois. Han tilhører kommunismeforskningens anden generation. Den første bestod af tidligere kommunister. Anden generation er født omkring 1945 og blev politisk aktiv i perioden op til 1968 uden om kommunistpartiet. Courtois var dengang maoist.
Forskningen tog en afgørende vending efter åbningen af de russiske arkiver i 1991-92. Fra at forene et meget spinkelt kildegrundlag med en stor sensibilitet og insidekendskab, blev den normaliseret. Nu var det ’bare’ at finde kilderne. Courtois så tidligt perspektiverne heri. Sortbogen afspejler imidlertid, at dette glade budskab ikke gælder hele forskningen. Bogen er skrevet af seks forfattere ’under medvirken af’ fem andre. Dette store hold var nødvendigt for at beskrive kommunismens forbrydelser i hele verden. Men det nye kildemateriale er godt til russiske forhold. Når det drejer sig om Kina, Korea, Kampuchea osv. så ved vi desværre ikke meget mere, end vi har vidst længe.

100 millioner døde
Bogen spænder over både det gamle og det nye paradigme. Efter en indledning af Courtois følger bogens vægtigste afsnit på 250 sider om Sovjet skrevet af Nicolas Werth. Derefter følger ca. 100 sider af Courtois og Jean-Louis Panné om Komintern. Tredje del (ca. 100 sider) skrevet af den polske historiker Andrzej Paczkowski og tjekken Karel Bartosek handler om Østeuropa. De 500 sider af bogen handler altså om Europa. Her finder man det nye og grundigt kildebelagte stof. Fjerde del (200 sider) skrevet af Jean-Louis Margolin og Pierre Rigolout handler om den asiatiske kommunisme. Til sidst 60 sider om resten af verden.
Denne strukur er omvendt proportional med vægten af bogens budskab: »i alt næsten 100 mio døde«. Courtois gør det op i runde tal: Sovjet, 20 mio, Kina, 65 mio, Vietnam, 1 mio, Nordkorea, 2 mio, Kampuchea, 2 mio, Østeuropa, 1 mio, Latinamerika 150.000, Afrika, 1,7 mio, Afghanistan, 1,5 mio, den kommunistiske bevægelse og partier uden for magten, over 10.000 døde. Af disse henregnes 70 mio til de asiatiske regimer. I dette tal indgår »historiens største hungersnød«, resultatet af Det store Spring i Kina. Her må man på grund af manglende kilder ekstrapolere fra befolkningsstatistikken. Margolin når til at 33 mio døde af sult fra 1959-61. Før de kinesiske arkiver bliver åbnet, kommer vi det næppe nærmere.

Kan ikke anfægtes
Man kan sige, at 50 eller 100 mio. ikke gør den store moralske forskel. Men det gør en forskel på det konkrete plan: enhver dræbt er én for meget. Og for historikeren gør det en stor forskel, hvilke kilder vurderingen er baseret på.
Der er ikke grund til at gå i detaljer med selve analyserne. Jeg vil nøjes med at fastslå, at bogens første 500 sider er af høj kvalitet. De kan diskuteres, som al historisk forskning kan. Men resultaterne kan næppe anfægtes i deres overordnede mønster. Det er f.eks. karakteristisk, at Werths analyse af udviklingen i Sovjet ikke ændrer meget ved antallet af døde, men derimod nuancerer betydningen af de enkelte faser. Jeg mener ikke, at artiklerne om Asien, Afrika og Latinamerika er kritisable eller ringe. De indeholder formentlig, hvad der er at sige om den sag nu.
Vægten i debatten har ligget et helt andet sted. Bogen har vakt meget stærke følelser, og har bl.a. ført til urimelige beskyldninger om, at Courtois i virkeligheden arbejdede for det yderste højre. Dér hvor flere af bogens forfattere har lagt luft til ham er i hans sammenligning med nazismen.
Han peger på, at der i Sovjet er flere folkemord, som tåler sammenligning med mordet på jøderne. F.eks. overgrebene på kosakkerne i 1920. Eller overgrebene på de kaukasiske folk og volgatyskerne under krigen. Han kalder udryddelsen af kulakkerne for klasse-folkedrab. Han begrunder det med, at tvangskollektiviseringen førte til udryddelsen ikke blot af en social relation, men også af klassens medlemmer.

Modstandere tilintetgjort
Han fremhæver også gulag som prototype for kzlejrene under nazismen. I Die Zeit udtrykte han det således: »Det er i dag uafviseligt dokumenteret, at Lenin og Trotskij opfandt koncentrationslejrsystemet. Fra 1920/21 blev politiske modstandere sendt i disse lejre med den hensigt, at tilintetgøre dem gennem tvangsarbejde.«
Jeg deler på det moralske plan hans holdning, men ikke dens analytiske konsekvenser. Selvom kommunismen og nazismen kan og bør sammenlignes, og selvom en sammenligning fører til frygtindgydende ligheder, er det vigtigt at holde fast i de faktiske forskelle.
Problemet i Courtois’ holdning bliver tydeligt, når han skal bevise, at det franske parti også har del i denne arv i egentlig og praktisk forstand. Jeg mener, at man må adskille de forskellige virkeligheder, vi henviser til med begrebet kommunisme. Man må gå ud fra, at en meget stor del af indbyggerne i Sovjet kendte til lejrene. At de kendte til terroren, manglens virkelighed osv. De har altså kun modsætningfyldt, skeptisk eller parodisk kunnet se det som en del af et frigørelsesprojekt, således som vesteuropæiske kommunister kunne.

Systemet blev sminket
Denne dobbelthed i kommunismen adskiller den fra nazismen. Ikke fordi Hitler ikke også brugte løgn og bedrag. Men systemets fundamentale, udemokratiske karakter var ikke skjult. Hitler lagde ikke skjul på, at han ville af med jøderne. Han skrev ikke, at de skulle gasses, men væk skulle de. I Sovjet brugtes enorme ressourcer på at sminke systemet i frigørelsens retorik. Nazister i Frankrig eller USA identificerede deres Utopia med Hitlertyskland. Det er muligt, at de ikke kendte til kz-lejrenes omfang. Men at de eksisterede, kunne der ikke være tvivl om.
Det giver også begrænset indsigt at sammenfatte Tyskland, Italien, Sovjet og Kina i samme begreb. På den ene side er det vigtigt at skille idé fra historisk virkelighed. På den anden side er det vigtigt at skelne mellem samfundssystem og politisk bevægelse. Kommunisme henviser simpelthen ikke til det samme i de forskellige tilfælde.
Med denne skelnen, kan vi rejse det problem, som har været mest i fokus herhjemme med f.eks. Bent Jensens bog Stalinismens fascination og de venstreintellektuelle. De intellektuelle troede fuldt og fast på, hvad de skrev, og de mente at det var et billede af den sovjetiske virkelighed. De var ikke fascinerede af ’stalinismen’ lig den faktiske virkelighed, for den erkendte de ikke. Derfor handler Jensens bog ikke om dét, den angiver i titlen. Vi har ingen eksempler på kommunister som lovsynger gulag, ufrihed og lange køer. Vi har derimod fascistiske intellektuelle, som lovsynger krigen, tilintetgørelsen og »totenschlägerens sandhed«, f.eks. Giovanni Gentile.

På hvem hviler ansvaret?
De kommunistiske ledere f.eks. i Frankrig vejer i forhold til skyld ikke det samme som partiernes medlemmer. Skal man tale om partiets ansvar, må man fastholde, at de som vidste har et stort moralsk ansvar. Men det er ikke det samme ansvar, som hviler på de sovjetiske lederes skuldre. Eller det ansvar som hviler på de menige partimedlemmers skuldre.
Da Arne Munch-Petersen i 1937 blev arresteret, havde han boet i Moskva halvandet år. Han havde fulgt de første processer og troede fuldt og fast på, at systemet var ’socialisme’ og ikke ’stalinisme’. Han blev meget overrasket over at blive udsat for tortur. Han skulle ikke indrømme noget, han havde gjort. Han skulle indrømme noget som var ren fiktion. Det undrede ham så meget, at han skrev til Berija og til Stalin. Det faldt ham aldrig ind, at forholdene var, som de var, fordi dem han skrev til, havde bestemt det sådan. Han var kun i stand til at indkapsle oplevelsen som en tilfældighed. Han var immun over for den rationalitet, som lå i hans oplevelser: at han så systemet usminket.
Den skelnen mellem de forskellige dele af virkeligheden, som kommunisme henviser til, er af afgørende betydning for at komme videre end til at fordømme den. Det afgørende er at opløse den i de virkelige dele den bestod af.
Det er her, jeg synes Sortbogen har sin største begrænsning. Den analyserer både kommunistiske regimer og partier uden for magten. Det gør den for at kunne fastslå antallet af ofre. Men når Courtois taler om ansvar, drager han den konklusion, at alle kommunister har pådraget sig en skyld, og tilsyneladende den samme homogene skyld.
Jeg tror, at bogen er meget fransk, dvs. skrevet ind i en politisk kultur, hvor kommunistpartiet siden Anden Verdenskrig har været en stor magtfaktor, som man ikke kunne komme uden om. Det kan være svært at forstå for os, som kommer fra et land, hvor kommunismen har været en lille sekt. Uanset hvad man nu mener om bogen, så har reaktionerne på den været af en sådan art, at man må give Courtois ret i, at der er mange som mangler en ’fortidstilegnelse’. Det er alt for vigtig en ting til, at man kan overlade den til højrefløjen.

*Stéphane Courtois, Nicolas Werth, Jean-Louis Panné, Andrzej Paczkowski, Karel Bartosek, Jean-Louis Margolin: Kommunismens sorte bog. 864s., ill., 499 kr. Høst & søn. Udkommer i dag

*Morten Thing er historiker

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer