Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Udsigten der forsvandt

Arkitekter, teoretikere og kunstnere giver deres bud på det ny Manhattan
Kultur
3. december 2002

Ny bog
NEW YORK – Efter terrorangrebet på World Trade Center sidste år har New York ikke kun mistet næsten 3.000 menneskeliv, men også et vigtigt symbol. De to tårne var et navigationspunkt i byen, økonomien og kulturen. Og som alle, der har (gen)besøgt New York inden for det sidste år, ved, så har man mistet det vigtigste orienteringspunkt downtown. For når man så, hvor tårnene stod, vidste man, hvor man var. Man kunne placere sig og vælge sin retning. I dag repræsenterer de – på flere niveauer – en udsigt der forsvandt, og med dem det finansielle centrum og cirka 100.000 job fra restauranter, underleverandører og servicefag afhængige af WTC og den økonomi, det generede.

Det nye downtown?
Derfor er diskussionen om, hvad der skal bygges i stedet for, også blevet kompliceret. Byen er blevet ramt på flere fronter, og det er alle sociale lag og faggrupper, der er involveret. Hidtidige forslag til nybygning er da også blevet forkastet af ofrenes pårørende, og en ny komité bestående af repræsentanter herfor, politikere, fagforeningsfolk og finansmænd er blevet nedsat af bystyret til at finde ud af, hvad der skal bygges på ground zero. For noget skal der bygges, det er alle enige om.
I den nye komité sidder dog, bemærkelsesværdigt nok, ingen byplanlæggere eller arkitekter! I stedet er der nu udkommet en ny bog, hvori en række af New Yorks førende historikere, urbane teoretikere og arkitekter kommer med hver sit bud på den manglende udsigt, og hvad der skal sættes i stedet for tabet. Bogen, After the World Trade Center, er redigeret af arkitekten Michael Sorkin, blandt andet kendt for sin endnu ikke udførte byplan for en palæstinensisk hovedstad
i Østjerusalem, og sociologen Sharon Zukin, der i sit fremragende studie, Loft Living, har beskrevet sammenhængen mellem kulturel produktion og social/økonomisk opklassering i New Yorks kvarterer.
I After the World Trade Center kigges der både tilbage og fremad: Således gennemgås New Yorks byhistorie både før og efter planlægningen af World Trade Center, og bogen peger på denne måde på, hvilke konsekvenser forskellige visioner og planer har haft. Som det fremgår af bogen, betød bygningen af WTC nedrivningen af New Yorks historisk ældste handelskvarter, herunder det store marked, som ironisk nok var et muslimsk kvarter, primært syrisk og libanesisk, og gennem årtier forsøgte forskellige byplanlæggere og finansfolk med Rockefeller-familien i spidsen at nedrive de af turister og lokale så elskede kvarterer som Greenwich Village og Chinatown.
Som en af forfatterne, John Tchen, gør opmærksom på, har sådanne kvarterer kun overlevet i kraft af en indædt kamp mod såvel finans- som bystyre fra de lokale beboeres side. Ironien ophører dog ikke her: Gennem hele bogen gøres der opmærksom på, at tårnene hos stort set alle new yorkere var de mest hadede bygninger i byen, og nu de mest savnede. Og som Eric Darton skriver, var lederen af terrorangrebet, Mohammad Atta, byplanlægger af profession, og hans formodede chef, Osama bin Laden, er ingeniør af profession, hvad end så det betyder.

