Læsetid: 5 min.

Mod en kold guds aber

En lille bog er i Frankrig blevet en skandale: En fransk idehistoriker redegør for venstrefløjens konservatisme, efter den mistede de store sandheder
19. december 2002

Debatbog
Det er svært at se logikken. Med det samme. For de er hoppet over på den anden side af midten: når 68’erne bliver racister. Men det er ifølge den franske idehistoriker Daniel Lindenberg alligevel logisk. For de, der i dag klynker og klager over den undertrykkende politiske korrekthed, fortsætter en logik, som blev til lov for en ungdomsgeneration sidst i 60’erne: Det drejer sig om at overskride tabuer og foregive at tale på folkets vegne. For nu at formulere det i en for Lindenberg karakteristisk spids: De, der ville have lov til at smide tøjet og vise deres nøgne kroppe, vil nu også have lov til at sige deres mening om det, der gør ondt i et globaliseret samfund.
Og det er denne overgang fra selvudråbte progressive venstreintellektuelle til almindelige reaktionære, som er temaet i en lille og meget hidsig bog, der allerede har skabt skandale og debat i franske aviser og magasiner: Lindenbergs Rappel à l’ordre.
Lindenberg postulerer, at der i dag er et bemærkelsesværdigt sammenfald mellem toneangivende intellektuelle og den almindelige, forsmåede populisme. Der er prominente filosoffer, forfattere, journalister og politiske aktivister, der efter at have forladt Marx og den store frigørelse nu kritiserer det moderne demokrati, massekulturen, menneskerettighederne som international dogmatik, det multietniske samfund og islam. De forkaster med andre ord tilsyneladende aktuelle realiteter og politisk konsensus i de vestlige samfund.

Euforien efter
For at forstå Lindenbergs argument må man fastholde to væsentlige momenter. Den franske filosof Jacques Bouveresse har identificeret en tilbøjelighed:
»For de mest toneangivende intellektuelle på venstrefløjen er det sådan, at det at være venstreorienteret betyder, at man til enhver tid er i opposition til enhver politisk orden eller politisk magthaver..... eftersom ethvert proklameret fremskridt eller enhver opreklameret forbedring betragtes som fuldstændig illusorisk.«
Den franske venstreintellektuelle definerer sig ved sin opposition til det, man med en karakteristisk kliché kalder ’det etablerede samfund’.
Det andet moment betegner en historisk tilstand. Efter murens fald, apartheidstyrets fallit og visse latinamerikanske diktaturers deroute var der tendenser til en vis eufori i begyndelse af 90’erne. Det så godt ud. Der var udsigt til demokrati og menneskerettigheder og retssamfund over hele verden. Men de, der definerede sig ved opposition, fandt også midt i så paradisiske udsigter fornyet grund til pessimisme. Den tilsyneladende forbedring dækkede over nye elendigheder. Nogle klagede over afpolitisering. Politik var i fare for at blive reduceret til økonomi og jura: Markedskræfterne klarer økonomien, og menneskerettighederne sikrer den enkeltes frihed. Andre så i menneskerettighederne en ny fundamentalisme, da NATO i 90’erne angreb den suveræne stat Jugoslavien med henvisning til ’forbrydelser mod menneskeheden’.
Grundlaget for den ny, bløde eufori var kommunismens fald, og det betød, at venstrefløjen som aktuel politisk opposition med et alternativt program til den politiske orden blev desavoueret. Det er nu Lindenbergs pointe, at en række venstreorienterede har valgt at genformulere deres opposition ved at
forskyde modsætningen mellem to alternative politiske programmer til en modsætning mellem fortidige scenarier og nutidens rædselsscenarium. Nogle intellektuelle har fremhævet Hannah Arendts læsninger af det atheniensiske demokrati som det sande demokrati modsat vore dages medie-, masse- og kapitalstyrede pseudodemokrati.

Navne, navne
Lindenbergs bog er en pamflet på 92 sider. Han har nogle simple teser formuleret som indledninger og konklusioner på kapitler. Og indimellem fremdrager han beviser. Han citerer utallige franske forfattere og filosoffer som Alain
Badiou, Marcel Gauchet, Alain Finkielkraut, Michel Houellebecq og Maurice Dantec. Det er korte klip fra avisinterview, debatindlæg og indimellem fra bøger, der hives ind i manegen som klovner til illustration af samtidens debat som et fjollet cirkus. Man bemærker alle de navne, der ikke er med, og man bemærker ydermere, hvorledes han ofte citerer fra skønlitterære værker, som var det politiske manifester. Sådan skriver en agitator på arbejde.
Det tenderer sin egen parodi, når han forveksler to karakterer i en afgørende scene hos Michel Houellebecq: En amatørskribent har indsendt nogle herligt frejdige, racistiske fragmenter til den litterære impresario og virkeligt eksisterende venstrefløjsideolog Philippe Sollers. Som kommenterer skriverierne begejstret og finder den racistiske tendens herligt løssluppen. Pointen i Houellebecqs passage foregriber netop Lindenbergs projekt: Houellebecq vil vise, hvordan den lykkelige og selvtilstrækkelige overskridelse af tabuer ender som forløsning af den laveste fællesnævners had. Mens Lindenberg gør Houellebecq til solidarisk advokat for dette had.
Dette fejlgreb og flere lignende gør forfatteren Lindenberg til endnu et symptom på det, han også kritiserer: den intellektuelle tendens til at udfolde sig dramatisk og være stilfuld snarere end velreflekteret. Den intellektuelle er ifølge Lindenberg blevet effektorienteret og glæder sig masturbatorisk ved sin egen polemiske stil. Og der er mere chok og effekt i et skarpt udfald mod menneskerettigheder eller demokrati end ved at tale pligtopfyldende henført som Chirac om det ideologiske grundlag for det åbne samfund. Som Lindenberg skriver:
»En filosof bliver ikke anerkendt i Frankrig, hvis ikke han har status som en ’stor forfatter’, og derved bliver han til en ’stor intellektuel’.«

Vrøvl og pjat
Der er både citatfusk og vrøvl i Lindenbergs bog. Men den er som udkast til en karakteristik af en tendens særdeles læseværdig og flere steder forbavsende træffende. Karl Marx skrev i et ungdomsdigt – som Linderberg ikke er inde på – at mennesker uden begreber om en universel sandhed bliver til en »kold guds aber«. Venstrefløjen har med sit programmatiske forsvar for en sandhed sanktioneret af Historien præsenteret et alternativ til den vulgære, teknologiske og imperialistiske forestilling om evolution som økonomisk vækst. Venstrefløjen har tradition tilbudt en position for dem, der ikke ville være en kold guds aber.
Men nu, hvor den store sandhed som historiens sandhed er blevet radikalt diskrediteret, søger de forvirrede venstreintellektuelle ifølge Lindenberg andre sandheder, og det fører dem mod alle mulige former for oprindeligshedsforestillinger eller absolutte kristne doktriner.
De bliver religiøse eller dyrker ’republikken’ eller kultiverer guldaldermyter. På trods af ideligt sludder og vrøvl og polemisk pjat er Le rappel à l’ordre som signalement af en reaktionær venstrefløj på udkig efter nye sandheder både ambitiøs og relevant og særdeles læseværdig. Også i en dansk kontekst: Det kan anbefales som juleleg for hele den venstreintellektuelle familie,
at man prøver at placere forhenværende venstrefløjsideologer som Ralf Pittelkow og Erik Meier Carlsen i det franske spektrum, som præsenteret af Lindenberg. Det er morsomt.

*Daniel Lindenberg. Le rappel à l’ordre. 92 s., 10,5 euro. Seuil

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu