Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Se tilbage med glæde

Den første biografi om storbritaniens Vrede Unge Mænd tegner et levende og underholdende billede af en gruppe kunstnere, der ramte tidsånden med en stribe værker, hvis indflydelse kan spores overalt i den senere populærkultur
Kultur
4. januar 2003

Ny bog
Der var ikke meget at grine ad i England i de tidlige 50’ere. Nazismen var godt nok blevet besejret, men krigsårene havde tæret på den tidligere stormagt, der på alle niveauer i samfundet virkede økonomisk afmattet og socialt udmattet. Politisk skete der heller ikke meget: I 1945 var Labour løbet med sejren, men det stod hurtigt klart, at befolkningen bekymrede sig mere om materielle goder og madrationeringer end om tandpleje og sygesikring, og efter blot en enkelt valgperiode blev den konservative Winston Churchill stemt tilbage som premierminister. Det var med andre ord ikke en tid, der ligefrem emmede af energi, kulør og overskud til at tænke radikale tanker.
Ikke før midten af årtiet i hvert fald, hvor det pludselig stod klart, at der var ved at ske noget på den kulturelle front. I 1953 og 54 var John Wains roman Hurry On Down og Kingsley Amis’ Lucky Jim udkommet; i januar 1956 udsendte Colin Wilsons sin gennemang af den litterære ener, The Outsider, mens
John Osbornes drama Look Back in Anger samme måned havde premiere på The Royal Court Theatre i London. Med den succesfulde debutroman, Room at the Top, der udkom i starten af 1957, føjede pressen hurtigt forfatteren John Braines navn til, hvad de døbte ’The Angry Young Men’.
Allerede et par år efter stod det klart, at de vrede unge mænd ikke havde så meget til fælles, som først antaget. Og vel også at de med ovennævnte titler havde leveret deres bedste værker. Deres indflydelse på tidens kulturelle vinde – og ikke mindst dem, der skulle blæse over Swinging London årtiet efter – har dog aldrig været til diskussion... Og Som Humphrey Carpenters netop udkomne bog The Angry
Young Men: A Literay Comedy of the 1950’s vidner om, havde de sjovt lige så længe, det varede.

Porno på Oxford
Poeten Philip Larkin, der aldrig var ’officielt’ medlem af gruppen, og Amis mødtes på Oxford i 1941. De fandt hurtigt sammen om deres interesse for jazzmusik, sex, litteratur og lysten til selv at ville fortælle historier. Deres første spæde forsøg udi skrivekunsten kan bedst rubriceres som en blanding af blød porno og umoden håbløshed, som Carpenter skriver. Senere blev Larkin nødsaget til at skippe universitet for en ernære sig som bibliotekar, inden han kunne leve af sin
poesi.
I mellemtiden var John Wain dukket op på Oxford for at studere engelsk. Han fandt hurtigt sammen Amis, hvis manuskripter han fik til gennemlæsning. Indtil da havde det aldrig strejfet Wain, at han selv kunne skrive bøger. Amis, der derimod struttede af selvtillid og var det naturlige midtpunkt i et hvilket som helst selskab, opmuntrede ham til at forsøge sig med lige, hvad han havde lyst, hvorefter Wain startede det litterære magasin Mandrake, en postion der i 1953 førte til et job som vært på BBC’s radioprogram First Reading. I sit allerførste program præsenterede han et uddrag af Amis’ endnu ikke publicerede roman Lucky Jim.
Disse venskaber var undtagelsen blandt gruppen, der sjældent følte sig for gode til at kritisere hinanden. Specielt Wilson var dengang – som tilfældet også var da Carpenter interviewede ham til bogen – skarp i kritikken af sine jævnaldrende, hvis værker han til dato ikke har andet end forargt til overs for hinanden.

Socialistiske egoister
»Jeg kan knap nok vente med at skrive mit eget stykke,« proklamerede Wilson eksempelvis efter at have overværet Osbornes Look Back in Anger i premiereugen.
Mere end en egentlig bevægelse fremstår de i Carpenters øjne da også nærmere som en gruppe jævnaldrende individualister, der tilfældigvis havde arbejderbaggrunden (bortset fra Wain), rodløsheden og interessen for litteratur til fælles.
På et tidspunkt flirtede de alle med socialismen, men deres protester havde nærmere bund i en kritik af den britiske stilstand og konservatisme end i et kærlighedsforhold til marxismen. Ingen af dem skammede sig over deres baggrund, men brugte den derimod i deres kunst, der formeligt emmer af figurer, der ender som stolte og materialistiske britiske arbejdere uden et stænk revolutionært blod i årerne.
Carpenter betegner dem rammende som socialistiske egoister og fremhæver John Braine, der godt nok deltog i demonstrationer mod Englands krig mod Egypten, men også brændende ønskede sig at »køre gennem Bradford i en Rolls Royce med to nøgne kvinder ved min side fyldt med juveler«.
The Angry Young Men er den første egentlige gruppe-biografi. Ud over biografer og memoirer om og fra hver enkelt kunstner, har vi haft Kenneth Allops The Angry Decade, der stammer helt tilbage fra 1958 og således er noget bedaget, og Harry Ritchies velresearchede Success Stories (1988), der dog udelukkende fokuserer på mediernes rolle i skabelsen af fænomænet.
Carpenters underholdende og indsigtsfulde bog på kun lidt over 200 letlæste sider, lægger sig midt mellem de to værker og tegner et levende og komplekst billede af en litterær bevægelse, der godt nok ikke holdt mange år, men hvis spor kan anes i alt fra romaner som Keith Waterhouses Billy Liar (1959) og Alan Silittoes Saturday Night and Sunday Morning (1958) til værker af dramatikere som Arnold Wesker, Harold Pinter og Dennis Potter; fra den britiske filmindustris såkaldte køkkenvaskdramaer til Monthy Python’s flyvske satire, og fra The Beatles til 60’ernes seksuelle revolution, der blev godt hjulpet på vej af det første Penthouse på det britiske marked – hvor Colin Wilson figurerede som medredaktør.

*Humphrey Carpenter: The Angry Young Men – A Literary Comedy of the 1950s. 244 s. Penguin Books

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her