Eventyr
Eventyr synes man aldrig at blive træt af, enten det så skyldes glæden ved den gode, korte historie, eller det er behovet for trylleri og anden oplysning end den fornuften, kan præstere.
Alene i tiåret 1985-95 blev der registreret mere end 200 bogudgivelser af eventyr i Danmark, ikke bare af H.C. Andersen, men af folkeeventyr især fra de yndede samlinger af brødrene Grimm, Asbjørnsen og Moe, Svend Grundtvig og Tang Kristensen.
En rundspørge foretaget gennem 1990erne blandt folkeskoleelever, gymnasiaster, studerende og deres lærere om, hvilke eventyr de først kom i tanker om, viste, at blandt de første 10 tegnede Andersen sig for de fem, mens de mest kendte dog var »Snehvide« og »Askepot« om Disney så har nogen andel deri.
Manden bag oplysningerne er Carsten Høgh, der allerede i 1996 udgav et Eventyrleksikon og nu har leveret en kraftigt udbygget 2.udgave, der indledes med sådanne undersøgelser samt generelle betragtninger over genren, typologien samt et større kapitel om tolkning af eventyr med »Den lille Rødhætte« som eksempel. Der er ingen grænser for, hvordan denne både snedige og enfoldige fortælling i forskellige versioner er blevet anskuet. Et eksempel på eventyrenes åbne almengyldighed.
Indblik i fantasiform
Høghs pædagogiske mission som underviser skinner tydeligt igennem, måske for tydeligt, men den store og afgørende leksikondel med dens imponerende mængde af velkoordinerede opslagsord er et muntert og nyttigt bekendtskab og redskab for alle yndere af denne digtning.
Vi er ved fortællekunstens rødder, og bogen favner vidt ved at definere og medtage alle beslægtede genrer, myte, sagn, fabel, legende, bibel, kunsteventyr, fantastiske fortællinger, dertil folkeviser og ballader samt eventyr i tegneserier, film, musik etc.
Bogen giver derved indhug og udblik i selve den fantasiform, der har fået sine markante udtryk i eventyrenes motivverden. Orientalsk især på grundlag af 1001 Nat, ellers især europæisk kulturhistorie med Det gamle Testamente som medspiller.
Et grundlag er Aarne og Thompsons registrant over typerne, sådan at ethvert eventyr kan udstyres med et ET-nummer. Høegs leksikon fremtræder nu udogmatisk med redegørelse netop for, hvordan motiverne på forskellig måde er blevet forstået, selv om Jungs analytiske psykologi, som rimeligt også er, trækker noget af læsset. Et eksempel er opslaget bjerg: et urelement, der optræder i mange forskellige betydninger, ligesom i drømme.
Så følger en række eksempler på brugen i forskellige eventyr, den psykologiske og den religiøse symbolik, påvisning af lavlandet Danmarks omformning af bjerg til bakke og høj, hvorefter bjergtagning følger motivet op. Alt sammen eksemplificeret.
Registre over eventyrtitler fører én rundt i hele dette inventar, alment og specifikt, i begreber, teorier, forskningstraditioner, forskere og forfattere: bryllup, brønd, Laurids Bødker, Djævelen, drift, eksistentialisme, forløsning, Wilhelm Hauff, havfrue, incest, Ingemann, kontraktmodel, Harry Potter, Knud Rasmussen, skygge, stige, træ, ulv, Knud Wentzel en af de litteraturforskere, som har begunstiget eventyrforskningen de senere år, men sært nok ikke Eske K. Mathiesen, der ikke alene er lyriker, men også eventyrdigter og folklorist.
Sidste stikord er Århus-historie, hvad der ikke er nogen pointe, for Carsten Høgh har anderledes bund under fødderne, eller for at sige det modsat: Han har foretaget en vellykket tur op ad glasbjerget.
Gengangere
Et af de gedigne danske eventyr er »Prins Hvidbjørn«, som er en variant af »Amor og Psyke«, kendt fra Apuleius »Det gyldne æsel«. På svensk foreligger versionen »Prins Hatt under jorden«.Om det véd den svenske litterat Hans Holmberg at fortælle i en lille bog om eventyrgenrens udvikling og vej ind i litteraturen: Från Prins Hatt til Prins Mio. Ruten går via H.C. Andersen og hans kejser med de nye klæder frem til Astrid Lindgren for at slutte i en sammenligning mellem den store danske fortællerske Karen Blixen, en emnekreds, Holmberg har behandlet i tidligere bøger, der altid omfatter dansk kultur.
Genfærd og spøgelser har altid optaget os, dette overgangsfænomen, da sjælen frigjort fra kroppen skal hitte ud af sin fremtid i himmel eller helvede eller forsøge en reinkarnation og fordriver tiden med at hjemsøge os levende i skumle boliger eller forrige hjem og ikke mindst i film og tv-serier om åndernes magt. Carsten Høgh har et udmærket opslag om gengangere i sit leksikon.
Spøgelser
Da det elektriske lys blev almindeligt, fik spøgelserne færre udfoldelsesmuligheder, selv om forvirrede viktorianske spøgelser stadig pusler. Parapsykologien har aldrig haft held med at verificere deres eksistens. Moderne spøgelser har mistet deres sociale rolle. Til gengæld er de litterære spøgelser blevet stadig mere rædselsvækkende, og i tegneserier og skrækfilm boltrer de sig.
Således omtalt af den norske folklorist Velle Espeland, der har skrevet en oplysende, stærkt underholdende bog om »hvileløse gjengangere i tradisjon og historie« med titlen Spøkelse!
Et fint stykke kulturhistorie, der viser de næsten faste mønstre i al gengangeriet som noget nær en episk kategori, der egentlig tager luften ud af selv de mest troværdige vidnesbyrd og mirakelfænomener i tro og overtro.
En folklorist i dag er imidlertid ikke interesseret i at afgøre, om spøgelser findes eller ej. Spøgelseshistorierne findes i hvert fald i al deres ganske rummelige stereotypi. Og de digtes og genfortælles af troende og ikke troende, bl.a. som vandrehistorier. Af briter tror 42 procent på spøgelser iflg. en undersøgelse fra år 2000, og i USA ligger tallet endnu højere.
I Norge er de en truet art, hævder Espeland. Der er en sand mangel på spøgelser som dem, der før rekrutteredes især blandt ågerkarle, havesyge og gerrige. Der skulle ellers være god baggrund blandt nutidens bureakrater, tilføjer man spydigt, ligesom de farlige motorveje burde myldre af blafferspøgelser.
En norsk specialitet er ellers draugen, en genganger fra søen. Der fortælles en gruelig historie om drengen, der skubbede en hovedløs draug af vejen, men blev forfulgt af en styrtende mængde drauger fra søen.
Han render nu ind på kirkegården og besværger alle kristensjæle om at hjælpe ham, og da rejser en hel hær af dødninge sig og udkæmper et slag med uhyrerne ved midnatstide. Ingen ville tro på drengens beretning, men kirkegården flød næste morgen med kistefjæl, tang og gopler. I en version af sagnet høres dødningenes sang fra kirkegården:
»Her danser vi i blege ben og skjorte
Fordi vor sjæl og salighed er borte.«
Men der er minsæl mange skønne gys at hente i både sagn og eventyr og fantastiske fortællinger Karen Blixen ikke at forglemme med Et middagsselskab i Helsingør. Og nu er der et helt leksikon at tage på opdagelsesrejse i.
*Carsten Høgh: Eventyrleksikon. 420 s. 340 kr. Rosinante
*Hans Holmberg: Från Prins Hatt till Prins Mio. Om sagogenrens utveckling 142 s. Raben & Sjögren
*Velle Espeland: Spøkelse! Hvileløse gjengangere i tradisjon og historie. 207 s. Humanist Forlag. Oslo
