Læsetid: 4 min.

Schwitters med gnu

Den store tyske dadaist i billeder og ord, Kurt Schwitters, er netop oversat til dansk, men hvordan oversætter man fra volapyk til dansk?
4. december 2002

Ny bog
Jeg har kun en enkelt alvorlig indvending mod Lars Bukdahls præsentation af Kurt Schwitters’ digte på dansk. Den drejer sig så til gengæld om titeldigtet, det berømte »Anna Blume«, der i Bukdahls fordanskning helt fint bliver til »Anna Blomst« (hvad ellers?), men der er altså lige en knast.
Den kommer allerede i første linjes afsluttende »ich liebe Dir«, som på bukdansk bliver til »jeg elsker du«, hvilket lidt over en side senere udløser en endnu kraftigere knast i de to slutlinjer:
På tysk står der »Du tropfes
Tier/ Ich ––––– liebe ––––– Dir!«, og det får den rimtvungne danske oversætter til at overkonkretisere nævnte »tropfes Tier«, så det på dansk bliver »Du dryppende gnu/ jeg ––––– elsker ––––– du!«
Den går ikke, Bukdahl! Selv om den måske er marginalt bedre end Niels Lyngsøs variant, da han publicerede sin oversættelse af samme digt i Hvedekorn og forsødmede til »jeg elsker din«.
Hverken nominativ, akkusativ eller genitiv kan vikariere for dativ uden at kvæste digtets på en gang poppede letsindighed og infamt kokette forskruethed.
Men måske er det slet ikke et digt, selv om det udkommer på dansk i en serie af »Verdenslyrik«? Er Schwitters overhovedet lyriker?
»Fümmes bö wö täää?,« svarer han selv (skrigende) i sidste linje af første sats af sin berygtede »Ursonate«, der helt rimeligt afslutter Bukdahls udmærkede udvalg.

Dada
Ursonaten fylder 29 sider og er, som titlen angiver, et stykke musik i bogstavlyde, der på en eller anden måde, nemlig den, fejrer og markerer alle sprogs oprindelige ursprung eller udspring, især naturligvis det tyske som det utyske dette herligt udtryksfulde lydmaskineri bare til hver en tid er.
Det ligger nærmere dansk, end mange danske ønsker at vide af, hvilket Bukdahl naturligvis suverænt udnytter i sine oversættelser.
Han skriver i sit forord, hvor han for øvrigt på en eller anden måde synes at tvivle en anelse på Schwitters’ poetiske gehalt i det sådan større poesispil, det med Eliot og Rilke og dem der, at Schwitters var forankret i den ekspressionistiske poesi, især Stramm og Benn, og det er nok ikke helt rigtigt.
Ganske vist publicerede han i ekspressionisternes Der Sturm, som dadaisterne tog resolut afstand fra, og ganske vist var han ikke velset af doktor Huelsenbeck i Berlin, fordi han kom fra Hannover, og hvad skal sådan en bonderøv i den myldrende metropol, men som bekendt ville dada, at jederman skulle have sin Fussball, og den her var altså Kurts.
Merz hed den. Efter et klip i en avis, hvor kun den stavelse var tilbage af ordet »Kommerzbank«, og den fandt sted i maleri, kollage, i hans gigantiske »Merzbau« hjemme i provinsen, som han måtte flygte fra, da nazisterne kom for nær, og som derefter blev ødelagt. Og altså også i bogstaver.
Hvad Dada angår var det, som Poul Borum engang skrev i sit afsnit om Schwitters i Poetisk modernisme, en »eksperimentel, antiborgerlig retning uden program, som ifølge de overlevendes gnækkende erindringer blev startet adskillige steder, og af adskillige kunstnere samtidig«.
Schwitters var mindre eksplicit politisk end Huelsenbeck, mindre iøjnefaldende åndeligt søgende end Ball, mindre ætsende satirisk end Picabia, men han var mere
Merz end alle de andre tilsammen.

Tragedie
Hans flugt fra nazisterne førte ham op gennem Norge, som han havde et nært forhold til, og hvor han malede de landskabsbilleder, der først for alvor blev placeret på det kunsthistoriske landkort for
ikke så længe siden, blandt andet af Per Kirkeby i hans bog om manden fra 1995, Edition Bløndal.
Derfra nåede han England, hvor han opholdt sig til sin død i 1948.
I årene efter krigen arbejdede han sammen med en anden veteran fra Dada-tiden, Raoul Hausmann, på et nyt tidsskrift. Pin hed det, og det udkom aldrig. Ikke som tidsskrift i hvert fald, men som en slags dybt forsinket mindebog i 1986, på Anabas-Verlag i Giessen.
Da var også Hausmann forlængst død, i 1971. Hans digt »F M S B W T C U / P G G F / M Ü« var grundlaget for ursonaten. Ifølge Schwitters udtalte Hausmann det »fümms bö wö tää zää uu / pögiff / mü,« fordi han var fra Böhmen.
Men der i slutningen af 1940’erne var ingen interesseret i to gamle tyske flygtninge fra nazismen. Hvad ragede det en ny tids målbevidst postmoderne epigoner? I Frankrig startede den flyvske skrighals Isidore Isou sin såkaldte ’lettrisme’, fordi litteratur jo består af ’lettres’, altså bogstaver, og hverken han eller andre havde brug for at vide, at Hausmann og Schwitters havde lavet det hele længe før.
Schwitters levede besværligt og i sidste ende – før kan man jo ikke vide den slags – tragisk. Dagen efter hans død kom det britiske pas, han så længe havde ønsket.
Han er begravet i Ambleside, i Sølandet hvor de engelske romantikere huserede, og på hans gravsten står der bare:

Kurt Schwitters
1887-1948
CREATOR OF MERZ

Men han lever videre alligevel. Nu også på dansk:
»Raddadistmaskinen er bestemt for dig. Den er gennem en særlig sammenknytning af hjul, aksler og valser med små kadavere, salpetersyre og Merz konstrueret således, at du træder ind i den med dine sansers fulde brug og kommer ud af den fuldstændig fra forstanden.«

*Kurt Schwitters: Anna Blomst. Udvalg og oversættelse ved Lars
Bukdahl. Borgens verdenslyrik fra det 20. århundrede. 176 s., 129 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu