Biografi
»Victor, det dumme svin.« Sådan kunne Tove Ditlevsen i sin sidste levetid finde på at omtale ham, der havde været hendes ægtefælle i 21 år. Og hun mente det kærligt.
I 1971 forlod han hende og deres fælles søn. Hun skrev sidenhen:
»Der var folk nok til at fortælle mig, at det var en himlens velsignelse, jeg endelig var sluppet af med ham. Men ingen har den mindste anelse om, hvad der er godt eller dårligt for andre mennesker.«
Han havde været redningsmanden, da han fik hende vænnet af narkomanien. De var opslugt af hinanden. Ægteskabets første tid kalder hun »syv-otte lykkelige år i Birkerød, hvor vi sammen med børnene levede så isoleret som på en øde ø«.
»Men så trængte den ydre verden sig på. Han blev tilbudt en stor stilling i Udenrigsministeriet, og vi flyttede ind i en enorm lejlighed i København med den vanvittige hensigt at leve et herskabeligt liv. Dermed var de gode år forbi, for jeg havde andet ærinde i livet end at rende til ministerielle middage. Jeg lod ham gå alene, men han udholdt heller ikke så kedsommelig en livsførelse. Hans ærgerrighed og indre rastløshed drev ham fra den ene stilling til den anden.« Og fra utroskab til utroskab, beretter hun også.
Ægtemands-monster
Ægtemandsportrætterne i Tove Ditlevsens bøger blev efterhånden »et rent orgie af Victors mest ubehagelige egenskaber. På den måde fik jeg vel luft for mit nag, men han var bare stolt og smigret over at læse om, hvilken interessant person han var.«
Denne Ditlevsen-bøgernes monster af en ægtemand kendte samtiden også som Victor Andreasen, chefredaktør på Ekstra Bladet. Dermed blev han i nogles øjne et dobbeltmonster. For nok var han med til at banke bladet op fra nærdød til landets største oplag, men metoderne var ikke kun kække, de var også kyniske.
Nu har Sven Ove Gade, der i 1976 afløste Andreasen som chefredaktør helt frem til 2000 Andreasens dødsår skrevet sin forgængers historie. Og lad det være sagt med det samme: Toves Victor er alt betragtet mere sympatisk end Sven Oves.
Om Toves Victor gælder, hvad hun skrev i sin selvbiografi: »Der var et element af gådefuldhed i hans karakter, som stadig tiltrak mig.« Den betagelse indspinder hendes bøger læseren i. Sven Oves Victor er én, der kan gennemskues, så det gør ondt.
Gade har tydeligvis ligget under for Andreasens skarpe formuleringsevne, og bogen hælder til hyldest. Alligevel får fakta om Andreasen en gang imellem beundreren Gade til at besinde sig:
»Lidenskaben gik hos Victor A. hånd i hånd med en ikke ringe kynisme og egoisme. Måske en konsekvens af hans let maniodepressive sind, der spændte fra melankoli til rasende ophidselse og had eller måske snarere foragt.«
Pæn måde at sige det på. Den Victor Andreasen, som Gade skildrer, er en skinger selvhævder uden overbevisninger og indføling med andre.
Adels-illusioner
Andreasen kom fra ydmyge kår. Faderen var en belæst arbejdsmand, moderen indvandret fra Polen til et stuepige-job. Victor udviklede gradvist forestillinger om, at han var af ædleste byrd. I en honorarstrid skrev han i 1988 til Politikens direktør:
»Som ætling af en polsk adelsslægt har jeg meget svært ved at tåle krænkelser af min person.«
Andreasen var dog ikke interesseret i tilbud om nærmere at få udforsket sine aner, lader Gade forstå.
Sønnen Peter bedømmer sin far: »Et eller andet sted følte han et socialt mindreværdskompleks, og at han ikke var lige så fin som de rige. Han både hadede og beundrede dem, for han snobbede også.«
At Andreasens egomani var med ham fra de tidlige år, bevidnes af en passus fra hans dagbog fra 1943 (indføjet i bogen), det år hvor De Allieredes sejre vakte håb og offervilje blandt andre unge danske:
»Hele krigen og alle de politiske begivenheder er mig en pestilens. Det er én eneste bunke snavs og møg det hele. Og det er ikke bare ude i verden, men også herhjemme i vort eget land. De illegale spiller kun på menneskenes eneste instinkt og først og fremmest på dumheden. Der er overhovedet ingen, der taler på sandhedens grund alene.«
Altså bortset fra Victor Andreasen. Han, der i 1938 havde skrevet en fnysende skolebladsartikel mod eftergivenheden over for nazisterne, blev siden fanatisk tilhænger af Scavenius tilpasning. Senere lovsang han Jens Otto Krags økonomiske politik, hvorefter han spruttede mod den Europa-tilknytning, der var Krags hovedmål. Han skrev socialt indignerede ledere i Ekstra Bladet og gik så til Berlingske, hvor hans ledere ubesværet emmede af borgerlig bekymring.
Den korte storhed
Hvornår var egentlig Victor Andreasens storhedstid? Som embedsmand i Industrirådet og Udenrigsministeriet var han bare systemtjener.
Hans krav på berømmelse som mere end hr. Ditlevsen er indsatsen på Ekstra Bladet. »En af de største skikkelser i dansk pressehistorie,« trutter Gade og kommer uforvarende til at afsløre, at den sande glans varede kort. Andreasen tiltrådte som chefredaktør i august 1963, men allerede i oktober 1965 blev han dybt fortrædiget over at blive forbigået ved en chefredaktørudnævnelse på Politiken. En krænkelse, som han ifølge Gade »næppe nogensinde overvandt«.
En knækket Andreasen blev hængende på Ekstra Bladet to år til. Så drev forsmåelsen ham til Berlingske Tidende og dernæst ugebladet Hjemmet. Han vendte tilbage til Ekstra Bladet 1972-76, men Gade røber: »Dynamikken var ikke mere den samme.« Forklaringen giver Gade således:
»Dels havde samlivet med Tove Ditlevsen tæret på hans kræfter, dels var udfordringen i at fastholde og udbygge en succes ikke nær så pirrende som kampen for eksistensen i 1960erne.«
Sin udbrændthed til trods fik Victor Andreasen i sin anden EB-periode mobiliseret en kampagne mod statsstøtten til kunstnere. Tove Ditlevsen var blandt dem, der offentligt tog afstand fra kampagnen. Nogle indlæste i den hans aldrig afsluttede opgør med hende. Ligesom Andreasens anti-skatteledere havde gødet bunden for Mogens Glistrup, kom de populistiske udfald mod kunststøtten til at gøre det. Gade vedkender den første sammenhæng, men ikke den anden.
Sammenbrud og præk
I 1976 fremkaldte Tove Ditlevsen med bogen Vilhelms værelse en sygemelding fra Victor Andreasen. Den blev varig. Han magtede ikke længere at være »stolt og smigret« over, hvad offentligheden anså for hendes portræt af ham. Han brød sammen, og kort efter lykkedes det hende at tage sig af dage.
De næste 24 år harcellerede han fast i Ekstra Bladets spalter og gjorde sig til af at være åndsfyrste med udredninger af filosofi og store russiske forfattere. Endnu et forsøg på at kaste Ditlevsens skygge af sig, kan man mene.
Andreasen kastede sig også ud i alenlange storsnudede og belærende breve til blandt andre Elsa Gress og Henrik Stangerup. Sven Ove Gade øder 100 bogsider på Victor Andreasens gammelmandspræk. Berlingskes nestor Henning Fonsmark, der også kom på Andreasens korrespondanceliste, følte ubehag:
»Han var for omklamrende og selvhævdende og skabte en kunstighed omkring sig i forhold til mennesker.«
Året inden sin død foretog Andreasen selv denne sammenfatning af sin succes på Ekstra Bladet:
»Jeg foragtede læserne. Desuden vidste jeg, hvad de ville have, og det fik de.«
Forunderligt, at Gade gennem sin tekst lader skinne, at han er beæret over at være Andreasens arvtager.
*Sven Ove Gade: Ulanen En biografi om Victor Andreasen. 480 s., 398 kr. Gyldendal. Udkommer i dag