Efter Usynligheden
Som det måske fornemmes, er bogen klart bedst, når den gennemgår byens udvikling, som er en kompliceret sammensætning af økonomiske interesser, politiske ideer om modernisering og etnisk tilstedeværelse. Men læs selv og bliv overrasket, informeret og måske ligefrem klogere.
Hvor bogen er mindre præcis er
i konkrete bud på, hvad der rent faktisk skal bygges i stedet for de faldne tårne. Her fornemmer man desværre en (ganske forståelig) manglende afstand til begivenheden. Ud over Sorkins eget forslag om at gøre ground zero til et helligt sted uden kontorbebyggelse, be-grænser bogens forslag sig til, at man ikke skal bygge højt og massivt – dvs. lige så afvisende og arrogant som tårnene var – og at man skal lytte til de pårørende og de lokale.
En særlig interessant fortolkning af tårnene finder man hos arkitekten Mark Wigley, der beskriver tårnene som symbolet på den globale kapitalisme, hvorfor de var en massiv, uigennemtrængelig masse og præsens i byen, hvis indhold og funktion var usynlig. Som Wigley påpeger, var tårnenes indhold på sin vis usynligt for selv dem, der arbejdede der, idet huset var inddelt af en række lokale elevatorer, som førte til forskellige firmaers kontorer. Først med tårnenes udslettelse er de blevet synlige, da kontorartikler og papirer flød ud over byen, og New York Times indledte sin serie af nekrologer over alle de døde fra tårnene.
Denne dobbelthed mellem synlighed og usynlighed spiller også en stor rolle for Lower Manhattan Cultural Council, som arrangerede kunstudstillinger og havde et atelierprogram i selve WTC. De har nu flyttet lokaler til henholdsvis World Financial Center, lige ved siden af ground zero, og DUMBO, Brooklyn, med byens mest spektakulære udsigt over Manhattan. Begge steder har man bedt en række kunstnere om at tematisere denne udsigt under titlen New Views.
De to udstillinger er dog meget forskellige. Hvor udstillingen i WFC består af indgreb i bygningens mærkværdige rum, der blander kontorlandskaber med butiksarkader, har udstillingen i DUMBO den fordel, at udsigten og afstanden til Manhattan giver mulighed for et både refleksivt og respektfuldt blik på byens nye skyline. Således har Valerie Tevere lavet et lydværk, som skal høres, mens man nyder udsigten, og i hovedtelefonerne kan man høre interview med beboere fra Brooklyn om deres forhold til Manhattan, både personligt og arbejdsmæssigt, og naturligvis om de to forsvundne tårne.
Over for denne folkets historie sætter Amei Silverman filmens historie om tårnene som symbol og orienteringspunkt i en videoinstallation, der udelukkende består af establishing shots fra film, der foregår på Manhattan. Med establishing shots menes den filmiske konven-tion fra Hollywood, hvormed man først viser et landskab eller et skilt, som leder ind til handlingen, og hermed placerer denne geografisk og tidsmæssigt, hvilket i tilfældet New York siden 1970’erne altid skete med et billede af tårnene.

Problematisk sæbe
Der er noget både absurd og rørende over at se utallige næsten ens optagelser af tårnene sammen med udsigten uden dem, og de brudstykker af historier, som videoerne viser, bliver til en metafor for de afbrudte livshistorier ved tårnenes fald. På udstillingen i WFC, hvor værkerne har store problemeer med at spille op i mod eller med stedets artificielle arkitektur, virker særligt Anne Beffels gratis håndsæbe med indskriften ’sorry’ en anelse problematisk side om side med dét store hul, som er ground zero, mens Alex Villars humoristiske video med en mand, som forsøger at ryge en cigaret på mærkelige steder, har en interessant relevans ud over WFC, et bygningskompleks der naturligvis er røgfrit. Villar synes at bruge rygning som en metafor på den generelle sociale kontrol i det offentlige rum, der kun har taget til siden tårnenes fald. Eksempelvis skulle han selv, som alle turister nu i princippet skal det, have en tilladelse fra politiet for at kunne videofilme nogen steder i New York.

*Michael Sorkin og Sharon Zukin (red.). After the World Trade Center - Rethinking New York City. 236 s.,
illustreret. Routledge, 2002

*New Views kan ses på World Financial Center, New York, til og med 17. jan.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her