Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Den gamle avantgarde

Digtere fra den tidlige modernismes Europa på dansk
Kultur
12. december 2002

Ny bog
Francis Picabia er måske mest kendt som maler fra den store modernismes gennembrudstid. Han udstillede under Første Verdenskrig sammen med kammeraterne Marcel Duchamp og Man Ray i New York og legede med i dada-bevægelsen i Zürich, hvorefter han var medstifter af dada i Paris. Hans billeder minder mest om Storm P-tegninger af underlige opfindelser. De kunne det hele dengang, så digte skrev han også, to samlinger i 1920, hvorefter han på ægte dadaistisk vis forlod dada. Den ene er nu oversat til dansk af makkerparret Manni Crone og Asger Schnack, der før har gengivet Robert Desnos og Boris Vian i serien fra forlaget Bebob. Den hedder selvfølgelig også noget underligt, Jesus Kristus Rastaquouère, hvad der ikke er helt venligt ment, da rastaquouère betegner en levemand med ubegrænsede midler, og han optræder i en haderemse sammen med Napoleon røvhullet, Spinoza sovepillen, Nietzsche onanisten med flere interessante personligheder.
Digte er nu så meget sagt, det er mest en opstemt, ophidset prosa af erklæringer, udfald, lovprisninger, programmer, anekdoter, undsigelser i en voldsom trang til frigørelse og undslippelse af alle civilisationens fælder. »Jeg har fundet det nye grin, som åbner dørene... der er intet andet end den værdi, som du tildeler alt.«
Grinet illustrerer han lidt senere med to historier. Der er den om den meget sjældne fugleart, hvor hunnen lægger sine æg i stor højde, og udklækningen finder sted, inden de når jorden. De flyver altid, deres vingeslag er som vores hjerteslag. At standse er at dø. Det er ganske som med ham, der tyggede på en revolver hele livet og vidste, at den ville dræbe ham, hvis han holdt op. Han vidste, at revolveren en dag ville gå af, men i mellemtiden fortsatte han uanfægtet med at tygge.
Det er som med kunstværket. Dets eneste eksistensberettigelse er at eksistere. Det repræsenterer den hjernes begær, som har undfanget det. Og det hedder med en af de karakteristisk absolutte konsekvenser, at »det er ordene, der eksisterer, det, som ikke har noget navn, eksisterer ikke.«
Der er mange filosofiske inplikationer i de raske verbale beslutninger.
Han er imod det meste, filosoffer og tænkere, politikerne, militæret og krigen – og hvorfor ikke også vennerne. Det kan uden videre lyde: »At forfalske = Guillaume Apollinaire.« Deres bataljer og alliancer indgår som sprogligt materiale i den klikeagtige modernismes rastløse energier, hvor Picabia da også har fået sin kone, Gabrielle Buffet, til at skrive indledning. Hun erklærer muntert i modsigelsens og selvmodsigelsens ånd, at »rastaquouèren er besat af en lyst til at spise diamanter.«
Der er mængder af illuminerede hjernetilstande at finde i bogen, til at studse over, glædes og så småt forfærdes ved. Efterkrigstiden kaos og oprydningsiver er formuleret med en udtryksvitalitet, der har sine kompromisløse visioner. Historisk læsning er det, men et animerende fantasteri fra tiden, før modernismen på godt og ondt blev kultiveret.

Firkantet horisont
Også med et flot omslag af Per Kirkeby er i samme serie fra Bebob kommet digte af den chilenske, spansk- og franskskrivende avantgardist Vicente Huidobro, oversat af Helge Krarup, der tidligere har besørget hans Arktiske digte og en lille fortryllende samling af 3 umådelige noveller. Nu gælder det Firkantet Horisont & Eiffeltårn fra 1917 og 18 med tilføjelse af et Manifest måske fra 1924. Det er ismernes store tid, og Huidobro nøjedes ikke med at lancere sin ’creationisme’, men var også med i udarbejdelsen af den spanske ultraisme.
Også her fornemmer man de kunstneriske fællesskaber, ikke kun i motiver, men i direkte henvendelser og dedikationer. Der er mere umiddelbar varme og charme over Huidobro, mere natur, men forstået på hans måde: »Digteren skal ikke længere være et instrument for naturen, men skal gøre naturen til sit instrument. Det er hele forskellen fra de gamle skoler.«
Fænomenet ’spejl’ optræder gang på gang i digtene, netop ikke i afspejlende øjemed, for »spejlet keder sig over at vente«. Spejlet er forvandlingens sted, én har f.eks. druknet sig i spejlet.

Det var vinter
i et hjørne af spejlet
Og noderne
som faldt på halvvejen
Havde ikke vinger
som hendes øjenlåg

Et fint syntetisk portræt af en violinspillende kvinde, tilegnet Stravinsky, med knækkede linjer og sætninger i versaler med tidens forkærlighed for visuel typografi. Han leverer også rene figurdigte, kalligrammer, i Apollinaires manér. Bogens påfaldende titel om den firkantede horisont er antydningen af en kreativ poetik, der vil give tingene menneskeligt mål, koncentrere, konkretisere. Tingenes og naturens sædvanlige værdier skal i digtet fremtræde som skabt i ord: »at frembringe et DIGT som naturen frembringer et træ«.
Det er jo ikke videre chokerende. Et er teori, et andet den egentlige praksis, og her tryller han med de fænomener, der i digttitlerne angives som emne, såsom Efterår, Blind, Midnatsort, Uvejr, Nytår, gerne enkeltord og ikke besværgelser som hos Picabia, der finder på »Der er ingen ukendte bortset fra mig« eller »Menneskets smukkeste opdagelse er sodabikarbonat«.
Hos Huidobro kan man hente formuleringer, man gerne lever videre med: I et stærkt bevæget digt hedder det pludselig: »Livet er godt/Og mindet om dig synger i mit ur.«

*Francis Picabia: Jesus Kristus Rastaquouère. Oversat af Manni Crone og Asger Schnack. 48 s., 200 kr. Bebop

*Vicente Huidobro: Firkantet horisont & Eiffeltårn. Oversat af Helge Krarup. 56 s., 200 kr. Bebop

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her