Læsetid: 4 min.

Den poetiske bulldozer

Peder Bundgaard har med bogen ’Larsen’ – med fornavnet Kim – parafraseret den folkekære sangers karriere i et hæsblæsende tempo, uden man efter endt læsning føler sig meget klogere på hverket mennesket eller kunstneren
9. november 2002

Ny bog
Selvom den 57-årige Peder Bundgaard ikke er verdens største skribent, har han hen ad vejen udviklet en egen stil, der udmønter sig i klare hovedsætninger – langt hellere et punktum end et komma – nye afsnit i læssevis og et rapt, ofte morsomt sprog, der rask væk benytter sig af indforstået københavnerslang og gerne optager stående vendinger fra sange, film, presse og tv, der alt andet lige nok kun kan forståes af indfødte danskere.
Hans bog om ungdomsoprørets musikscene, Lykkens Pamfil – Dansk Rock i 60’erne (1998), er trods sit lette anslag således både læsværdig og informativ, selvom det analytiske kan ligge på et meget lille sted. Sagt på en anden måde – Bundgaard skriver først og fremmest med hjertet. Om ting, han har haft tæt inde på livet. Og derfor kan man ikke andet end holde af bogen om ungdomsvennen Dan Turèll, Superdan (1995), selvom den måske ikke giver så mange fingerpeg om selve værket og i sidste ende fortæller mindst lige så meget om denne Bundgaard som om Turèll.
Og Bundgaard er – med et af hans egne yndlingsord – fantastisk blufærdig. Han elsker en god historie, og lidt sladder går han heller ikke af vejen for, men sådan for alvor at kradse i lakken, det er ikke hans kop te. Når det ikke har været noget problem i forhold til de to nævnte bøger, er det fordi de begge på hver deres måde udgør et stykke populært anlagt grundforskning; efter hans bog om
Turèll som person kom således Asger Schnack sidste år med en om selve værket og efter bogen om den psykedeliske revolution udsendte Niels Martinov sin Ungdomsoprøret i Danmark, der stak spaden et par stik dybere ned i denne turbulente og samfundsændrende epoke.

Parafrase i turbotempo
Nu tager Bundgaard så fat på sangeren og sangskriveren Kim Larsen med en bog, der helt rigtigt blot hedder Larsen ... vi får nemlig en masse at vide om denne Larsens karriere(r), hans plader og kunstneriske op- og nedture, men ikke stort om personen bag værket, denne hersens Kim, som den ganske nation er på fornavn med, hvad enten de bryder sig om manden og hans kunst eller ej. Er det så godt eller skidt?
Tja, det kaldes jo en biografi fra både forfatteren og forlagets side, så selvom vi minutiøst følger Larsens ofte turbulente vej gennem dansk showbiz, tør man efter 250 sider ikke påstå, at man er blevet klogere på manden bag sange som »Kvinde min«, »Joanna«, »Perron Gare du Nord«, »Østre Gasværk«, »Kloden drejer stille rundt«, »Dagen før«, »Papirsklip«, »Jutlandia«, Hjerter dame«, »De smukke unge mennesker«, »Dukkedreng«, »Poul Reichardt« og de rigtig, rigtig mange andre sange, han har velsignet nationen med.
Hvad får man så, spørger De så? Jo, man får en parafrase i turbotempo af Kim Melius Larsens færden, gøren og laden, siden han kom til verden den 23. oktober 1945 til og med sidste års forrygende Sange fra Glemmebogen.
Bundgaard har snakket med gud og hvermand, d.v.s. alle fra Eva Flyvholm – Kims mor – over hans anden hustru Hanne Quist til en stor del af de musikere, managers, pladeselskabs- og mediefolk, der har haft med Larsen at gøre i forskellige faser af hans kunstneriske jagt på den der supersang, som én gang for alle vil og skal retfærdiggøre hans ophold her på jorden.

Et stykke grundforskning
Det er i og for sig heller ikke kedeligt, men Bundgaard ejer desværre ikke rigtigt den analytiske evne, der skal til for at forklare, hvad det er, der gør ham Larsen så speciel. Selvom der citeres vidt og bredt fra værkets tekstmateriale, udgør det i sig selv ikke bevismateriale nok.
De mange og lange tekstcitater bogen vrimler med, kan man såmænd selv læse på de gamle lp-inderposer eller i cd’ens små fedtede bookletter, når man er i Larsen-hjørnet og har behov for at træde ud af tidens trends og ind i et mere jordnært, nationalt og poetisk univers, end det man møder i tidens medier.
Pudsigt nok bliver nogle af bedste ting i bogen sagt af Larsen selv i de mange interview-bidder, der med generøs hånd drysses ud over siderne. Og endelig har flere af de andre indforskrevne vidner også både artige og skarpsindige ting at sige om manden, der hverken vil kaldes kunstner, nationalskjald
eller lun.
Og så springer Bundgaard alt for let og indforstået over Gasolin’-tiden med henvisning til, at dem har han tidligere skrevet en hel bog om. Jamen kære Peder, det kan læserne af Larsen da være
ligeglade med. Som landet ligger er bogen her ikke så meget blevet en biografi i ordets bedste forstand – altså et værk, der øger vores indsigt i en person og dennes værk, af hvad karakter det så måtte være – som en rap genfortælling af den poetiske bulldozer Kim Larsens karriere til dato. Med speederen i bund, oven i løbet. Altså endnu et stykke grundforskning fra Bundgaard, der således har nedlagt en grundsten, men ikke rejst en bygning. Og selvom det ofte er voldsomt underholdende, går det
edderperkeme også (for) stærkt ind i mellem. Vi får alt i alt et hav af informationer – hvilket der ikke er noget galt med – men de perpektiveres alt for sjældent.
»Sikken en skam,« som Larsen selv synger i sangen »På Stranden«.

*Peder Bundgaard: Larsen. 256 s., ill. 199 kr. Lindhardt & Ringhof. Udkommer mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu