Læsetid: 5 min.

Før studenterne stjal rocken

En række cd’er genopfrisker dengang dansk rock var ung og ufaglært, og former sig som en veritabel, digitaliseret Hall of Fame
11. januar 2003

De kaldte det pigtråd, fordi musikken rev i øregangene. Men når man genhører den tidlige danske rock, er det svært at høre, hvad der egentlig kunne forarge. Omvendt er det stadig umuligt at overhøre den ungdommelige energi parret med troskyldighed, som forældregenerationen opfattede som et respektløst, øretæveindbydende los i røven på den suppe, steg og is-tradition, der var bærebølge i dansk mainstreammusik før Beatles-bølgen brød brakvandet.

I virkeligheden var disse unge musikere ret ligeglade med, hvad omverdenen mente. De forsøgte ’bare’ famlende at finde ind til et fælles tonesprog, forsøgte at give de store efterkrigstidsårgange en alternativ udgave af den alsang, ’de gamle’ altid fremhævede som beviset på sammenhold.

Beviset på sammenhold var for Sir Henry & His Butlers, The Defenders, Peter Belli, The Hitmakers, og hvad de nu hed at se et svedende, stuvende fyldt Hit House té sig, så de touperede piger og brylcremeglinsende fyre (Beatles-hår var fortsat for de få) ville få stuearrest, hvis deres forældre så dem – men den straf hang nu ret løst i det bornerte, socialdemokratiserede koldkrigs-Danmark, hvor velfærden så småt bankede på døren til de små voksdugsdraperede hjem, hvor det præventive pædagogiske omkvæd var »bare vent til far kommer hjem…«

I den forstand var den tidlige danske 60’er-rock ikke ude på noget. Men selv om musikken ikke er omgærdet af samme erindringsfortegnede myte om oppositionelle holdninger og alternative livsformer som den såkaldte beatmusik nogle få år senere, siger den ikke desto mindre, eller måske netop derfor, mindst lige så meget om samfundet, som vi sagde dengang i 70’erne, da intet var mere yt end pigtrådsmusik.

Det kan man få bekræftet på en stak længe tiltrængte cd-genudgivelser, der lukker et hul i historien, og giver dele af pladebranchen en smule absolution for mange års forsyndelser med at oppudse det musikalske arvesølv. Garage punk hedder den slags musik på internettet, hvor bands som Hitmakers sågar figurerer på japanske hjemmesider.

Der er med andre ord ikke noget poleret over denne musik, men heller ingen agression eller trods. Det er ufaglærte, lærlinge og skoleelever, der i stedet for at spille fodbold fik sig en velsignet usund interesse i rock. Sunget på et Valby-engelsk, de ikke altid selv helt forstod, men det gjorde publikum heller, så det gik lige op – og ind.

Musikken er brugsmusik. Den måtte ikke kede, og repertoiret skulle samtidig kunne holde til de 4x45 minutter, der var den strabadserende norm for koncerter dengang på steder som Jomfruburet på Strøget og på Dyrehavsbakken, hvor hyren var ussel. Til gengæld fik man(d) alle de pommes frites og piger, man kunne spise.

Vi taler kopinumre her. I stor stil hentet fra rockens ABC. Mange af grupperne spillede de samme numre, og man lyttede mindst lige så meget til de teknisk mere velbevandrede svenske bands som til de britiske forbilleder.

Forløber for Gasolin

The Defenders var det måske populæreste live-navn fra 1964-66 – en slags forløber for Gasolin har rockhistorikeren Peder Bundgaard kaldt dem. Gruppen var sande showmænd – på en scene. Og derfor yder dobbeltcd’en Looking At You dem heller ikke fuld retfærdighed, men de havde periodens bedst sammenspillede instrumentalister i bassisten Rudolph Hansen, guitaristen Jens Dahl, og trommeslageren Ken Gudman (de to sidste var siden med til at starte Young Flowers!) Og sangeren Flemming Sørensen var blevet stjerne, hvis gruppen havde skrevet sine egne numre.

Mindre rockende, men pokkers effektive var Sir Henry & His Butlers, ledet af Ole Bredahl og med vidunderbarnet Tommy Seebach som et af tidens største danske teen idols. Bandet kunne være blevet millionærer, hvis de havde fået KODA-afgift, hver gang en stadionlangside klapper temaet fra deres største hit, »Let’s Go« – en rundgang, hvis substans i virkeligheden var planket fra norske studenter, de såkaldte rødrussere, som havde hørt klapperytmen fra en amerikansk gruppe ved navn The Routers. Men Sir Henry var mere end det og havde fat i bl.a. Dylans sange uden at de behøver skamme sig, og dobbeltcd’en med dem er faktisk en rigtig fordomsdræber, men det blev kun til enkeltnumre. Man tænkte ikke i helheder og sammenhænge i dansk rock i 1965-66.

Dét lå ikke i luften, og slet ikke indenfor pladeselskabernes opfattelse af dansk rock. Genkendelighed var at foretrække fremfor udvikling. Rocken ville jo snart gå over …

Selve den kendsgerning, at elektriske guitarer kunne larme og stritte så meget var dog fornyelse nok, for selv om cd’erne fra Universal Music bærer fællestitlen Dansk Pigtråd, er genrebetegnelsen noget af en tilsnigelse. ’Pigtråd’ er nemlig i streng musikalsk forstand linket mellem disse navne og den tidlige danske rock & roll, og var karakteriseret ved en nærmest uniformeret, klanglig pænhed, som i dag gør datidens store navne som The Cliffters lidt svære at kapere.

Danish Sharks var et andet megapopulært præ-Beatles-navn, som stod i bundløs gæld til instrumentalensembler som The Ventures og svenske Spotnicks. Gudman var såmænd trommeslager der, før han gik i Defenders, men midt i al den dansante formsikkerhed er det gruppens guitarist, Henrik Møller Sørensen, der lyner og lyser op med et kantet, vibratoløst surf-drive. Hans spil alene er en investering værd i dobbelt-cd’en Ready, Steady, Complete.

Pladen er en af flere, filantropisk udgivet og kompileret af Thomas Gjurup for antikvariatet Oasen på Frost Records. Her finder man også bornholmerne Vanguards og det noget senere Odense-orkester Jackson’s Garden – med en ung Per Stan på trommer (og en cd med legendariske Lions er lige om hjørnet). Alle Frost-cd’erne er lavet i og med kærlighed til tiden og musikken, men skjules kan det ikke, at det ikke kun er gruppernes geografiske placering, der forhindrede dem i at få ørenlyd på det danske marked.

Det fik Hitmakers til gengæld. Først og fremmest via sangen »Stop The Music«, planket fra den svenske gruppe Lenne & Lee-Kings, tilsat et nærmest Phil Spector’sk trommespil fra Torben Sardorf, der både havde tyngde og finesse samt en opsigtsvækkende teknik; veteran som han var fra den tidligste danske rock & roll-tid, hvor han bl.a. spillede med Melvis.

Opvarmning for Beatles

Fikspunktet i Hitmakers var det småtrinde anti-idol, sangeren Jørgen Krabbenhøft, hvis lyse, melodiske sødmefyldte stemme har modstået tidens tand. Bandet var opvarmning for The Beatles i K.B. Hallen i juni 1964, og inspirationen er tydelig, men senere kom amerikanske navne som Association og Grass Roots ind over et repertoire, der var mere forfinet end Defenders, og som derfor står sig bedre på plade, men på en scene tabte lidt nuancer, fordi datidens PA-systemer blev produktudviklet for åbent tæppe.

Ligesom Defenders fik Hitmakers et kortvarigt folkeligt gennembrud med de lalleglade, pladeselskabskalkulerede elektrificeringer af Giro 413- og revytraditionen, som fulgte i kølvandet på de lige så Beatles-inspirerede Donkeys’ stilskabende succes med »Ved Landsbyens Gadekær«, men Hitmakers forsøgte i 1967 at bryde med sin skæbne ved at skifte navn til The Floor.

Det Johnny Reimar(!)-producerede album First Floor er med på dobbelt-cd’en, og er en glemt dansk perle, fuld af charmerede pop-psychedelia og uforløste ambitiøst arrangerede, men ofte fremragende melodier i slægt med både The Zombies og (engelske) Nirvana.

Men da skrev vi 1967, velouren på jakkereverserne var blevet blankslidt, og studenterne og de halvstuderede havde stjålet rocken, og dermed reduceret dens uskyld til levebrødsnostalgi for en ny generation af suppe, steg & is-musikere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu