Nykritik
I en usædvanlig smuk og konsekvent litteraturkritisk komposition har Thomas Thurah beskrevet og analyseret tre aktuelle og meget læste skandinaviske forfatterskaber for deres fortolkning af menneskets lod, tre kapitler om P.O. Enquist, Peer Hultberg og Jan Kjærstad. Så hvad er et menneske? lyder det retoriske spørgsmål.
Thomas Thurah er ikke fremmed for retorikkens stilistiske virkemidler, når han ryster og rusker i en tekst for at jage også den sidste mening ud af den og vise sammenhængen mellem indhold og udtryk hos disse drevne artister, og hvordan tomheden, mangelen, centrummets intethed, der synes at være et modernitetens vilkår, bliver til form. Deres udtrykkelige formvilje har så at sige inspireret ham til en stram, næsten symmetrisk konstruktion med Villy Sørensen som erklæret forbillede. I hans over 40 år gamle essaysamling Digtere og dæmoner er faldet, også kaldet værdikrisen eller traumet, en eksistentiel kategori, anskueliggjort hos tre digtere, Harald Kidde, Thomas Mann og Hermann Broch, der står for henholdsvis erindringen, faldet og gentagelsen.
I indledning og slutning viser Thurah mange underlige overensstemmelser og korrespondenser mellem dem og de nulevende, den svenske, den danske og den norske forfatter i den trinrække.
Han tager ikke ved lære af Villy Sørensens særlige pointerede stil, men synes snarere at lade sig influere af de tres forskellighed. Om Enquists Magnetisørens femte vinter lyder det f.eks. næsten som i en syntaktisk spejling: »Magneten og spændingen. Magikeren, skuespilleren og hans publikum. Den dobbelthed findes romanen igennem. Meisner taler om en scene hvor der ikke findes andre end mig, mig og sygdommen og magneten. Tavse hvide ansigter rundt om, musik og kraft.«
Sidestillinger
Det tager til med sådanne sammenstillinger, opremsninger, appositioner og forkortede sætninger. Fordoblinger og indskud mellem tankestreger for nu at kopiere hans stil. De ophobende sidestillinger forøges under omtalen af Hultberg, hvor også spaltningen og absurditeten hersker og den menneskelige syntaks bliver brudt. De associationsrige fortællinger hos Kjærstad stemmer til gengæld i den grad rytmen op og musikaliserer bevægelsen. Det er helt dramatisk og fængsler en, mens der utrætteligt trækkes lange perspektiver ud af de nøjeregnende aflæsninger. Der kan stadig drives en yderligere erkendelse frem. Han slipper nødigt taget.
Det er tre forskellige menneskebilleder, der tegner sig på baggrund af det fælles tab af helhed, uskyld, eller hvad man nu foregøgler sig af oprindelighed, stimuleret af syndefaldsmyten og arvesyndsbegrebet. Hos Enquist drejer det sig om en gådefuld forhistorie, som skal opklares. Det fortrængte har en tydelig seksuel og religiøs aura. Eftersøgningen er objektiveret i forskelligt stof, samfundshistorisk som bl.a. i romanerne Musikanternes udtog, Livlægens besøg og Lewis rejse. Titlerne Nedstyrtet engel og Kaptajn Nemos bibliotek fører os ned i dybet og ind i grotten af skjult forfærdelse. Der er naturalistisk blændværk og uforglemmelige skikkelser i dette repertoire af strid mellem følelse og fornuft.
Hos Hultberg er luften køligere i hans kliniske ironi. Der er afstand mellem fortælleren, der nok er lumsk tildækket til stede i de fortabte figurer, mens han afsynger sit Requiem eller afspiller Præludiet til Chopins konfliktfyldte fremtid. Sadomasochisme er ikke for ingenting et genkommende motiv. Men teksterne folder sig ud i store mytologiske perspektiver. Thurah afdækker detaljeret, hvordan især fortællingerne i Byen og verden er skrevet henover antikke myter. Det understreger karakteren af noget uafvendeligt i livsmønstret.
Nykritisk metode
I modsætning hertil er Jan Kjærstad på eventyrets side. Her som hos de to andre får Thurah understreget kontinuiteten og den stærke indre sammenhæng i forfatterskabet og dets tematiske og formelle labyrinter. Wergeland-trilogiens postmodernisme opløser modernisten Hultbergs fastlåste skæbner ved at ophæve spaltningen af den menneskelige bevidsthed og give den mangfoldige facetter, en uendelighed af fortællemuligheder. Dermed bliver den store roman om Forføreren, Erobreren og Opdageren både en krimi, en opbyggelig evangeliefortælling, et eventyr og en dannelsesroman. For der er en forvandlingsmulighed i den inderste tomhed. Komplementaritetstanken, hentet hos Niels Bohr, er nøglen til et liv i accepterede modsætninger.
Der er en ganske encyklopædisk dannelsesverden til stede i de tre forfatterskaber, en mægtig kulturtradition i deres konstaterede brud med traditionens menneskebillede.
Thomas Thurahs livtag med den er et ordentligt studium, men han har afstået fra det akademiske lærdomsapparat. Metoden er nærmest nykritisk, en læsning af værk efter værk, samlet til overblik og sat i ramme af et helhedssyn, der så lukker sig om sig selv. Sympatiserende i kraft af hans grebethed af emnet, men ikke ukritisk.
Han har ikke krediteret andre forgængere og fortolkere end netop Sørensen, hvad der også er temmelig uakademisk, men nok letter tilgangen. Kan man læse de omtalte tre, kan man også læse Thurah og finde ud af, hvad han så er for et professionelt menneske.
*Thomas Thurah: Så hvad er et menneske? Tre kapitler om P.O. Enquist, Peer Hultberg og Jan Kjærstad. 256 s., 248 kr. Samlerens Forlag
