Læsetid: 5 min.

Våben, parasitter og stål

En fantastisk øjenåbner, der ser på verdenshistorien og udviklingen af menneskenes samfund med helt nye og meget skarpe øjne
21. december 2002

Ny bog
»Menneskesamfundenes udvikling i de sidste 13.000 år. - Er det så en side pr. år?,« sagde min vittige kollega Jens med slet skjult væmmelse.
Man må indrømme, at bogens undertitel er en anelse tør, og
truer med en grundig kronologisk gennemgang af verdenshistorien. Men man skal ikke skue hunden på hårene. Jared Diamonds bog Vejen til verden af i dag med den engelske titel Guns, Germs and Steel er en fabelagtig øjenåbner, der vandt Pulitzerprisen i 1998.
Hvor historikere, som regel møjsommeligt lirker viden ud af enkelte gamle dokumenter i et forsøg på at dække bare en lille flig af historien, kaster Diamond sig modigt over den halsbrækkende opgave at forklare hele menneskehedens historie.

Blodsudgydelser
Diamond selv kommer fra de biologiske videnskaber, og hans vigtigste ærinde er at vise, hvordan man gør det 'bløde' fag historie til en 'hård' videnskab ved at inddrage naturvidenskabens redskaber og metode.
Bogen er bestemt ikke tør eller kedelig, men tværtimod fyldt med saftige detaljer om brodermord og folkedrab. For eksempel følgende lille øjenvidneberetning fra 1835 på Chathamøerne 800 km. øst for New Zealand.
»Maorierne fortsatte med at slå os ihjel, som var vi svin... [Vi] var rædselsslagne, flygtede ind i landet, gemte os i underjordiske huler eller hvor som helst for at undslippe fjenden. Men det nyttede ikke noget; vi blev opdaget og slået ihjel - mænd, kvinder og børn, alle sammen.«
En central historisk begivenhed for bogen er den dag i 1532, hvor Francisco Pizarro og blot 168 spanske soldater helt ufatteligt besejrede inkakejseren Atahuallpa og hans 80.000 soldater. Diamond bringer et fyldigt uddrag af spanske øjenvidneberetninger og bruger eksemplet til at sætte fokus på et centralt spørgsmål i verdenshistorien: Hvorfor gik det sådan? Hvorfor det netop var europæernes samfund og kultur, der erobrede verden og grundlagde det, vi i dag kender som den moderne civiliserede verden.
De lette svar på Pizarros utrolige sejr er, at spanierne var teknologisk overlegne - de havde rustninger, stålvåben, heste, oceankrydsende sejlskibe, og et skriftsprog. Dertil kom de dødelige smitsomme sygdomme spanierne bragte med sig. Men det skraber kun lige overfladen. Hvad er de dybereliggende årsager til, at alle disse ting blev udviklet i Europa, hvorfor var det ikke omvendt Atahuallpa, der tog til Madrid og tog Karl V til fange?.
Bevidst eller ubevidst fremføres racistiske udsagn gang på gang, om at vi europæere må have udviklet særligt gode gener for opfindsomhed, kreativitet, intelligens osv., men Diamond når med sin 'hårde' naturvidenskabelige tilgang frem til en helt anden konklusion.
Det skyldes dybest set geografiske og miljømæssige tilfældigheder, ikke overlegne evner.

Jordbrug
Diamond overstår hurtigt udviklingen fra chimpanse til homo sapiens og de forskellige udvandringsbølger fra det afrikanske kontinent for at nå frem til det tidspunkt, hvor han mener, man kan sætte en streg i sandet: Fremvæksten af fødevareproduktion for 13.000 år siden.
Historikere har vidst i utallige år, at dyrkningen af afgrøder og tæmningen af husdyr har haft en enorm betydning for menneskesamfundene i og med det markerer overgangen fra jæger-samler til jordbrugskultur, stammekultur, bysamfund, statsdannelse osv.
Men gennem sin globale tour de force viser Diamond, at historikerne har overset de klimatiske geografiske forholds betydning for jordbrugsmuligheden rundt om på kloden.
Det eurasiske kontinent der strækker sig fra England til Japan var et veritabelt overflødighedshorn af dyrkningsmuligheder, og havde en lang række afgørende naturlige fordele frem for de andre kontinenter.
Kontinentet bar f.eks. over halvdelen af de vilde græsser med store frø, som egnede sig til forædling, og var grundlaget for jordbrug. Det blev yderligere forstærket gennem muligheden for husdyr: Af verdens 148 store planteædere har kun 14 vist sig duelige som husdyr, og 13 af dem levede i Eurasien mens kun ét levede i Amerika og ingen i Afrika syd for Sahara. Man kan undre sig over hvorfor f.eks. zebraen, næsehornet eller flodhesten aldrig er blevet tæmmet, men tæmning af vilde pattedyr er ikke nemt og
Diamond beskriver det som Anna Karenina-princippet (efter Tolstojs berømte bog) - ægteskaber er kun lykkelige, hvis en lang række faktorer går op.
Det har yderligere været en helt afgørende fordel, at menneskenes udbredelsesakse i Eurasien var øst-vestgående, mens den er nord-syd i Afrika og Amerika. Det har betydet uoverstigelige klimatiske forhindringer i Afrika og Amerika, fordi jordbrugernes dyr og afgrøder skulle krydse flere klimabælter, mens de i Eurasien har kunnet udbrede sig forholdsvis frit inden for samme klimabælte.
Rent geografisk er udbredelsen af menneskene med al deres viden, teknologi og våben gået meget hurtigt i Eurasien. Mange forskellige samfund har kunnet bevæge sig og møde eller erobre ny viden uden selv at skulle opfinde den dybe tallerken hver gang.
Endelig viser Diamond, at de biologiløse historikere helt har overset roden til epidemiske sygdomme.
Ikke kun udviklingen af skriftsprog, statsdannelser, civilisation osv. bunder i jordbrugskulturen, men også de altafgørende folkeslags-udryddere som mæslinger, tuberkulose og kopper. Parasitterne har i begyndelsen delt mennesker og husdyr som værter, men med større og større forsamlinger af mennesker har de kunnet overleve udelukkende i os, og de menneskespecifikke sygdomme, vi kender i dag, er opstået.
Dermed er der en direkte årsagskæde fra de geografiske klimatiske forhold i Eurasien over jordbrug til udviklingen af teknologi, våben og epidemiske sygdomme, som gjorde europæernes 'sejr' mulig.

Individet
Efter Diamonds bog, synes det ikke længere at være en umulig påstand, at den europæiske erobring af Inka- og Aztekerriget, koloniseringen af Amerika og Australien dybest set skyldes tilfældige geografiske og klimatiske forhold gennem de sidste 13.000 år. Heller ikke, at samme tilfældigheder er årsag til, hvorfor store dele af Kina, Indonesien, Afrika syd for Sahara, den oprindelige australske befolkning med flere fremstår så 'tilbagestående' set med vores civiliserede samfunds øjne.
Bogens eneste svaghed er, at man nemt får et indtryk af, at det ikke kunne være gået anderledes.
Diamond mener ikke selv, at hans bog er fuldstændig historisk deterministisk, og diskuterer til sidst, hvor stor indflydelse individers idiosynkrasier har haft på historiens gang f.eks. Alexander den Store, Augustus, Buddha, Jesus Kristus, Lenin, Martin Luther, Hitler og zulukongen Shaka.
Fluekneppere vil sikkert hæfte sig ved småmangler, men alt i alt er bogen en fantastisk klar og velskrevet øjenåbner, der ikke er en side for lang og gør sin Pulitzerpris ære.

*Jared Diamond: Vejen til verden af i dag. 519 s., 398 kr. Akademisk Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu