Læsetid: 6 min.

En frisk 200-årig

Guldhorn og guldkorn samt et spil om erotikkens lille og store død
14. december 2002

Ny bog
»Oldtids Bedrifter/anede trylle;/men i Mulm de sig hylle/de gamle Skrifter«, står der i Adam Oehlenschlägers romance »Guldhornene« i forbindelse med de forskere, der søger oplysning om fjerne tider, »da det straalte i Norden«. Og da belønnes de af Guderne med de gyldne horn, der ellers gemmer sig i jorden.
Den unge digter drømte om at hæve det sunkne guld fra den heroiske tid og realiserede det ved at støbe det poetiske sprog om, bl.a. med dette digt, der så også åbnede den danske guldalder, især set med eftertidens øjne. Det blev fast pensum i skolen, læst sådan som professor Vilhelm Andersen tolkede det i en mægtig afhandling, hvor guldalderkonstruktionen blev tømret sammen og myten etableret om digtets åndeløse koncipering efter en 16 timer lang samtale med den ildnende filosof Henrich Steffens.
Samtiden var knap så imponeret over disse Digte, dateret 1803. De snerpede fandt det upassende, at han blandede de hedenske guldhorn sammen med den kristne alterkalk. Bogen »ænsedes af faa og yndedes af færre«, mente Grundtvig, så det var et langsomt gennembrud. Det kom for alvor 1805 med den store samling Poetiske Skrifter, der bl.a. rummer Aladdin. Så stak han af til udlandet, var væk næsten fire år, heftigt producerende hovedværker.

Fortidsbedrift
Denne fortidsbedrift har da fortryllet mange mennesker, men også gennem år henligget i mulmet. Hans sprog og stil dannede skole, og traditionen banaliserede den, så den nu mest forekommer i konfirmationssange. Og bedre blev det ikke med 1970’ernes ideologikritik, hvor guldalderen nemt blev reduceret til borgerlig, falsk bevidsthed.
Efter dette pinlige mellemspil er digterens aktier tydeligvis steget. Han kan læses på nye måder, med friske øjne. Hans gamle rival Jens Baggesen har i mellemtiden haft sin optur på nutidens litterære børs. Men nu er forskere og kritikere atter ved, om ikke »med andagtsfuld Ære«, så med skærpede syn og sanser at belønne digteren med opmærksomhed. Peter Stein Larsen har i Modernistiske outsidere leveret en læsning af Digte 1803 som moderne digtning, og Ulrich Horst Petersen udgav tidligere på året sit essay Adam Oehlenschläger, hvor han også søger at skrælle romantikken af. Og nutidens digtere har erklæret deres kærlighed, Villy Sørensen, Rifbjerg, Turèll – og Peter Laugesen, der her skriver forord med guldkorn og vrinsk af Hrymfaxe og Skinfaxe, nattens og dagens heste fra det berømte digt. Dansklærerforeningens Johan Rosdahl får det sidste ord samt noterne.

Nyheden
Værket, der altid kaldes Digte 1803, kom i december 1802, fremdateret for nyhedsværdiens skyld, og Gyldendal fejrer 200-året med et nyt, elegant optryk, således som Schubothske Forlag gjorde det for 100 år siden, da i en næsten gensplejset version.
Digteren understregede bruddet med traditionen ved at lade bogen sætte med en lys antikva i stedet for den gængse krøllede fraktur, og nyudgaven nærmer sig udseendet med en smuk baskervilleversion.
Nu er Digte 1803 andet en lige »Guldhornene«. Det står blandt første afdelings ’Romanzer’, dvs. lyrisk fortællende som bl.a. »Hakon Jarls Død«, der i flotte kulisser spiller hedenskab og kristendom ud mod hinanden, hvor »Guldhornene« snarere samlede dem, et ulmende konfliktstof, der lægger op til drama og tragedie. Det er en aldeles ny ordmusik, som man gerne låner øre, nu hvor også den nordiske historie og mytologi ikke længere er et højskolepatent, men åbner for nye fortolkninger. Oehlenschläger, eller Øhlenslæger, som han endnu kaldte sig, tog et eget greb om folkeviserne og satte dem i kunstfærdige eller simple versformer, f.eks. »Ellehøjen« om ungersvendens farlige erotiske fristelse, eller »Germand Gladensvend«, der blev til »Valravnen«, som han satte i ottave-strofer med forbløffende billeder. Sådan melder uhyret sig:

Da bovner Havet brat med sorte
Bylder,
Da pibler Vandet ind af dybe
Sprække.
Den vilde Valravn höit i Masten
synger,
mens dybt han Skibet ned mod
Grunden tynger.

En forfader til Frank Jægers Havkarl.
Værkets anden del består af blandede digte. Generelt er blandingen af lidt ældre tekster og helt nystøbte poesier mærkbar. Han havde svært ved at løsrive sig fra tidens rædselsballader, der dyrkede uhyggen. Ikke så mærkeligt, da den unge digters gennemgående livsstemning er stærkt farvet af dødstanker og erotisk lyst. Ikke sjældent i en ubrydelig forbindelse, sådan som det også viser sig i tredje del, det fantastiske læsedrama Sanct Hansaften-Spil.
Det var en idé fra den tyske romantiske skole, som Steffens indviede ham i, at etablere en slags universalpoesi med flere genrer integreret i samme værk. Og litterært som bare pokker er dette Dyrehavsbakke-spil, noget som tyngede gamle skoleudgaver til jorden med kommentarer. Læst umiddelbart er der en herlig flugt, et vid, et drømmeri i det blandede kor af stemmer, der slår både læseren og ankommende gæster i kilderejsen i møde. Her kombinerer han det biedermeieragtige borgerskabs solide glæder med det henrykte elskerpars ungdommelige overmod – eller verdensfjerne galskab.
Traditionelt har man set satiren mod materialismen og elskovs trylleri som to uforenelige verdener, hvor digteren klart tager parti. Sådan behøver vi ikke længere at læse. Digteren er meget mere impliceret og tvetydig under denne åndfulde leg med et farligt konfliktstof. Den danske skærsommernatsdrøm gør sig langt bedre i en shakespearesk optik end i lyset af alle de tyske inspirationer.
Oehlenschläger oversatte senere, i 1816, A Midsummer Night’s Dream med dens gennemførte ironi over elskovens mange maskeringer. Der er ikke så lidt af det samme hos Oehlenschläger, der ikke var så naiv og lidet ironisk, som Heiberg senere skulle påstå.
Man fornemmer en lun, neddæmpet solidaritet med den satte borgerfamilie og en distance til den længselsfulde Maria, der så møder sin udkårne Ludvig i skoven, en lidt skabagtig og distræt elsker, hvorefter de forenes i skovens aftenmørke. Der sender både Kirsten Piil i helgenindeskikkelse, elverpigen og kærlighedens genius dem af sted til en øde ø, hvor de skal leve af kærlighed og kildevand. Undersøger man vandet som symbol i værket, ser man, at det nok var en mirakelkilde, der i sin tid hjalp den vildfarne Kirsten, men førte hende tilbage til den hjemlige hytte. Nu er kilden en folkelig forlystelse. Da der desuden til sidst flere gange antydes både bur og gitter i naturbillederne, så man kan ane, at det unge par – hvis vi vil forlænge handlingen – såmænd nok en dag ender i smålighedens fængsel. Men det er sagt højst indirekte i et poetisk spil, der som sædvanlig véd noget mere end den inspirerede digter måske har gjort sig klart.

Dialog
Sanct Hansaften-Spil er fra begyndelsen anlagt dialogisk, med to prologer, sagt af en gammel vandringsmand, der understreger dybden og alvoren, og så Harlekin, der slår på den lystige underholdning. De er gensidigt afhængige af hinanden som skiftende over- og understemme. Dødens sang i slutsceneriet er som en pardans af de to typer En knoglevise:

Én, to, tree!
I ranglende Dands!
I danglende Dands!
Med skimtende Lee,
I Maaneglands!

Spillet har været opført nogle gange, også som tv-drama, uden større held. Det er netop en komposition af indre stemmer, en kærlighedens dødelige pardans.
Den unge romantiske digter morede sig en del under sin lange udenlandsrejse, hektisk og melankolsk, med underlige aftenlufte og dødstanker, »hvorhen vinke I min Hu?« En umådelig produktiv konflikt. Så vendte han hjem og giftede sig nødtvungent som konsekvens af en 10-årig forlovelse. Det gik, som det gik. Nu sidder han med sine laurbær og vogter indgangen til Det Kongelige Teater.

*Adam Øhlenslæger: Digte 1803. Forord af Peter Laugesen. 336 s., 195 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu