Læsetid: 3 min.

Flueknepperi

Gør som pigerne vil have det – så får du mere fisse. Ny bog giver gode råd til mænd – om sex
5. december 2002

Fissemanual
...Og så var der den om den kvindelige døgnflue, der sagde: »ikke i aften, skat!«.
Tragisk vittighed, javel, men føler du, at dit sexliv blot er en udvidet version af den oversete han-døgnflues, så er en ny bog af journalisten Erik Wied måske løsningen. Også i aften, skat! hedder den, og den handler kort og godt om, hvordan man får noget mere fisse. En slags fissemanual kunne man passende kalde den. For selv om bogen også indeholder de klassiske sexhåndbog-afsnit om prævention og potensproblemer, så er tonen en ganske anden end normalt. Bogen er nemlig kun skrevet til mænd – hvilket i følge forfatteren selv vil sige uden omsvøb – og har altså den grundlæggende præmis, at det gælder om at få mere sex. Men hvordan gør man så, hvis man går rundt og føler, at man får for lidt? Jo, først og fremmest skal man huske forspillet – og det bør starte ganske tidligt.

Forspil
»En elegant måde at starte forarbejdet på er at ringe til din kæreste på arbejdet eller sende hende en mail, hvor du fortæller om, hvor dejlig hun er. Du kan godt flette lidt ind om, hvad du har tænkt dig at gøre ved hende i aften, men brug romantiske vendinger, ikke pornografiske.«
Tankerækken fortsætter, og til sidst konkluderer Erik Wied, at »de virkeligt ambitiøse skriver et lille kærlighedsdigt, men det er udmærket at låne et.«
Når kæresten så er kommet hjem (eller når daten er ankommet), er maden en vigtig del af forspillet. Hvis man serverer grillede kammuslinger, kyllingebryst med tomatsalsa og jordbær i chokolade, så skulle man ifølge Også i aften, skat? være noget af et drog, hvis ikke man får et put ud af det. Men det kan selvfølgelig stadig nå at gå galt under selve forspillet. Der er nemlig forskel på, hvornår man ’peaker’:
»Man kan sammenligne mænd og kvinder med elpærer og strygejern,« står der et sted. Tanken er, at manden er tændt med det samme og går ud, så snart han er færdig – ganske som en elpære. Kvinden er derimod langsom om både at varme op og køle ned – ganske som et strygejern. Derfor er tålmodighed et nøgleord for manden.
»Begynde i yderområderne og brug masser af tid på at nusse og slikke – også de oversete steder... For kvinder er det et signal om, at du kan lide hele hendes krop – og ikke kun bryster og balder.«
Senere kan man dog få lov:
»Når hun er varmet godt op, kan du gå i krig med de mere intime steder.«
Selv om man skal stadig være varsom: »Vær ikke for hård ved brysterne.«

Slutspil
Så kommer turen til oralsex, som ifølge bogen er en selvfølge i ethvert vellykket forspil. Også her skal man vise sin velvilje.
»En almindelig bekymring blandt kvinder er, om det nu også lugter godt nok dernede. Vift enhver tvivl væk ved at gøre det tydeligt, at du nyder at slikke hende.«
Nu skulle den så være hjemme. Bogens næste otte sider handler om forskellige teknikker og stillinger, og desuden er der gode råd om, hvad man med fordel kan sige under selve elskovsakten, og hvad man bør holde sin kæft med.
Nu skulle man måske tro, at missionen var fuldført. Men sådan er det ikke, for her kommer den med elpæren og strygejernet ind i billedet igen: Ikke noget med at falde i søvn, smutte ud på badeværelset eller gå, så snart du er kommet. En af Erik Wieds kæpheste er det ofte oversete efterspil – man skal både være fysisk og psykisk tilstede efter samlejet. Det skulle angiveligt være ganske hyggeligt, og så er der også større chancer for, at succesen bliver gentaget.
»I virkeligheden fortsætter det bedste efterspil helt frem til næste dag. Ring hende for eksempel op på arbejdet og sig tak for en dejlig nat. Eller send hende en buket røde roser med et sødt kort til. Den form for efterspil leder ofte direkte over i et nyt forspil.«
Bogen inderholder også gode råd om sexlegetøj (f.eks. sexgyngen, penisringen og rumpeproppen), om one-night-stands (gør det på udebane – så er det nemmere at komme ud af vagten) og meget meget mere.
Hvem sagde døgnflue?

*Erik Wied: Også i aften skat!. Høst & Søn. 112 s., 249 kr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu