Læsetid: 5 min.

Stilen, der kom ind fra gaden

To bøger om mode har hver sit perspektiv på tøjet, vi går i – eller drømmer om
2. december 2002

Modebog
Vi har fået en ny national encyklopædi, et lidt billigere leksikon, et leksikon over den moderne kunst, et nyt dansk rockleksikon, et over besættelsestiden og en humoristisk mod-encyklopædi, og nu har vi så et modeleksikon på dansk, med undertitlen Fra couture til kaos. Hvorfor dog denne oplysningstrang, når nu enhver, der har gæstet en gymnasieklasse i 20 minutter ved, at de store fortællingers tid er forbi. Virkeligheden kan ikke rummes i nogen bog, den er for mangfoldig, kompleks og kompliceret. Og alt kan jo findes på nettet – vil man vide noget om den italienske kunstner Fortuny er der 4.820 henvisninger på Google – noget mere grundigt end Modeleksikonets 41 linjer.
Netop, siger encyclopædisterne, man kan ikke og skal ikke rumme det hele, derfor må man vælge, og der er valg, der er bedre end andre. ’Det postmoderne helvede’ viste sig at bestå af serbiske forfattere, der opmuntrede til etnisk udrensning og amerikanske ideologer der opfandt ’civilisationernes sammenstød’. De kloge ryster på hovedet over de åbentlyst kontrafaktiske påstande der frembringes af forskere, politikere og journalister, og forestiller sig, at encyclopædien kan gøre noget.

Kommunikation
Deri tager de nok fejl. Dannelsestanken virker måske tværtimod stik mod hensigten, som endnu et af de bedrevidende forsøg på at fortælle os, hvad vi bør mene om noget, vi ikke interesserer os for.
Her er modeleksikonet en forbløffende undtagelse. Med fine hop ud af systemet, som Hanne Vibeke Holsts selvironiske tekst og den magasinagtige vox-pop. Her kan man finde de kendte fra ugebladene, men man kan også finde meget andet.
I moden er op og ned forlængst vendt på hovedet. Den kom måske engang som diktat fra Christian Dior, men siden 60’ernes begyndelse er den i langt højere grad kommet fra gaden, fra unge menneskers opfindsomme forsøg på at opfinde en selvstændig identitet i netop deres tid. Den levende mode er usnobbet, munter og direkte.
Derfor kan vi aflæse de mest forbløffende ting om samfundets indretning i tøjet. Tag nu bare 80’erne. Her blev en anorektisk prinsesse, et grotesk tv-show og ind til flere liberalistiske politikere stilskabende. Kvinden på gaden stræbte efter penge og prestige, uanset at omkostningerne ved denne stræben tydeligvis var enorme. Og uanset at det netop forblev en stræben, en håbløs drøm. Samtidig opfandt Malcolm McLaren og Vivienne Westwood en dada-inspireret æstetik, der fremdrev den punkbevægelse, der ellers var ved at uddø i New York. Og hip-hoppen begyndte, først som en spin-off på
disco-kulturen, siden som en selvstændig ungdomskultur, hvor kroppen og dens tale fik en helt ny rolle.

Subkulturelt tilhørsforhold
Individualismen, æstetiseringen af hverdagslivet og samfundets
ekstreme splittelse er lige til at tage og føle på, når det er en kulørt damedragt, en læderjakke med graffiti på, eller et par Adidas med brede snørebånd.
80’erne er ikke et tilfældigt valgt eksempel. For det udvalg, den dannelse om man vil, der præsenteres i modeleksikonnet er tydeligt et resultat af 80’ernes modebillede. Her blev ungdomskulturenes parallelle former ophøjet til voksen stil.
Det er langtfra sandt at alt er tilladt, tværtimod er begrænsningerne så snævre som nogensinde. Men de er ikke længere bestemt af nationalitet, klasse og livsalder: Nu er det den enkeltes subkulturelle tilhørsforhold, der afgør stilen. I modeleksikonnet er det muligt at finde sin stils rødder – hvad enten de er i 20’ernes Paris, i 60’ernes London eller i 80’ernes New York. Og i prioriteringen af stoffet får den mode, der udspringer af modmoder, af
genuine ungdomskulturer og af modehistorisk viden en tungere vægt, end den der tilpasser sig BCBG (bon chic bon genre, en betegnelse for borgerlig ’god smag’). Vivienne Westwood får mere end dobbelt så meget plads som den omtrent jævnaldrende Karl Lagerfeld, med rette, og som et sindbillede på modens bevægelse fra Paris og ud i verden til London, New York og Antwerpen, og måske København?

Dansk design
Det hævder i hvert fald Lotte Freddie, i sin bog om den danske mode-renaissance, hvor hun præsenterer 26 fremragende danske designere. Bogen er som et modeblad, fyldt med billeder og meget personlige portrætter af de (mest) unge danske designere. Freddie skriver om internationale eksportsucceser og omtale i udenlandske blade. Man kan diskutere udvalget – hvorfor er den dødssyge Elise Gug med eller den kropsfjendske Grundahl, og ikke den perfektionistiske Antonie eller den prisbelønnede Machenhauer? Handler det mere om bekendtskaber end om kvalitet? Det er imidlertid lidt lige meget, på det overfladiske niveau, hvor bogen præsenterer designerne. Men det er et større spørgsmål, om København virkelig er ved at udvikle sig til et modemekka. For nok er de unge designeres kreationer originale og kvalitativt på niveau med de internationale modehuses. Men det er dem i Tibet og i Slovenien også. Verden er ikke længere til at aflæse hierarkisk, og forholdet mellem periferi og centrum er forandret. Og det handler ikke længere om at udpege et fælles centrum, men at én subkultur har ét sæt fixpunkter. Og en anden har et helt andet. ’Et modemekka’ er
ikke bare et sted, hvor man kan købe fint tøj, det skal kunne noget mere: udvikle, investere og brande på et niveau, hvor ingen af bogens designere rykker – endnu.

Nyttig dannelse
Modeleksikonnet er et forsøg på at skabe en forståelsesramme for moden i dag. Det definerer et kvalitetsbegreb, der handler om viden, mangfoldighed, autenticitet og opfindsomhed, snarere end kvalitet og god smag. Og det repræsenterer et blidt opgør med den lokale provinsialisme og snobberiet i de danske blade og magasiner. Det københavnske smarte sæt er ikke usynligt, men det spiller kun en beskeden rolle, og nogle er helt glemt. Til gengæld kan man virkelig få noget om tekstilers teknologi, om modehistoriske klassikere, og om redaktørens personlige helte, herunder ovennævnte Westwood, Martin Margiela og Jean-Paul Gaultier.
Bogen er dybt fascinerende læsning, en kilde til mængder af sjove minder og nye ideer, alene derfor kan den anbefales varmt. Men dertil er den en munter vej ind i den globale økonomi, og indimellem klogere end de tunge teorier. Og hvis drømmen om et gennembrud for dansk mode, som vi har set det for dansk film, skal blive til virkelighed, så er der brug for den mod(e)dannelse, man finder i leksikonnet, snarere end det overfladiske sladder i Modens Mestre.

*Mads Nørgaard (red.): Modeleksikon. Fra Couture til Kaos. 405 s., 349 kr. Politikens Forlag
*Lotte Freddie: Modens Mestre. 144 s., gennemillustret i farver, indbundet, 299 kr. Nyt Nordisk Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu