Ny bog
»Når jeg har valgt at lade romanens jegfortæller være et barn, er det ikke fordi jeg selv var barn, da jeg var i kz-lejr, men fordi romanen skildrer et diktatur, og under diktaturet er den eneste udtryksform infantilismen.«
Sådan har den ungarsk-jødiske forfatter Imre Kertész (f. 1929) i et tv-
interview udtalt om sin debutroman fra 1975: De skæbneløse. Kertész er dette års litterære nobelpristager, og De skæbneløse udkommer i dag i en revideret dansk oversættelse.
Romanen begynder den dag i 1944, hvor den 15-årige jegfortæller må tage afsked med sin far, som er indkaldt til arbejdslejr, og slutter den dag hvor fortælleren, efter selv at have tilbragt et år i Auschwitz og Buchenwald, vender hjem til Budapest.
Årvågen naivitet
Det, som Kertész kalder »infantilismen« i romanens perspektiv, må forstås som noget i retning af årvågen naivitet. Det karakteristiske for den 15-årige jeg-bevidsthed, som kz-erfaringen filtreres igennem, er den tillid og åbenhed hvormed den møder verden og så netop det at den hele tiden er i færd med at møde verden. Det er bevidstheden som sanse- og refleksionsflade, ikke som sjæle- og følelsesdyb. Vi hører intet om eventuel fortvivlelse, angst, smerte i drengens indre men en masse om de ansigter han ser, de ord han hører og de ting, han mærker i sin krop.
Ansigterne: Ofte finder han noget »smukt« og »sympatisk« i dem, også når de tilhører hans bødler. (Det »smukke« bliver gradvist en markør, for at de er »udefrakommende«, at de stadig ligner mennesker, i modsætning til drengen og lejrfællerne.)
Ordene: Romanen er hele tiden isprængt citatbrokker af andres tale; brokker der både tjener til personkarakteristik og markeringer af eksistentielle positioner.
Den mærkede krop: Fra tørsten på rejsen til Auschwitz, over den bestandigt gnavende sult og »pirreligheden« over for andre kroppe til de store betændte sår og endelig den dag hvor kroppen ligger på en kærre med andre kroppe og bevidstheden har løsrevet sig fra den: »Min krop var her, jeg vidste alt om den, jeg var blot på en eller anden måde ikke længere i den«.
Ud af denne nærmest mystiske kropserfaring vokser et af de sjældne store følelsesord i romanen: »Kærlighed« som er fortællerens bud på, hvad der er på færde mellem kroppene på kærren!
Således består romanen groft sagt af beskrivelser af andre menneskers ydre, citat og referat af deres tale samt skildringen af en krops gradvise forvandling fra gyldendunet olivenhud til lusekravlende materiesæk. Alt sammen reflekteret i en bevidsthed, der på næsten snusfornuftig vis ser mere mening end mysterium i tingene.
Auschwitz findes
Rifbjerg har en gang sagt noget i retning af, at det karakteristiske ved barnets verdenssansning er, at det på én gang oplever verden som noget fuldstændig selvfølgeligt og noget fuldstændig fremmed og mystisk. Den side ved barneperspektivet, Kertész udnytter, er oplevelsen af verden som noget selvfølgeligt.
Kz-lejren er for Kertész jegfortæller netop ikke noget mystisk, uhørt men sådan som verden nu engang træder drengen i møde.
Og måske er dette infantile perspektiv undersåttens perspektiv i diktaturet, men det er også et perspektiv, der bærer sit mulige dialektiske omslag i sig. I romanens slutning er det således ganske klart at »infantilismen« ikke ligger hos drengen, men hos de voksne budapestere, han vender hjem til.
Da en velmenende journalist passer ham op i sporvognen og vil have ham til at fortælle om sine kz-erfaringer, begynder jegfortælleren således at indse, »at nogle ting kan man simpelthen aldrig diskutere med fremmede, med uvidende, i en vis forstand med børn, for nu at udtrykke det på den måde«.
Journalisten og de andre voksne børn insisterer på, at kz-lejren var »unaturlig« og et »helvede« og det er disse (også i dag gældende) klicheer om Holocaust, som barnets naive perspektiv bliver et korrektiv til. (Helvede er »et sted hvor man aldrig kan kede sig, og i koncentrationslejren kan man sagtens kede sig, selv i Auschwitz.«)
Kz-lykke
Det mest provokerende korrektiv i forhold til den almene forestilling om Holocaust er romanens afsluttende ord om »koncentrationslejrenes lykke«. Da drengen er hjemvendt til Budapest, går han ned ad gaden i den aftenrødmende time og genkender denne times mildnede stemning fra lejren: »Det var denne bestemte, denne særlige time på dagen også nu, også her genkendte jeg den min yndlingstime i lejren, og jeg blev grebet af en skarp, pinefuld og frugtesløs længsel efter den: hjemvé.«
Det er først her, vi hører om længsel og hjemvé og da efter kz-lejren! Det er i denne absurde hjemvé, at drengen kan fatte sin heroisk-absurde beslutning: »Jeg vil fortsætte mit liv, dette liv som det ikke er muligt at fortsætte.« Hvis drengens tillid til verden i starten har form af naivitet, antager den her i slutningen karakter af en absurdistisk heroisme, som vidner om Kertész store inspirationskilder: Kierkegaard, Kafka, Camus.
Med denne kz-lykke tager drengen sin skæbne på sig, og hermed bliver romanens titel, »de skæbnesløse« (på ungarsk vist egentlig noget i retning af »skæbneløshed«), lige så tvetydig som den infantilisme, der ligger i dens perspektiv. For i slutningen fremstår »de skæbneløse« ikke som de fanger, der i kz-lejren blev berøvet deres naturlige skæbne, men snarere som de hjemmeblevne, der råder drengen til at glemme, hvad der er sket. I stedet tager drengen sin skæbne på sig den skæbne at have levet (og netop levet) i Auschwitz og Buchenwald og undgår kun herved dens determinerende kraft.
At kz-universet træder én i møde, som verden træder en kvik knægt på 15 i møde det er romanens store provokation, og i bund og grund mere rystende end det sentimentale Hollycaust vi kender fra f.eks. Schindlers liste. Det er hævet over enhver tvivl, at Nobelprisen i år går til en stor, stor forfatter.
*Imre Kertész: De skæbneløse. (Godt) oversat af Peter Eszterhás. 2. rev. udgave. 216 s., 268 kr. Batzer & Co. Udkommer i dag
