Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Monumental mosaik

Gør et godt køb: køb Harold Blooms Genius. En rædselsfuld, krukket og snobbet bog fuld af fantastiske iagttagelser
Kultur
8. januar 2003

Ny bog
Den amerikanske litteraturprofessor Harold Bloom har netop udgivet en kæmpestor bog med portrætter af verdenslitteraturens 100 største navne. Han kalder bogen Genius, men det er ikke bare en bog, det er et kabbalistisk tempel, hvor et gnostisk lys netop sørger for, at vi kan skimte konturerne af dette tempelrum, hvis gulv er beklædt med guldmosaikker, ikoner af Shakespeare, Platon, Goethe, Dante, Muhammed og Rimbaud.
Dette litteraturtempel har imidlertid ikke et centralt rum, men kun indgange, en for hvert digtergeni, der selv står vagt for indgangen til sit rum, som der trænger et svagt lys ud fra, som den læsende får øje på og prøver at komme tættere på. Men dørvogteren er ikke sådan at komme forbi, han stiller forskellige betingelser, faktisk temmelig mange.

Modbydelig massekultur
Først er der tiden, altså nutiden. Bloom forklarer, at de vestlige universiteter siden 1967 har søgt at begå harakiri, ved at fodre deres studenter med moderne kultur, cultural studies og postcolonial studies, altså med tvivlsomme eksotiske romaner og teorier om emancipation, byrum og kropsstudier. Derfor ankommer den arme tempelbesøger med meget lidt motivation, selv den mindste digter-dørvogter som Victor Hugo eller Hugo von Hofmannsthal må skræmme læseren, for slet ikke at tale om Sokrates eller Cervantes. Så Bloom forventer ikke begejstring af sine studerende, men højst, at de ved mødet med de store, skræmmende ånder føler en tomhed i deres sjæl, som så kan sætte gang i deres søgen efter Genius i sig selv, og hinsides porten.
Men ikke nok med det, for hver port indgår i et kompliceret system af kabbalistisk tankegods. Hele bogen er inddelt i ti sefirater, dvs. sider af Guds Genius, for eksempel Keter, Hesed, Tiferet og Hod. De betyder henholdsvis krone, eros, medlidenhed og profetisk kraft.

Deep Reading
De 100 geniusser er inddelt efter disse kabbalistiske nøgleord, efter et system, som ifølge Bloom er fuldstændig arbitrært og præget af hans egne idiosynkrasier, og af hans store kærlighed til den amerikanske filosof fra romantikken Ralph Emerson, der talte om ’Representative men’, og om ’Genius’ som på én gang vores indre sans for det åndelige og dette åndelige, som det fremtræder hos de store ånder i åndshistorien. Emerson nævner Platon, Goethe, Shakespeare, og de står også højt i Blooms hierarki.
Men hele ideen med denne bog er altså dobbelt: Vi som læsere skal på én gang opleve, at porten til vores indre er spærret og spoleret af alle de dumme bøger, vi har læst de sidste mange år, og spoleret af afstanden til de sublime Geniusser på Blooms kabbalistiske stjernehimmel, som befinder sig lysår fra os i vores mørke, men som kan overvindes gennem ’deep reading’.
Og Bloom er selv indbegrebet af dyb læsning, denne mand har læst hele verdenslitteraturen, intet er fremmed for ham, han er gode venner med dem alle sammen, han opfører sig i denne bog som en beleven kabbala-party vært, der sørger for, at Shakespeare bliver introduceret for Platon, Goethe for Dante og Proust for Baudelaire; Bloom ved, at Goethe ville blive forelsket i Dantes Beatrice, hvis det ikke lige var for hans egen Christine Vulpius, og han ved, at kejser Augustus i virkeligheden er præsident Bush eller omvendt.
Denne bog er både fuldstændig rædselsfuld snobbet og krukket og fuld af fantastiske iagttagelser og sammenligninger, analyser og konklusioner. Øverst står således Shakespeare, indbegrebet af Keter/krone. Om ham står der, at han først blev en stor tragisk dramatiker, da han skrev Hamlet. Denne påstand når man ikke at skylle ned, før man straks føres hen til Goethe sammen med Shakespeare, der har en finger med i spillet, da Faust II bliver skrevet, for slet ikke at tale om Wilhelm Meisters Læreår. Og sandt er det, Shakespeare betød jo meget for Goethe, Goethe for Emerson, Emerson for Melville, og Melville for Bloom, der har placeret denne store ånd under det kabbalistiske ord, Hesed, Guds kærlighed til mænd og kvinder. Melville er den amerikanske Prometeus, der gør oprør mod Gud, i skikkelse af Kaptajn Ahab, der længes efter en ’frygtelig frihed’ uden Gud.

Macey’s
Når man er færdig med denne bog, føler man sig hensat til Truffauts film Fahrenheit 451, især dens slutning, hvor et utal af mumlende mænd og kvinder går rundt på en litteraturens ø, og fremsiger et hovedværk, som de kan ’by heart’, Raskolnikof, Slottet eller Gilgamesh. Men heller ikke Fahrenheit 451 er, hvad den engang var. hvis Bloom havde regnet med, at hans nye bog skulle have en dannende virkning på læseren, eller blot vise ham/hende, at dannelsen altid allerede er mulig i det indre og det ydre, også som eksil fra fremmedgørelsen, så har han nok taget fejl, for den massekultur, han foragter så højt, er den egentlige og mægtige koordinator af hans univers, det hele minder om mange mumlende mænd og kvinder i Macey’s gode varehus på New Yorks Fashion Avenue, hvor der netop er en masse store udstillingsvinduer med gode tilbud, som alle føler med sig selv, at de godt kan overvinde sig til at købe. Altså gør et godt køb, køb Genius af Harold Bloom, og læs den som det den er, en moderne fødselsdagsgave eller hadegaven til den kommende studerende, der gerne vil vide, hvad litteraturens kanon egentlig er og hvorfor man skal studere med den som ledebillede.

*Harold Bloom: Genius - A mosaic of one hundred exemplary creative minds. Fourth Estate London 2002. 814 sider. 25 engelske pund

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her