Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Tilfældets mester

Mastodontisk værk viser fotografier fra de mere end 50 år, den fortræffelige dokumentarist Elliott Erwitt har stillet skarpt på den menneskelige komedie
Kultur
7. januar 2003

Fotobog
Ikke at det kom til håndgemæng eller noget, men småtvister på
Informations redaktion var der faktisk, da fotografen Elliott Erwitts hardback supersværvægter betitlet Snaps, et trofæ for bogfetichister og fotoentusiaster, dumpede ind til anmeldelse. Her er nemlig tale om en luksuriøst layoutet bog, der bugner med over 500 af Erwitts vittige, intelligente og overraskende fotografier af den klassisk dokumentariske slags.
Slå benene op, skip det sludrevorne introduktionsessay og nyd den sædeskildring, ja, menneskelige komedie, Erwitt har set gennem sin linse helt tilbage fra 1946 og frem til i dag. Man sluger bogen, som var den en roman.
De færreste kender Elliott Erwitts navn. De fleste har nok set hans billeder. En skraldgrinende Marilyn Monroe, som for én gangs skyld glemmer kameraet og sig selv. Den såkaldte ’køkkendebat’, hvor en vredladen Nixon stikker en pegefinger i brystet på Khrusjtjov. Grace Kelly, der smuk og sval skrider gennem et lokale.

Gennembruddet
Erwitts skud af berømtheder søger de øjeblikke, hvor ikonerne slår sprækker, og vi ser med nye, forbløffede øjne på de kendte ansigter.
Uforglemmeligt er billedet, hvor Andy Warhol sidder ved siden af et barn, og selv ser mærkeligt barnlig ud. Eller dét af en smilende Che Guevara. Skønt Erwitt viser kändisserne fra friske vinkler, har fotografierne ikke afsløringsmetafysiske overtoner. De postulerer ikke at have fundet frem til det sande ansigt, blot en alternativ version.
Og så er der alle fotografierne af de ikke cool og kendte mennesker, hvis tilfældige, skæve møder, Erwitt mesterligt fanger.
Paris 1928 står der på Erwitts dåbsattest. Hans forældre var jødisk-russiske immigranter, der flyttede til Milano, da Erwitt var lille. I 1939 måtte de flygte til New York, og kort efter blev forældrene skilt. Erwitt tog med sin far til Los Angeles, hvor han blev ladt alene som 16-årig, da faderen fortsatte til næste stop.
Erwitt ernærede sig som fotografassistent, men da han var 18, drev ambitionerne ham fra baby- og bryllupsopstillinger til New York. At den visuelle begavelse var eminent fra starten, ser man på bogens tidligste billede fra 1946 af en lille pulloverklædt tæppetisser ved siden af sin ejerindes fødder. Vovsen rager kun lidt op over hendes ankler, hvilket ikke påvirker dens overlegne mine, som Erwitt har knipset i øjenhøjde.
Gennembruddet kom fire år senere, da Erwitt viste sine billeder til fotografen Robert Capa, medstifter af det nu legendariske og dengang kun tre år gamle billedbureau Magnum. Capa spottede talentet og lovede Erwitt, at han kunne blive optaget i Magnum efter endt militærtjeneste.

Magnum
Det er værd at opholde sig lidt ved Magnum, for Elliott Erwitt
inkarnerer bureauets værdier. Magnum, der er opkaldt efter champagneflasken, blev grundlagt af Robert Capa, Henri Cartier-Bressson, George Rodger, David ’Chim’ Seymour og William Vandivert, fordi de ønskede kontrol over deres billeder.
Både af idealistiske årsager og for at tjene penge, så de kunne håndplukke interessante opgaver. Man kan næppe overvurdere Magnums betydning for, at man efter Anden Verdenskrig begyndte at tage fotografiet alvorligt. Politik og fotografi hang sammen for Magnum fra begyndelsen, funderet som det var på anti-fascismen fra den europæiske venstrefløj.
Engageret medmenneskelige og æstetisk udsøgte billeder blev bureauets signatur. Den står alle forandringer til trods; stadig skrevet henover dokumentarfotografiet, der ikke ville se ud som det gør i dag, havde det ikke været for Magnum. Hos Etwitt megafonråbes de humanistiske og politiske budskaber ikke ud. De kryber snarere ind under huden på betragteren, når først man får øje på det synsbedrag, mange af fotografierne indeholder.
Erwitt kan få de mest oprørende situationer til at se lige så selvfølgelige og hverdagsagtige ud, som de er for de mennesker, der lever i dem. Derfor bliver det dobbelt oprørende, når det f.eks. dæmrer for én, at den lille æblekindede purk på moderens arm er iført ku-klux-klan kappe.
Kameraet har en sær evne til at få næsten hvad som helst til at se signifikant ud. Når man kigger på fotografier, føler man ofte, at de fortæller langt mere om de afbildede mennesker og situationer, end de rent faktisk gør.
Det udnytter nogle fotografer som virkemiddel, hvilket Erwitt opponerer imod i et af sine sjældne interviews. Han bryder sig ikke om overdramatiserede set-ups, hvor fotografierne tvangsfordres med en masse mening, som reelt ikke er der. At dømme efter Erwitts billeder er hans strategi at undersøge, hvilke historier hverdagens tilfældige møder og gestik kan fortælle, når de fikseres på fotopapir. Erwitt fanger de formelle, billedlige ligheder og kontraster, som hvert øjeblik åbenbares i vilkårlige mønstre.

Fortolket og forvrænget
Det er ikke bare hundene, der i glimt ligner deres herrer. En flamingo i ophøjet majestæt mimer vandhanen ved siden af, og en kvindes knækkede håndled peger den modsatte vej af gadeskiltet lige ovenfor. Eksemplerne er mange, og de kommer til at fortælle en ny historie på fotografiet, der ikke nødvendig er den samme som den, der tilfældigvis udspillede sig for fotografens linse.
Fotografierne får altså et selvstændigt liv. Erwitt lader der ikke herske tvivl om, at det er billeder, man har med at gøre og ikke nøjagtige aftryk af virkeligheden. Nok er hans mål som Magnum-fotograf at vise verden, som den er. Men som filosoffen Michael Ignatieff påpeger i kataloget til Louisianas flotte Magnum udstilling sidste år, er virkeligheden noget af det mindst åbenlyse, der findes. Man må som Erwitt fortolke og forvrænge den, for at den kan tone frem på billedet.
Yndere af det klassiske dokumentarfotografi vil stornyde Elliott Erwitts ypperlige fotografier. Andre kan også finde fornøjelse i at kigge med over skulderen. Værsgo, 55 års historie set fra overrumplende vinkler af en fotograf, der ikke skriver sandheden med stort og som ler godmodigt, men nøgternt af den menneskelige komedie.

*Elliot Erwitt. Snaps. Phaidon. Mere om Magnum på: www.magnumphotos.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her