Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Måske ikke helt så moderne

Den århusianske idehistoriker Hans-Jørgen Schanz har skrevet en original,ujævn og tankevækkende idéhistorie
Kultur
7. januar 2003

Ny bog
Der er folk og forfattere, der bekender sig til et før og et efter. Til et afgørende brud i verdenshistorien hvorefter mennesket skulle være radikalt anderledes: tænke, føle og leve helt anderledes end tidligere. Tiden før kalder man i dette perspektiv førmoderne, og tiden efter er moderne. Og som en digter sagde: »Man må være absolut moderne.«
Og dette diktum har huseret på universiteter, i bøger og i tænkende menneskers hoveder som et evangelium: erfaringen af dette brud var den afgørende erfaring, som al god kunst og tænkning reflekterede og gentog.
Før var verden sluttet og harmonisk, og menneskene var trygge ved deres plads i det store og i det lille billede. Efter blev verden fragmenteret og affortryllet og meningsløs.
Den århusianske idehistoriker Hans-Jørgen Schanz udgav i 1999 bogen Selvfølgeligheder, som problematiserede myten om det moderne som så radikalt anderledes. Schanz gjorde opmærksom på »Jobs bog«: et værk ubetinget skrevet før det store brud og alligevel et værk som eksponerer flere af de momenter, der skulle være eksklusivt moderne.

Den store historie
Nu har professoren fra Århus skrevet en Europæisk idehistorie, hvor 2.500 års tænkning udlægges på små 250 sider. Det er den store historie koncentreret i korte hovedsætninger.
Og Schanz har valgt at skære de 2.500 års tænkning i en personligt præget optik. Udgangspunktet og gennemløbet er ikke erkendelsesteoretisk. Det drejer sig om ikke om Humes attentat på kausalitet og Kants forsøg på at etablere fundament for videnskab overhovedet. Kvantemekanik og relativitetsteori er udeladt, ligesom en filosof som Edmund Husserl ikke er nævnt med et ord.
Bogen følger historiens kronologi. Indledningskapitler, der resumerer epokers tankestrukturer, følges op af gennemgange af enkelte filosoffers tanker. Oversigtskapitlerne er originale og præcise, mens de enkelte filosofgennemgange tendenderer det leksikalsk refererende.
Schanz indleder med at skitsere jødedommen og den græske filosofi som en modsætning, der siden videreudvikles mellem kristendom og romersk kultur:
»Meget groft sagt har det jødisk-kristne præget religionen i det europæiske, mens den græsk-romerske kultur har leveret inventar til den sekulariserede verden.«
Der sættes to kærlighedsopfattelser: den græske eros og den kristne agape. Eros appellerer til selvudfoldelse, agape til selvforglemmelse. Eros udlagt som motto: ’Kend dig selv’, mens den kristne vejledning ifølge Schanz bliver til ’Glem dig selv.’

Det moderne
Frem til renæssancen og reformationen fastholder Schanz relationen mellem religion og kultur som skema.
I optakten til det moderne udvikles en sekulariseret naturopfattelse, hvor naturen ikke længere opfattes som skabt væren, der peger tilbage som tegn på sin skaber som verdens forfatter.
Og herfra når Schanz frem til sin definition på det moderne, som ligger tæt på Michel Foucaults bestemmelse af samme brudflade. Det moderne viser ved tre forhold: menneskets forhold til naturen som materiale for menneskelig beherskelse og udnyttelse, menneskenes sociale relationer reguleres af fornuftsbegrundede normer og det for enkelte menneske bliver selvbestemmelse og autonomi til idealer.
Afslutningsvis gennemgår Schanz etaper af civilisations- og modernitetskritik. Nietzsches udfald mod det demokratiserede menneske, der glemmer sig selv i stedet for at udfolde sig selv.
Psykoanalysen, eksistenstænkningen, Poppers kritik af historicismen, Hannah Arendts modernitetskritik, Frankfurterskolens kulturpessismisme m.v. skitseres næsten stikordsagtigt under stadigt henblik på filosofi om historien og samfundet. Den økonomiske tænkning udlægges udførligt i bogens sidste del.
Bogens undertitel betegner en idehistorisk prioritering: Historie, samfund og eksistens.
Sætter man naturen på historiens plads bemærker man, at de tre definitoriske træk ved moderniteten som strukturerer gennemgangen. Og forestillingen om historien som menneskeskabt og det værende som forhandlet og formidlet gennem historien bliver modernitetsbærende.

Ikke så forskellige
Schanz pointerer hvorledes netop den historieopfattelse problematiseres gennem det 20. århundrede. Schanz gør opmærksom på ligheder mellem moderne og præmoderne; dvs. på historiske konstanser:
»I menneskelivet findes en række – og meget afgørende – fænomener, som egentlig ikke har noget som helst at gøre med modernitet eller for den sags skyld modernisering. Menneskets sansning, dets følelser, dets sprogkapacitet og tænkning samt samvittighed.«
Den modernitetsuafhængige konstans bevirker ikke bare, at vi ikke er så forskellige fra tidligere tiders mennesker, som en vis myte insisterer på.
Det betyder også, at vi måske ikke er så forskellige fra de samfund og kulturkredse i resten af verden, som ikke er moderne.
Derfor anmoder Schanz til sidst om global besindelse for der er »vilkår som er alles, og derfor ikke kan tages til indtægt af bestemte kulturer.«
Således konkluderer Hans-Jørgen Schanz sin idehistorie med en slutning, som begrunder strukturen i resten af bogen. Og omvendt naturligvis.
Bogen er i sin helhed båret af Schanz’ tænkende overblik og svækket af svingende kvalitet i de forskellige afsnit. Indimellem henvender den sig indforstået til læseren, andre gange synes den skrevet til udenforstående.
Det er første gang i 40 år, der udkommer en europæisk idehistorie på dansk, og
Hans-Jørgen Schanz’ bog er under alle omstændigheder et tankevækkende og udfordrende supplement, til den idehistorie som den første professor i Idehistorie i Århus Johannes Sløk mfl. udgav.

*Hans-Jørgen Schanz: Europæisk idehistorie – historie, samfund, eksistens. 237 s., 350 kr. Høst & Søn. Er udkommet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her