Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

En næsten sand historie

Peter Careys mesterlige roman ’Den sande historie om Kelly-banden’ genfortæller historien om Australiens Robin Hood, og spørger samtidig om fortiden egentlig er fortid
Kultur
21. januar 2003

Ny bog
Enhver australier ved, hvem Ned Kelly er. Legenden om den snu landevejsrøver, der stjal fra de rige og i 1880 blev hængt i Melbourne, er forlængst blevet en del af den nationale mytologi. Hovedgaden i Glenrowan, hvor han blev fanget iført hjemmelavet rustning og en spand på hovedet, er ved at bukke under af kulørte boder, der sælger Kelly-souvenirs, og i resten af landet pryder hans navn alt fra burgerkæder til boxershorts.
Denne bushranger, som en fredløs røver kaldtes på hans tid, er med andre ord en figur, som enhver australier føler, at de kender både ud og ind – og skulle de have lyst til at vide mere om ham og hans blodige eventyr, kan de i øvrigt blot konsultere Ian Jones’ fremragende biografi fra 1995.
Det første, man spørger sig selv om, når man sidder med Peter Careys roman The True History of The Kelly Gang (2001) i hånden, er derfor, hvad man skal bruge en sådan til. Kan en seriøs forfatter af Careys kaliber tilføje den muntre historie om en stolt og smågal folkehelt noget nyt?
Spørgsmålet er blevet besvaret med et stort ja. I hjemlandet placerede et næsten enigt kritikerkorps straks romanen på hylden med nationens maskuline klassikere side om side med Patrick White og Randolph Stow – Australiens litterære sværvægtere, hvis værker akkurat som Careys dirrer af opgør med fortiden og myterne. Og i England modtog forfatteren oven i købet den prestigefyldte Bookerpris, akkurat som han nogle år forinden havde gjort det for den roman, han nok er mest kendt for herhjemme, Oscar og Lucinda (1988).

Pure opspind
Nu er hans fortælling om Ned Kelly og hans bande så kommet på dansk i Niels Brunses formidable oversættelse, og for læselystne eventyrere med hang til røverhistorier a la Huckelberry Finns og Robin Hoods er det blot at afsætte et par aftener til en oplevelse ud over det sædvanlige.Titlen, Den sande historie om Kelly-banden, er noget misvisende, for der er faktisk tale om relativt fri digtning fra forfatterens side.
Carey har ladet sig inspirere af overleveringer og efterladte breve, og dertil føjet en kærlighedshistorie og en datter, til hvem Kelly genfortæller sit liv. De 13 ’pakker’ med støvede breve adresseret til hende udgør romanens afsnit og er altså pure opsind.
Hvad Carey kræver af læserne er for så vidt, hvad han har krævet i alle sine bøger, nemlig at man for en stund glemmer den officielle historieskrivning og i stedet lader sig forføre af fortællingen. Og efter et par sider, hvor man skal vænne sig til, at Kelly giver pokker i traditionel tegnsætning, er det som allerede antydet intet problem.
»Du ved sikkert at jeg har udgydt menneskeblod når der ikke var andet valg og dengang var jeg lige så uskyldig som en soldat i en krig. Men hvis der fandtes en lov mod at myrde et dyr ville jeg erklære mig skyldig og du kunne med rette tage den sorte hue på hovedet for jeg dræbte min lille kvie dårligt og det er jeg stadig ked af,« lyder det fra fortælleren i romanens indledende afsnit, da han tænker tilbage på sin første jagtoplevelse.
Denne veludviklede sans for moral følger ham gennem resten af livet, af hvilket der – af hensyn til de uindviede – ikke skal røbes andet, end at det går derudad over stok og sten med plattenslageri, slagsmål, bankrøverier og smukke australske vidder.
Med et velsmurt stemmebånd, der på en gang dirrer af naivitet og vid, hævnlyst og retfærdighedssans, forventninger og angst ruller Ned altså denne historie ud for sin datter. Har man intet kendskab til den, kan det anbefales at skippe indledningerne til hver ’pakke’, da disse opsummerer kommende hændelser. Ellers er det blot at gå i krig.

Fortiden er ikke død
Peter Carey har med ’Den sande historie’ understreget, at han tilhører eliten af såkaldte commonwealth-forfattere, som de er kaldt på universiteternes politisk korrekte læseplaner. I selskab med de bedste af disse – Ondaatje, Naipaul, Rushdie, Mistry, Coetzee og så videre – går han på (gen)opdagelse i sit hjemlands myter og legender. Undervejs tvinger han læseren til at reflektere over den nationale selvforståelse, den tidligere kolonimagts indflydelse og – ikke mindst – over begrebet historie. Er man ikke for forpustet af den hæsblæsende handling, kan det for så vidt være på sin plads indimellem at stoppe op og overveje, hvorfor den altid socialt engagerede Carey indledningsvis citerer William Faulkner for følgende:
»Fortiden er ikke død, den er ikke engang fortid«.

*Peter Carey, Den Sande historie om Kelly-banden, oversat af Niels Brunse, Samlerens, 408 sider, kr. 348. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her