Læsetid: 4 min.

Kraftig tungetale

Et gensyn med Grønbech som Blake – ’William Blake – Digter – Kunstner – Mystiker’ udkom i 1933. Nu er den udkommet igen
20. januar 2003

Ny bog
San Cataldo i Scala ved Amalfibugten har stået model til en del.
Thøger Larsen talte ved adskillige lejligheder trinene ned til Amalfi, og op igen, med skiftende resultater. Og i 1932 skrev Vilhelm Grønbech i et brev til dem derhjemme:
»På dette af guderne højst begunstigede sted har jeg siddet en lille måneds tid og konverseret i ånden med min gode ven Blake. Han har været så venlig at meddele mig en ny samlet fremstilling af sine tanker og meninger med tilladelse til at publicere samme på dansk.«
Bogen om Blake, eller af Blake, udkom så i 1933. Vilhelm Grønbech mente selv, det var hans bedste, og med tiden blev den simpelthen kult. Især i de på mange måder oprørske 1960’ere, hvad Ebbe Kløvedal Reich skriver bevægende om i sit efterord til nyudgaven.
I forordet fortæller Bo Alkjær lidt om modtagelsen. Paul V. Rubow sagde:
»Hvad Grønbech har fået ud af dette, ved tålmodighed og snilde, er ærlig talt blevet til en skønnere og mere tiltalende læsning end det allermeste af, hvad der rummes i William Blakes samlede skrifter.«
Ebbe Kløvedal Reich kommenterer i sit efterord, at »Blakes vision er lige så revolutionerende og fremmedartet nu, som den var, da han sad og graverede sine plader. Dens indbrud i vores fælles virkelighed er spredte, mangfoldige og kryptiske. Her i Danmark begyndte de, da Grønbech præsenterede os for visionen. De vil fortsætte, så længe vi lader vores fri tanke, tro og følelse terrorisere af den økonomiske nødvendighed og den snusfornuftige materialisme.«

Visionen
Blake er ikke så nem at håndtere. Han er både i sine metriske digte en meget klar og i enhver forstand anfægtende revolutionær stemme, og i sine store, vilde profetiske skrifter, hvor hele verdens historie kværnes igennem et system af en slags, faktisk ind i mellem temmelig tåget. Og dertil kommer, at han jo ikke bare skrev sine digte og tekster, han graverede dem også, med billeder og pålagte farver. Han var i sin samtid en politisk pamfletist. De enkelte værker udkom i små oplag, radering er ikke et moderne massemedie, og han blev ikke rigtig hørt.
Den dag i dag findes der forskning, der skiller hans værk i to: På den ene side digtene, især Uskyldens og Erfaringens sange, skrevet med en halv snes års mellemrum i tiden fra den franske revolution og frem, og med samme tema: Den
officielle kirkes autoritært indsnævrende tolkning af det hellige, som er lyset, som er det høje, som er det evigt bevægelige her og nu – og Blake er ikke bare kristen, han ser også den slags kirkelige manøvrer i den frembrusende industrielle materialisme. Nå ja, og så på den anden side de profetisk, historiske skrifter, der den dag i dag kort og godt her og der, i toneangivende kredse, karakteriseres med gloser som ’vås’, eller med det gode engelske ord: Bonkers.

Helheden
Men Blakes værk må ses og læses som en helhed. Man kan ikke skille det litterære fra det billedmæssige. De hører sammen. Sådan ser Vilhelm Grønbech det også. Selv om det ikke ligefrem er krystalklart, i moderne forkortelse besat af bevidst glemsel, hvad han egentlig ser. For han genskriver Blake, han parafraserer. Ikke digtene, for dem citerer han bare :

Ah, Sun-flower ! weary of time,
Who countest the steps of the sun;
Seeking after that sweet golden
clime,
Where the traveller’s journey is done;

Where the youth pined away with
desire,
And the pale virgin shrouded in snow,
Arise from their graves, and aspire
Where my Sun-flower wishes to go.

Når Grønbech derimod går over i Blakes øvrige værk, stærkt påvirket af dets billedside, lyder det anderledes:
»Når trællene drager kværnen i blod og klage, spiller han op for dem, så at de for en stund glemmer deres umenneskelige lidelser; men midt i sin livsglæde har hans sang en egen hidsende kraft, den gør trællenes øjne skinnende, deres tanker urolige og fylder dem med drømme om frihed, til de drejer kværnstangen så hårdt at maskineriet sprænges.«

Billederne
Og, som sagt, dertil billederne. De er sære, ofte skræmmende. De trækker på noget, Wiliam Blake fandt i tiden omkring den italienske renæssances begyndelse, Rafael og før. Og det er ikke tilfældigt, at det var Dante Gabriel Rosetti og de engelske prærafaeliter, der genopdagede ham midt i det 19. århundrede. I forkortet perspektiv kan man godt sige, at renæssancens overmodning fører direkte til Ford, Birkenau og Gulag. Fysisk og mentalt.
Det så Blake. Det ønsker de færreste at se. Men det er her. Ondskaben er allevegne, den kender ikke til øst og vest eller højre og venstre. Den er her og nu, den er dig og mig. Den er enten det ene eller det andet, men man kan vælge noget tredje.
Det gjorde William Blake. Og det gjorde Vilhelm Grønbech med sin besynderlige bog om ham. Den udkom i 1933. Nu er den udkommet igen.
På en eller anden måde virker det ikke helt forkert, ikke totalt bonkers:
Can I see another’s woe,
And not be in sorrow too ?
Can I see another’s grief,
And not seek for kind relief ?

*Vilhelm Grønbech: William Blake – Digter – Kunstner – Mystiker. 277 s., ill. 349 kr. Vangsgaard

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu