Læsetid: 4 min.

De intellektuelles ansvar

Jens-Martin Eriksens og Frederiks Stjernfelts rejseberetning ’Hadets anatomi – Rejser i Bosnien og Serbien’ er et vigtigt bidrag til forståelse af kulturpersonlighedernes betydning for krigene på Balkan
23. januar 2003

Ny bog
Kan digte dræbe? Det kunne man fristes til at hævde med udgangspunkt i begivenhederne på det vestlige Balkan i 1990’erne, hvor gamle krigssange fra tidligere krige blev genoplivet af berusede soldater og nogle direkte digtet om og fik navnestoffet lettere moderniseret. Det var perioden, hvor en psykiater og digter som Radovan Karadzic blev den politiske leder af de bosniske serbere, hvor den fremtrædende forfatter, medlem af det Serbiske Akademi for Videnskab og Kunst (SANU) Dobrica Cosic lod sig hyre som Restjugoslaviens første præsident (1992-93), og hvor hele opbygningen af nationalismen i Kroatien blev ledet af en historiker, dr. Franjo Tudjman, landets præsident fra 1990 til sin død i december 1999. Sidste skud på stammen er professor. dr.jur. Vojislav Kostunica, præsident for den jugoslaviske forbundsrepublik siden oktober 2000.
Kostunicas modkandidat ved sidste omgang af det serbiske præsidentvalg i 2002 var en anden juraprofessor, ultranationalisten Vojislav Seselj. Men disse har kun været toppen af isbjerget, de har hele tiden haft et bagland af intellektuelle og kunstere, som gennemgående har været dybt respekteret i den almindelige befolkning.
Det var derfor med god grund, at Eriksen og Stjernfelt satte sig for at undersøge de intellektuelles rolle i dele af det tidligere Jugoslavien. Meget relevant er en af de første stationer, landsbyen Biljani ved Kljuc i Bosnien, hvor en lokal serbisk skolelærer blev formidleren af en kombination af nationalistiske og kommunistiske floskler og fjendebilleder. Men forfatterne fordyber sig også i den muslimske fundamentalisme, bl.a. den helt groteske ’stearinlyskrig’ i Tuzla i 1996, hvor en radikal imam rasede mod brug af lys ved en mindefest for ofrene for et serbisk granatangreb i 1995, fordi dette var »afgudsdyrkelse af ild« og »en kristen skik«. Forfatterne gør sig faktisk den ulejlighed at sætte sig grundigt ind i den »Islamiske deklaration« fra 1970, som bl.a. Bosniens senere præsident Alija Izetbegovic var involveret i, selv om han siden af politiske grunde distancerede sig delvist fra den.

Politisk instrument
Det dokument, som bliver mest indgående analyseret i bogen, er imidlertid det »Memorandum« fra SANU, som i et glimt fra retssagen i Haag af Slobodan Milosevic placeres i 1984, men som ud fra indholdet klart stammer fra 1986. Det er en meget fin analyse, som hæver sig over de myter, som tendentiøse holdninger og manglende detailkendskab til teksten har skabt. Forfatterne påviser også den korrekte omstændighed, at Cosic som oplyst af ham ikke selv er en af forfatterne (men dog har givet sit besyv med undervejs). Deres analyse er god til at fange de indre modsigelser i dokumentet, som har gjort det velegnet både som aktivt politisk instrument og som et middel til at sløre de intellektuelles medansvar for den politik, Slobodan Milosevic kom til at stå som den praktiske udfører af. Bogen får nærmest Cosic til at fremtræde som admiralen i Pinafore, som lader de andre stå til søs og selv ender med kors-og-bånd-og-stjerner på.

Kirkeledelsens rolle
Forfatterne har ikke direkte fokus på Milosevic, men får ham mere eller mindre til at fremtræde som en ’nyttig idiot’ for de mest ansvarlige, ideologiproducenterne, både de gamle dissidenter, som var med til at grave graven for det kommunistiske Jugoslavien, og de opportunister, som forstod at hoppe med på vognen i tide. Forfatterne har også blik for den syndebuk-rolle, Milosevic i dag spiller for mange serbere, og for de problematiske sider ved udviklingen siden Milosevics fald, herunder tendensen til at skubbe al skyld over på den faldne præsident.
Et af bogen mange væsentlige interviews er med professor Vojin Dimitrijevic, jurist og leder af menneskerettighedscentret i Beograd, som trak sig ud af den af præsident Kostunica nedsatte »Sandhedskommission« (tænkt som et modstykke til den sydafrikanske), fordi kommissionen manglede klare retningslinjer og kompetencer.
Interviewet med Dimitrijevic demonstrerer dog også en svaghed ved den fremstillingsmåde, forfatterne har valgt: De har fortjenstfuldt ladet folk tale for sig selv, men det betyder også, at der er ting, interviewpersonerne siger, som man umiddelbart fæster lid til, hvis forfatterne ikke kommer med en korrektion i parentes. Og det gør de ikke altid.
Dette gælder således Dimitrijevics udsagn »Kirken (den serbisk-ortodokse) blev først skuffet over Milosevic i 1995«. Faktisk kom den øverste kirkeledelse i Beograd allerede i maj 1992 med et voldsomt offentligt angreb på Milosevic, hvis styre den frakendte enhver moralsk legitimitet, ja, kirkelederne med patriarken i spidsen opfordrede ham direkte til at gå af. Men de lavere geledder især blandt de bosniske serberes gejstlighed var af en helt anden mening, som svarer mere til forfatternes oplevelser med kirkefolk i det ’dybe Serbien’.
En mere overordnet svaghed ved bogen er, at den kroatiske nationalisme ikke får den indgående analyse, den fortjener. EU’s og FN’s rolle kritiseres helt relevant, men det bliver kun til spredt kritik af USA’s i virkeligheden også stærkt kritisable rolle. Men det bogen når at dække, er væsentligt, og det afsluttende essay »Fremtidens spejl« særdeles læseværdigt og tankevækkende, især for den, der tror, at demokrati kan indføres i en håndevending.

*Jens- Martin Eriksenog Frederik Stjernfelt: Hadets anatomi – Rejser i Bosnien og Serbien. 332 s., 299 kr. Lindhardt & Ringhof

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu