Læsetid: 5 min.

Med punk i pennen

Marianne Stidsens essays vil indkredse en kritisk postmodernisme. Pennen er skarp, men kulturkritikken halter
13. november 2002

Ny bog
Med sin skarpe pen og brændende engagement er Marianne Stidsen på mange måder en unik skikkelse i dansk litteraturkritik. Skønt ansat ved universitetet er hun f.eks. ikke videre optaget af den akademiske verdens solide, men støvede middelvej. I stedet investerer hun sin faglige tyngde i tidens litterære og intellektuelle brændpunkter. Målet er ikke ophobningen af ny viden, men principielle indspark og udspil til verden omkring hende.
Dermed ikke sagt, at alt, Stidsen beskæftiger sig med binder an til her og nu. Det gør det bestemt ikke, men man føler nok samtiden som klangbund, også i hendes mere historisk anlagte tekster. Dermed heller ikke sagt, at hun ikke er på akademisk omgangshøjde hvad angår de forfatterskaber, hun skriver om. Det er hun, ligesom hun kan sin æstetikteori på fingrene.
Men de teoretiske skemaer bruges til at skille skidt fra kanel, altimens hele forfatterskaber og kulturelle strømninger afvises af principielle grunde. At samme grunde også har en personlig bund, mærkes på hangen til åbenlys, polemisk uenighed. Stidsen skriver med næb og klør, intet mindre.
Nu er let til svært redigerede udgaver 10 års indskud, debatindlæg, artikler og essays samlet sammen i bogen Idyllens grænser. Det giver overblik – men afslører også svagheder.

Kritisk postmodernisme
Hvad er det mere præcist, Stidsen har beskæftiget sig med? Faktisk peger de enkelte afsnit i Idyllens grænser i meget forskellige retninger.
Man finder læsninger af dansk litteratur fra 80’erne til i dag. Men også harcelerende afvisninger af dumsmart kulturpamperi, diskussioner af feminismens fortrædeligheder, af de intellektuelle og kristendommen og af forholdet mellem litteratur og politik. Og – såmænd – en glimrende introduktion til den franske litteraturteoretiker Maurice Blanchot, der i et fint greb gøres anskuelig ved hjælp af Steven Kings klassiske gyser The Shining!
I sit indledende kapitel redegør Stidsen for den røde tråd bag mangfoldigheden. De vildtvoksende tekster indkredser på forskellige måder konturerne af en »kritisk postmodernisme«, siger hun. Den fandt man især på 80’ernes litterære og intellektuelle scene; i dag er den fortrængt af en ukritisk og doven laissez-faire holdning til verden omkring os – en ukritisk postmodernisme, forstår man.
Den kritiske postmodernisme er alt andet end en uforpligtende stilforvirring. I stedet minder den om punkens paradoksale, kontrære væsen. Som bekendt gjorde – gør – punken som stil brug af voldsomme stilblandinger, blander gammelt og nyt, netstrømper og sikkerhedsnåle. Det sker ikke ud i den blå luft, men i et vrængende opgør med borgerdyrene: den glatte, stivnede, indskrænkede normalitet. På samme måde ønsker Stidsen sig en litteratur, der nok er eklektisk, men ikke forfalder til æstetisk selvpilleri.
Nutidens kunst og litteratur skal kaste grus i samfundsmaskineriet, hver gang idyllen stivner i klæg selvtilfredshed, mener Stidsen.
Deri ligger dens kritiske brod. Men kritikken af det bestående sker ikke på baggrund i en bagvedliggende totalutopi. Her er ingen stor fortælling, end ikke en skjult, ubevidst længsel efter utopiens harmoniske helhed. Deri ligger det postmoderne.

Tidlig romantik
Stidsen søger en litteratur, der kan punktere idyllen, altså. Samtidig kaster hun – med inspiration fra den tidlige, tyske romantik – sin sympati på forfattere, der punkterer digtets helstøbte form. Det poetiske billede eller det harmoniske digt er fint og smukt.
Men det er også udtryk for, at tanken er faldet til ro, udtryk for intellektuel dovenskab, mener Stidsen. Som hellere vil læse værker, der til stadighed afbryder sig selv, er på vej videre. Eller gør det klart for læseren, at den harmoniske skønhed er en illusion.
Sondringen mellem rastløshed og harmoni styrer synet på litteratur i Idyllens grænser. I en af bogens bedste passager kontrasteres Michael Strunges udskridende skrifter med Søren Ulrik Thomsens dyrkelse af den helstøbte form. Andetsteds trækkes skillelinjen mellem Jens Baggesen og Adam Oehlenschlager. Hvor Baggesen søgte tankens stadige fremdrift og endte med værker, der var springende og ufuldstændige, fastholdt Oehlenschlager det skønne, helstøbte digt. Og blev selvtilfreds stående et enkelt skridt før åndens rige, mener Stidsen.
Grebet er fint, men har sine begrænsninger. Det medfører f.eks., at Idyllens grænser er langt bedre til at indkredse det kritiske ved den »kritiske postmodernisme« end den er til at indkredse det postmoderne ved begrebet. Fællesskabet mellem Strunge og Baggesen står langt tydeligere frem end de åbenlyse forskelle, der er mellem de to forfattere.

Kulturdiagnoser
Samtidig viser det, at Stidsens intellektuelle horisont er formet af 80’ernes danske universiteter. Her var æstetikteori, dekonstruktion og tidlig romantik nøgleord i et tiltrængt opgør med marxismens socialhistorie. Bagsiden var så, at en grundlæggende, kulturhistorisk viden gik tabt. Og resultatet en generation af litterater, der kender filosofihistoriens klassikere, men ikke ved meget om – f. eks. – nyere litteratursociologi.
Denne bagside af 80’ernes intellektuelle horisont kan forklare en afgørende svaghed ved Stidsens bog. For mens de litterære analyser er fintfølende og præcise, så er hendes beskrivelse af nutidens kulturelle og politiske tilstand flimrende og fyldt med upræcise generaliseringer. Det sidste tiår har været præget af en nykonservativ tidsånd, mener Stidsen til tider. Andre gang står der, at nutidens kultur er overæstetiseret, et enkelt sted, at kampen i dag står mellem individ og system, ikke mellem højre og venstre. Mere præcis bliver diagnosen af det samfund, kunsten skulle være kritisk modpol til, aldrig.
Mange af Stidsens indlæg står sig fint alligevel. En personlig og reflekteret diskussion af farerne ved kristendommens genkomst, »Kicking Against the Pricks«, er i sin afdæmpede prunkløshed et fremragende partsindlæg. Men i de mere polemiske tekster går det galt. I mødet mellem sprogligt vid og flimrende kulturdiagnose opstår nemlig påstande, som er helt, helt forkerte.
»Rindalismen er den retning, der er mest oppe i tiden, gerne forklædt som fænomenologi,« erklærer Stidsen frejdigt. Samme rindalisme skulle dominere vor tids syn på kunst og kultur. Udsagnet er skarpt, men også en udsøgt omgang vrøvl. I et andet essay optræder den franske fænomenolog Maurice Merleau-Ponty i øvrigt som en af the good guys.
Dér hvor Stidsens viden holder op, fortsætter hendes opfarende engagement ud over kanten. Det velturnerede sprog bliver så ivrigt, at det slår tanken for munden. Herefter flyder det med blod og galde, alt imens forfatteren troner som furie mellem selvopførte vindmøller.
Læseren, derimod, bliver klar over, at ikke blot idyllen, men også den enkeltes kritiske indlæg har sine begrænsninger. I dette tilfælde går de i overgangen fra litterær analyse og intellektuel debat – til en mere grundlæggende kulturkritik. Heldigvis indeholder Idyllens grænser så meget andet.

*Marianne Stidsen: Idyllens grænser. 430 s., 298 kr. Samlerens forlag. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu