Læsetid: 5 min.

Svært at sætte ord på æstetiske oplevelser

Filosoffen Ole Thyssen udgiver ny bog om brugskunstens æstetik og anvendelse i moderne kommunikation
22. januar 2003

Kommunikation
Som borgere i et informationssamfund har vi for længst vænnet os til tanken om, at moderne virksomheder ikke først og fremmest består af fabrikshaller, maskiner og flittige arbejdsmyrer, men af kommunikation. Carlsbergs kerne er hverken samlebånd fulde af klirrende ølflasker eller hovedkvarterets berømte stenelefanter. Det er snarere Bindesbølls ’klassiske’ skønvirke-logo, som forbinder reklamens virvar med det produkt, vi skal købe.
Virksomheder består af kommunikation, og deres kommunikation er i væsentlig grad æstetisk. Den slags kan man skrive bøger om. Og det er netop, hvad filosof og professor ved Handelshøjskolen i København, Ole Thyssen, har gjort. I dag udsender han bogen Æstetisk ledelse.
»Jeg læste om en amerikaner, der fastslog at 97 procent af al kommunikation består af æstetik. Lad os nu bare sige, at selv om dette skulle være overdrevet – jeg kender ikke hans kilder – så kan vi dog fastslå, at æstetikken fylder meget for os. Alligevel lades den ofte uberørt. Vi har tit kun ganske forlegne ord for vores æstetiske oplevelser. Den æstetiske oplevelse bliver straks til beskrivelse, når vi skal forklare, hvorfor en biograffilm er god. Men elementært set handler det om at sige: hvorfor virker det her? Hvorfor rammer det en strømførende åre i mig? Hvorfor er der noget, der slår igennem? Valget imellem den ene og den anden Rasmussen var også et æstetisk valg. Nyrup havde altid vanskeligheder med at slå igennem, mens Fogh elementært set var en bedre taler end Nyrup. Til trods for at deres taler stort set var ens.«
– Hvis vi altid konkurrerer på værdier, betyder det så at selve markedsmekanismen er æstetisk?
»Først må vi slå fast, at der er mange forskellige markeder. Der findes et marked for varer og tjenesteydelser, men også et videnskabeligt marked, hvor du udsender videnskabelige publikationer og ser, hvad der sker med dem. Der er også et erotisk marked og et kunstmarked. Hvis du kaster et værk på gaden, må det forholde sig til et marked for æstetik. For mig at se er markedet den måde, vi kommunikerer på, når afsender og modtager er fraværende i forhold til hinanden. Du ved ikke, hvordan bordet her er lavet og producenten ved ikke, hvordan du bruger det. Man mødes upersonligt med hinanden i et system, og derfor opstår der mekanismer, nemlig markedsmekanismer. Så når vi har et marked for politik, er det fordi politikerne ikke kan se deres vælgere, og vælgerne ikke deres politikere.«
»Det gælder også for kunstsystemet. Vil jeg støtte det her eller ej? Inden for kunstsystemet bliver der hele tiden produceret nye værker, og derfor må de eksisterende værker hele tiden testes. Kan de holde dampen oppe eller synker de lige så stille ned i glemslen? Derfor forsvinder det meste kunst igen, og kun enkelte værker bliver klassikere, det vil sige, ting man af en eller anden grund har lyst til at blive ved med at iagttage. Man kan læse dem, høre dem eller se dem og opdage, at man har lyst til at gøre det igen. Og ikke nødvendigvis fordi man vil opleve noget nyt.«

Brugskunst
Imidlertid handler Thyssens bog ikke om kunst. Hvor han tidligere har skrevet om alliancer og mesalliancer mellem organisationer og kunstnere, handler Æstetisk ledelse fortrinsvist om brugskunst, og ikke om den rene, autonome kunst.
»Brugskunst er æstetiske virkemidler, der ikke bare aflæses på deres rent æstetiske værdi, men også har et andet program med i sig. Det kan være politisk, økonomisk og religiøst.«
»Renæssancemalerierne var ikke bare malerier, men også brugskunst, fordi de havde et religiøst formål. De blev både vurderet på, om det var god kunst, og på om de fremmede det rigtige budskab. Det var sådan, at hvis kunsten ikke fremmede kirkens budskab, blev den afvist. Mange kunstværker har gennem tiden ikke haft problemer med at leve op til politiske eller religiøse formål, men det er straks sværere med en virksomhed, der har det formål at tjene penge. For det er jo ikke noget formål, der kan inspirere kunstnere, sådan som politik og religion kan. Det er ellers en alliance, der har fået meget opmærksomhed fra Kulturministeriet og Erhvervsministeriet. Dér handler det om, at man har to parter, der har hver deres dagsorden, men som kan bruge hinanden ud fra hver deres egoisme i deres eget spil. Den alliance er fin nok, men det, jeg undersøger i den nye bog, er den æstetiske dimension, der så at sige er indbygget i organisationers normale måde at operere på.«
– Værkkategorien er altså ikke indskrænket til ting?
»Nej. Det kan også være en salgspræsentation eller et brevhoved. Eller når en chefredaktør, der prøver at motivere sine medarbejdere til at gi’ den en skalle eller gå ned i løn. Det har også værkkarakter, fordi det har en begyndelse og en afslutning, det kan iagttages som en sluttet helhed. Nogle gange er det svært at sige, hvor et værk starter, og hvor det slutter, men sådan er det jo også med kunstværker,« forklarer Thyssen og vender så alligevel tilbage til kunsten:
»I øvrigt kan al kunst bruges – og dermed være brugskunst. Hvis du tager et billede af Munch, og bruger det som paraply, er det så brugskunst? Jeg mener, at kunst må skelnes fra brugskunst, når den først og fremmest er til for at blive iagttaget – uden om empiriske og normative principper, akkurat som Kant mente, når han sagde, at kunsten ikke måtte have nogen interesse uden for sig selv. Til gengæld har der siden Kant været en vis ’hjemløshed’ omkring brugskunsten, fordi den ikke har noget eget system, men knytter an til andre og derfor falder ind under de mangfoldige formåls pluralisme som arkitektur, design osv. Over for den spredning har jeg i min bog prøvet at sige, hvad er brugskunst en bloc?«
– Du siger i din bog, at virksomheder i stadig højere grad må konkurrere på æstetiske og kreative værdier, der jo kun kan genereres af mennesker. Medfører det, at markederne bliver mere menneskelige?
»Nej, det tror jeg ikke. For vi har jo så at sige at gøre med systemer, der konstruerer deres egne personer. De folk, der producerer for en organisation, gør det jo kun med en del af deres væsen. Det er kun en del af dig, der arbejder for Information, og som avisen kan bruge som informationsfigur. Alt det, der ikke falder inden for den informationssammenhæng, er der ikke plads til. Så i den forstand er der bestemt ikke tale om nogen rehumanisering.«

*Ole Thyssen: Æstetisk ledelse. Om organisationer og brugskunst. 496 s., indb. 349 kr. Gyldendal. Udk. i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu