Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Livet i de uvisse år

Den anden selvstændige del af Claes Johansens romantrilogi er et livligt og fint koloreret billede af folkestemningen og enkeltindividers nervøse liv i besættelsesårene
Kultur
11. december 2002

Ny bog
Med De sidste mennesker på jorden viderefører Claes Johansen sin romanserie om besættelsestidens Danmark, den han indledte sidste år med Og ingen ved hvordan det går. Med sin overordnede fortællerstemme fletter han scene efter scene sammen til en skildring af årene 1942-43, hvor de personer, vi mødte i bind et, udvikler nye forbindelser og suppleres af flere tilkommende repræsentanter for befolkningen i skærpede modsætningsforhold.
Det er tiden, inden samarbejdspolitikken bryder sammen og flere og flere, noget tøvende, vælger side, mens Gestapo truende tydeliggør sig og dansk politi bliver noget mindre følgagtigt, men dog gladeligt sætter folk i Vestre Fængsel, f.eks. journalisten Peter de Hemmer Gudme, der har holdt et voveligt foredrag.
Dokumentariske træk og personer blander sig i Claes Johansens nøjeregnende fiktion og dens opdigtede personkreds, deriblandt den unge Leif, der også er sat i spjældet og spiller skak med journalisten. Leif og den aktionsivrige Petruska er kærester og er med til at danne en modstandsgruppe under ledelse af den uerfarne løjtnant Poul Riis. De opnår radiokontakt med England og har held med den første modtagelse af våbencontainere og agenter, men kludrer med en sabotagehandling.

Tids- og miljøbillede
Som kollektivroman når den godt rundt i miljøerne og sandsynliggør ganske levende de mange skikkelser og deres sammenfaldende eller modstridende interesser.
Der er Leifs familie Holm i to generationer, omfattende tyskerpigen Jytte, sortbørsmanden Kurt, der får sit udbytte af den mislykkede sabotage mod chokoladefabrikken, småpiger der tvangsfjernes fra hjemmet, spildsamleren Ejner og håndværkeren Jørgen med det tapre familiemenneske Merete. De fleste lever på et minimum, små og usikre indkomster og nøjsom ernæring samt visse erotiske forviklinger, stadig i nøjsomhed. Lykken er ægte kaffe og cigaretter.
Musikalsk komposition
Musikken er som altid hos Claes Johansen en vigtig ingrediens. Petruska med klarinet, Leif med trommer, er medlemmer af et band, der prøver at få det til at swinge og også kommer i klammeri med frikorpsfolk på orlov, de knækker hendes klarinet. Fortælleren vover et bud på disse danskeres motiver for at gå i tysk tjeneste med von Schalburg og K.B. Martinsen i spidsen.
En ledefigur her er Tom, forfatter og frontsoldat, der oplever vinterfelttoget i Rusland, grusomhederne, kulden, myrderierne, tilbagetrækningens elendighed. Smuk er døden, som I fik er titlen på Claes Johansens gennembrudsroman fra 1989, hvis blodige ironi atter en gang bekræftes detaljeret i disse kapitler, der effektfuldt er dele af den kontrapunktiske musik.
Med en velovervejet musikalsk komposition samles et billede af et Danmark i tiden hen mod det politiske og folkelige vendepunkt, som det også opleves personligt af Petruska, der lukker denne del af den fortsatte beretning, aftenen den 29. august, hvor sådanne sætninger hænger i luften: »Nu hvor regeringen er gået af... de tyske særdomstole... og henrettelser af sabotører... militæret og flåden taget... og så det mødeforbud...« Alt det hun og hendes ligesindede har håbet skulle ske.
Samtidig er det lidt af et selvopgør, en selvprøvelse. »Hun rystede af angst og hun var lykkelig som aldrig før. Den dag det for alvor blev efterår i Danmark.«
Claes Johansen, der er født 1957, har med sin omhyggelige research genvakt stemningen fra de uvisse år i en tilforladelig, prunkløs fortællestil. Krønike er det begreb, der umiddelbart falder en ind. Den er jævnthen kronologisk, men i en effektfuld mosaik, der tilmed er musikalsk. Og kalder på næste sats.

*Claes Johansen: De sidste mennesker på jorden. 380 s,. 279 kr. Forum

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her