Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Opskænkning til den

Der er brændstof til eftertanken og den etiske fordring til menneskebarnet i to typer modelhistorier af veteranerne Bent Haller og Peter Mouritzen
Kultur
12. december 2002

Nye bøger
I Bent Hallers seneste udgivelse, Kevin Kujon og andre fortællinger, sættes der fokus og krasse kulører på barnet og den nære familiesocialiserings vrangsider. Personerne i de 16 kortprosatekster er i klemme mellem sig selv som subjekter og en omverden, som ikke er i stand til at matche de etiske og eksistentielle konfliktsituationer og dilemmaer, et menneske fødes som potentiel bærer af.
Tematikken er spændt ud mellem de to fortællinger, der indrammer samlingen. Fra Kevin, som i den titelbærende indledningstekst kommer ud af sin selvundertrykkende kujonrolle, og frem til splejsede Jesper, som i den afsluttende fortælling, »Den alvorlige vrede«, får åbnet for sin vrede, da ingen vil hjælpe ham med at finde hans forsvundne sovebamse.
Jesper smider i berettiget vrede katten ud gennem døren, og vredens kakofoniske dimensioner forlænges ud i det sørgmuntert farcegroteske af Haller, som – i en vidunderlig udtænkt kæde af følgevirkninger – skildrer vredesspiralens amokløb frem mod noget, der er lige ved at udløse Tredje Verdenskrigs udbrud.
Først i novellens slutafsnit »falder der ro over den ganske verden«, da bamsen genfindes, og familien får mulighed for at se aftenens tv-film færdig.

Ind til benet
Mellem kujoneriet og vreden befinder sig tekster om bl.a. selvmord, dødsangst, normalitet, forelskelse og – måske allermest basalt – om behovet for at blive accepteret som den, man nu tilfældigvis er. Fortalt med skarphed og bitterstærk, trodsig humor og ofte sat i relief af en overraskende slutbemærkning, som ændrer tekstforløbets bevægelsesretning ved at stille indirekte spørgsmål til læseren.
Selv om Haller som kunstner ejer en stadig usvækket evne til at skære til benet og give det velkendte nye drejninger i spændingsfeltet mellem det magiske og det realistiske, er samlingen som helhed lidt slingrende og hårdtpumpet.
Men den holdes i sine bedste stunder oppe af en kondenseret evne til at synliggøre såvel smerten og sårbarheden som den eksistentielle livsgnist hos personerne, som solidarisk fastholdes med en tyrkertro på, at selv med ryggen mod muren er det langtfra givet, at det er muren, der holder.

Det uhyrlige og navnløse
Forfatterkollegaen Peter Mouritzen er i sine modelhistorier Muskler og andre noveller også ude i et civilisationskritisk ærinde. Spændt ud mellem den lidt søgte koldkrigsnovelle »Atombomben«, som samkører Cubakrisen i 1962 med et far/søn-forhold, og den stærkt eksperimenterende »Sonja Ozonia« om miljøkatastrofe og bevidsthedstransformering.
På tværs handler det om at sætte det uhyrlige og navnløse på sprog for på den måde i sit hverdagsliv at komme på en slags omgangshøjde med de forbudte, fortrængte og tabuiserede følelser, der ellers har det med at drive gæk med os i underbevidsthedens mørkekammer.
Finurligt udfoldet i novellen »Konge for en dag – brev fra den elektriske stol«, hvor fangen Buzz Oaky i sin celle natten før den planlagte henrettelse nægter at følge det fastlagte scenarie, han retrospektivt ser sit liv indfældet i, for i stedet at skrive sig ’varm’ i et sidste brev til sin elskede afdøde onkel.
Raffineret sammenvæves døds- og angstfantasier med erindringsglimt båret af sproglige glidninger med varmeelementet som fællesnævner, kulminerende i slutscenen, hvor vagterne næste morgen finder resterne af et forkullet lig i cellen.
Og måske smukkest forløst i samlingens længste novelle »Vi ved hvor du er«, hvor en dagligdags strandtur for to unge elskende udvikler sig til en psykologisk nervepirrende dødedans med kærlighedstabet som fatal konsekvens, da fyren martres af fantasier om nogle personer, der vil ham og hans pige til livs.

Forsonende humor
Springet fra katastrofen til den mulige frelse er hos Mouritzen hængt op på den svære etiske fordring, at vi som mennesker må tage vare på vores eget liv i erkendelse af vores afhængighed af andre mennesker. Denne dobbelthed bæres i fiktionens gevandter og med forsonende humor hjem i Mouritzens egenartede og anderledes vinklede modelhistorier.

*Bent Haller: Kevin Kujon og andre fortællinger, 112 s., 149 kr. Høst & Søn

*Peter Mouritzen: Muskler og andre noveller, 76 s., 100 kr. Dansklærerforeningen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her