Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

At puste livslyset ud

Hans Otto Jørgensens nye, eksperimentelle familiesaga fascinerer både øje og øre
Kultur
12. november 2002

Hans Otto Jørgensens nye, eksperimentelle familiesaga fascinerer både
øje og øre

Ny bog
Hun er hans lys. Det prøver han i hvert fald at fortælle hende. Men det er lige netop det, hun nødigst vil være. For hvad vil der ske den dag, han trækker sig ind i sit eget mørke og samtidig lader mørket sænke sig over hende? Gid han bare ville lyse for sig selv. For hvis hun er hans lys, hvis hun går ind på dét, så er hun bange for, at han en dag skal puste hende ud.
Sådan tænker hun en aften, hvor hun i sengen har siddet bag dynen og snerret som et dyr, imens han nærmede sig. Som en kat, en ilder. Hun snappede efter ham, han blev bange. Han synes vist, hun er lidt for vild. Han kan ikke finde ud af at erobre hende, véd ikke, hvordan han skal bære sig ad. Fordi han er bange for at gå under.
’Han’ og ’hun’ er Ejnar og Ida, parret, der fandt hinanden i Helt og heltinde, den store lille roman, for hvilken Hans Otto Jørgensen sidste år modtog radioens lytterpris. I Den fotograferede dreng har de overtaget gården, og til at begynde med går det dem godt. De er begge fortrolige med fattigdom og hårdt dagligt slid, men alligevel går de omkring som i en beruselse. Deres første år er én eneste evig sommer. Ejnar, som engang var kejtet og genert, »for rar, for god af sig, for føjelig«, som der stod i den første bog, han glemmer nu sin forlegenhed. Bliver nærmest frejdig, frem for alt driftig.

Forsagelsens lov
Men da han får problemer med ryggen, trækker han sig ind i sit mørke. Og hvor han før kunne gå og kigge sig varm på Ida, får han nu den idé, at de to ikke skal være som andre. De har skam ikke de dér lyster, de behøver ikke lystre nogen anden lov end forsagelsens. De deler seng, men er ikke sammen. Han kan nøjes med varmedunk, paraffinolie og frelserlære.
Alt for sent går det op for Ida, hvad deres liv har kostet. Hun begynder at brokke sig, ja kan til sidst ikke lade være. Sejhed og udholdenhed har hun stadig.
»Hun er vant til at tage fra. Hun kan stadig hakke roer fra den tidlige morgen, hun kan stadig lægge et læs hø efter aftensmaden. Når vi sidder og snakker, er det altid det, hun siger, altid med de samme ord.« Men når hun bagefter falder ned i en stol, så kommer de, alle forurettelserne. »At hun ikke forstår, at hun fandt sig i det. At hun gik der og næsten arbejdede, til hun segnede, men at hun aldrig fik tak.«
Romanen er et kritisk monument over denne opofrelse. Men samtidig er den et eksperiment med det at berette en historie. For læg mærke til det lille ’vi’ ovenfor. Det inkluderer et jeg, fortælleren, der med tiden lærer sig at se sine forældre med et dobbeltblik.
Hans synsmåde gør, at han »ser sig selv, mens han er«, og at han derfor aldrig ’er’ der helt. Han er som kunstner trådt ud i analysens afstand til livet og har herigennem mistet sin uskyld langt smerteligere end sin fader. Ejnars forsagelse var trods alt selvvalgt, Axels distance ligner en skæbne.

Bagom billederne
Titlens fotograferede dreng, bogens oftest underforståede jeg, sammenstykker historien, på basis af et familiealbum. Det er et billede af alt i det album. Men billederne viser ikke det hele. Beretteren er henvist til at gætte sig til det meste. Fortællingen søger derfor ind i billedernes dyb, og bagom dem, ind i sindet. Og den leder møjsommeligt efter de tråde, der måske kan binde billederne sammen.
Dette sker i en mundtlig stil af en egen musicerende skønhed. Hans Otto Jørgensen kan i den ene sætning blive næsten tillukket, knap, og så i den næste sætning overlæsse dens konstruktion med forklarende og formidlende indskud. Men uanset hvad han gør, fungerer hans beretning, tæt som den er på det levede liv såvel som på den rene, den ene sande tone.
Under læsningen oplever man at dejse frem og tilbage mellem to former for tilegnelse. Med sin ene sans, som ligner øjets, følger man et gårdmandspar undervejs fra lyset til mørket, fra troen og håbet og kærligheden til de nagende forbud og afkald. Med sin anden sans, som mere er ørets, lytter man til en fin musik.
Sært og forunderligt er det, prosakunst af en klasse og af en dybde, som man må til Johannes V. Jensen og Albert Dam for at finde.

*Hans Otto Jørgensen: Den fotograferede dreng. 140 s., 150 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her