Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Pontoppidan kan, så storkene får det til at isne

Kærlighed, karneval og fantom-minder i Henrik Pontoppidans store noveller
Kultur
5. december 2002

Noveller
Gennem det meste af sin karriere skrev Henrik Pontoppidan en række værker, som man efter behag – Pontoppidan var ligeglad med betegnelsen – kan kalde små romaner eller lange fortællinger.
Det er værker, der er for omfattende i deres livsbilleder til at være typiske noveller, men mindre ambitiøse end Lykke-Per og de andre store tids- og udviklingsromaner.
Litteraturhistorikeren Vilhelm Andersen kaldte dem »proviantskibe«, der leverer forsyninger til forfatterskabets vældige oceandampere.
Men langtfra al provianten blev fragtet over i den pontoppidanske højsøflåde. De bedste er egenartede, selvstændige kunstværker.

Fastelavn
Det gælder titelfortællingen »Den kongelige Gæst«, hvor en mystisk bajads dukker op i et lægepars stillestående idyl. Det er fastelavn, og Prins Karneval sætter huset på den anden ende. Også »Den gamle Adam« handler om kærlighed og kolbøtter.
En yngre mand, stuelærd og med et teoretisk forhold til kærlighedskunsten, indlogerer sig på et fynsk hotel, hvor sommergæsterne slår gækken løs. Først væmmes han, siden overgiver han sig til de frivole løjer og hylder den dionysiske livsudfoldelse.
Så følger de åndelige tømmermænd. Vor helt trækker sig tilbage fra al tummelen og formulerer et misantropisk klarsyn. Men drifterne fortrænger klarsynet, og han beslutter at genopsøge en ung pige, der boede nær hotellet.
Der er noget ligefrem veldædigt i hans tilnærmelse, synes han da selv, for pigen har klumpfod. Men ak – hun er allerede engageret til anden side. Og for resten finder hun ham »skrækkelig uheldig«. Historien er lagt i pennen på den stuelærde. Som en upålidelig jeg-fortæller er han af den slags, der især bedrager sig selv.
Også »Det store Spøgelse« handler om en mand, der krydser sine spor. Ved gensynet med barndommens Randers kommer han pludselig i tanke om sin første store kærlighed og prøver at rekonstruere hendes ulykkelige skæbne. Hans hidtidige fortrængningsmekanismer må have været såre effektive.
Nu vælder minderne til gengæld frem, eller skulle man kalde det fantom-minderne? Hovedpersonen fabulerer så frit over fortiden, at det forbliver uvist, hvad der faktisk har fundet sted.
At stor litteratur også har bud til eftertiden, er i dette tilfælde mere end en talemåde. Novellen leverer en overraskende kommentar til den aktuelle diskussion om troværdigheden af »recovered memory«.

Hold galden flydende
Hvad der står til troende er i det hele taget vanskeligt at afgøre hos Pontoppidan. Er hans hovedpersoner sandhedsvidner eller fusentaster? En af de berømteste er Jørgen Hallager fra »Nattevagt«, der holder fast i sine radikale anskuelser på et tidspunkt, hvor hans kunstnerkolleger flygter ind i dekadencen og symbolismen. Pontoppidan fortalte engang en danskstuderende, der skrev speciale om ham, at Hallager var den af hans personer, der stod ham nærmest. »Hold galden flydende,« lyder den stædige Hallagers fyndige slutreplik, som har opildnet flere generationer af gymnasieelever.
Men måske teksten er klogere end Pontoppidan. For som Torben Brostrøm skarpsindigt bemærker i efterskriftet, er det et tvivlsomt motto. Galden var netop den væske, der afsporede Hallager som menneske.
Tilsyneladende entydige udsagn sættes på spil og mister autoritet i fiktionens helhed. Den ældre Pontoppidan-forskning hæftede sig ved forfatterens »tvesyn«. I dag har man moderniseret sprogbrugen og taler hellere om det dialogiske og polyfone i hans tekster.
Der er ingen sandhed, som ikke kalder på sit korrektiv – men korrektivet kan være lige så ensidigt.
Pontoppidans fortællinger afprøver tilværelsesmodeller og sætter modsætninger i bevægelse og på kollisionskurs. Derimod viger de tilbage for at skabe den slags synteser, der kan formuleres i sentenser.

Realisme og sprog
På den litteraturvidenskabelige børs noteres realismen højere end længe, men opvurderingen er sket på præmisser, der er ensidigt sproglige: Hvor god er forfatteren til at benytte retoriske kneb, der skaber en illusion af virkelighed? Med det synspunkt kommer man et stykke hos Pontoppidan, men langtfra hele vejen.
Han har om nogen fornemmelse for sproget, som det tales på herregårdene og i hytterne. Han kan formulere sig naturlyrisk på egne vegne – og skabe diabolske parodier på andres forsøg i samme retning.
Men den rent sproglige karakteristik overser, hvad der gør ham til fuldblodsrealist: at han som sædeskildrer altid har øjnene med sig. Han indfanger den stemning af lummer desperation, der griber hotelgæster, når udfoldelseslysten hæmmes af dårligt vejr. Han inviterer os indenfor i det fattigfine hotelværelse med en seng, »hvis Hovedpude lugtede af en Handelsrejsendes Pomade«.
Også realismesynspunktet har sine grænser. Når Pontoppidan f.eks. gør et helt kompagni knebrende storke til en isnende oplevelse, er han mærkelig på en måde, som rækker ud over, hvad man kunne finde på – selv i en eftertid, der har gjort det mærkelige til kult.
Hans »høje skrivehumør«, som Brostrøm omtaler, kan man selv blive høj af.

*Henrik Pontoppidan. Den kongelige gæst og andre noveller og skitser. Efterskrift ved Torben Brostrøm. 456 s., 298 kr. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her