Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Når realpolitik fører til folkemord

Fremragende bog om Vestens svigt i Bosnien
Kultur
13. januar 2003

Mandagsbogen
Hvor lang tid tager det at destruere et mindre europæisk land ? At myrde i titusindevis af dets befolkning og udvise eller fordrive mere end en million, og at ydmyge, voldtage og traumatisere et ukendt antal?
I tilfældet Bosnien tog det tre et halvt år – fra april 1992 til oktober 1995. Hovedansvarlig for det værste folkemord siden Anden Verdenskrig var serbiske radikale nationalister og deres bagmænd med præsident Milosevic i spidsen. Mens ugerningerne foregik, havde europæere og amerikanere travlt med at diskutere, om der kunne gøres noget og i givet fald, hvad. I Brendan Simms fantastisk veldokumenterede og velskrevne bog, Unfinest Hour, kan man se, hvordan den britiske konservative regering var intet mindre end politisk hovedansvarlig for dette historiske svigt.
Med Douglas Hurd i spidsen, støttet af forsvarsminister Malcolm Rifkind, og med tragisk få undtagelser, hele den britiske intelligentsia og medierne gjorde britene alt, hvad der stod i deres magt for at stoppe militær handling mod uhyrlighederne i det tidligere Jugoslavien.
Drevet af en absurd variant af realpolitik (man antog simpelthen, at serberne ville vinde, og at man efterfølgende skulle forhandle med dem) og den bekvemme (forkerte) antagelse om, at mennesker, der bor på Balkan, tilhører en særlig krigsliderlig og barbarisk race, der er genetisk forudbestemt til at slå hinanden ihjel, gjorde det dygtige britiske diplomati deres bedste for at forhindre andre nationer i at handle. Briternes insisteren på vestlig passivitet førte til den mest alvorlige krise i det transatlantiske samarbejde mellem USA og Storbritannnien siden Suez-krisen i 1956.
Latterliggørelsen af de få, der fra starten anbefalede en humanitær intervention (som f.eks. Margaret Thatcher, der blev kaldt en »tidligere rejekælling fra Finchley« og fortaler for »følelsesbetonet sludder» af sine egne konservative parlamentesmedlemmer) var intens, næsten hadefuld.
»Bekvemme overmoralske standpunkter fremført fra lænestolen« var standard frasen, som især amerikanerne fik at føle. De britiske tropper på landjorden blev brugt til at forhindre den nødvendige hjælp stik imod den humanitære indpakning, tropperne var sendt af sted i.
Simms viser, hvordan kombinationen af humanitarisme og realpolitik giver det dødelige resultat: militær handlingslammelse.
»Tak, fordi I giver os mad. I det mindste vil vi dø med maven fuld,« som en af de belejrede byers kommandanter siger på et tidspunkt.

Rose var værst
Det mest usympatiske billede tegner bogen dog af den britiske øverstkommanderende i Bosnien, general Michael Rose. Hvor politikerne lagde strategien (og Simms påviser også, hvordan oppositionen fra Labour-partiet ikke afveg fra den officielle britiske linje), så var Rose ansvarlig for et britisk galehus af en militær struktur.
Rose beskrives gennem interviews med hans nærmeste soldater, citater og officielle udtalelser og fremstår som en usympatisk, macho-parodisk racist. Hans beundring for serberne og foragt for muslimerne (og amerikanerne) er second to none. Og soldaterne, der følger hans ledelse, formes af dette monster, som man kun kan undre sig over, kunne blive så længe på posten. Rose beskyldte ved flere lejligheder ’muslimerne’ for selv at stå bag angreb og mord på deres egne for at få den internationale hjælp til at komme hurtigere.
Indtrykket var, som en udsendt fra nyhedsbureauet Associated Press siger i bogen, at muslimerne var »barbarer, som fik, hvad de havde godt af, en art undermennesker adskillige klasser under ham (Rose, red.) selv.« Serberne vurderes modsat til at være »til at tale med«, effektive, velfungerende og rigtige soldater, patriotiske mænd af ære.

Ros trods mediekritik
Unfinest Hour er en sjældenhed i den enorme mængde litteratur, der udkom i årene efter afslutningen af krigen i Jugoslavien. Alene ved at være skrevet af en britisk akademiker, der forsvarer amerikansk udenrigspolitik.
Man må til de britiske kritikeres ros sige, at selvom bogen med citat efter citat viser, hvordan medier og intellektuelle nærmest falder over hinanden i start-90’erne for at sige sætningen »alle parter har lige meget skyld«, hvilket vitterligt var det rene nonsens, så blev bogen fremragende anmeldt i samtlige britiske medier.
Både The Guardian og Financial Times havde den med som en årets bedste bøger i 2001, og anmelderen fra The Independent, skrev, at de berettigede anklager mod den britiske stat, som bogen dokumenterer, fik ham til at ville kaste sit britiske pas og statsborgerskab i den nærmeste skraldespand.
Spørgsmålet, som en britisk officer skrev hjem til sin familie i 1993, er: »Hvordan vil vi blive bedømt historisk – eller hvordan vil mine børn se på vores rolle i dette folkmord. Hvordan kunne vi blot stå og se på, mens Sarajevo systematisk blev nedbrændt og bombet af serbisk artilleri? Hvad tænkte vi på, mens vi så bundter af mennesker flygte under beskydning for senere at dø i af kulde og udmattelse i en belejret fjern landsbys gader?«
Med Unfinest Hour ser vi, at selv om soldaten vil have minder om krigen i Bosnien resten af livet, så er det ikke ham, der har det øverste ansvar. Det har det britiske politiske establishment, som veluddannede, reflekterende og fuldt bevidst med åbne øjne forrådte det bosniske folk.

Forræderi
*Brendan Simms: Unfinest hour. Britain and the destruction of Bosnia. Allan Lane, 463 sider, 18,99 £, Penguin Books 8,99 £

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her