Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Blot et enkelt øjeblik

Judith Hermann blev i Tyskland udråbt som sin generations stemme – en stemme, som siden debuten i 1998 har været tavs. Nu er hun tilbage
Kultur
13. februar 2003

Vidunderinde
Berlin – I fortællingen The End of Something beskriver Ernest Hemingway afslutningen af forholdet mellem Marjorie og Nick: De befinder sig ude på den lokale sø, byen omkring dem virker forladt, dens bedste tid ligger mange år tilbage. Majorie forsøger at få en samtale i gang, at nå ind til Nick, mens han nærmest er tavs og svarer sporadisk. Majorie ved, at noget er anderledes, end det plejer at være. Til sidst insisterer hun: »Nick, what’s really the matter?« og historien kulminerer i følgende dialog: »It isn’t fun anymore.« »Isn’t love any fun?« »No.« Og noget er forbi.
I 1998 debuterede den tyske forfatterinde Judith Hermann med bogen Sommerhus, senere – ni fortællinger, som skulle blive en af den nyere tyske litteraturs største overraskelser.
Novellesamlingen solgte i mere end 250.000 eksemplarer og blev oversat til 17 sprog. Anmelderne i Tyskland konkurrerede i superlativer. Kritikeren Marcel Reich-Ranicki annoncerede, at »vi har fået en ny forfatterinde, en fremragende forfatterinde,« og hans kollega Hellmuth Karasek hørte imellem linierne »sounden af en ny generation.« Af alle tyske Fräuleinwunder – som man kaldte den håndfuld unge tyske forfatterinder, der debuterede i slutningen af 90’erne – blev Judith Hermann vidunder nummer ét. Hun fik den blandt andet den velrenommerede Kleist-pris, som store forfattere som Bertold Brecht og Robert Musil fik tildelt for et halvt livsværk. Og for bare halvandet år siden skrev Frankfurter Allgemeine Zeitung, at ingen bog ventes der så meget på, som Judith Hermanns næste.

Det usagte
Hvad var det så, der fangede kritikernes og de mange læseres opmærksomhed? Det, at flertallet af bogens historier foregik i og omkring Berlin, i en tid, hvor Berlin-entusiasmen nåede sit absolutte højdepunkt? At novellerne udspillede sig i et rum, der ikke kunne defineres som øst eller vest? At personerne i bogen blev defineret i kraft af sig selv og ikke igennem job og status, lige præcis i en tid, hvor ’the new economy’ for alvor slog igennem? Eller var det blot Hermanns melankolske tone, evnen til at iagttage, til at trække læseren ind i historien allerede ved første sætning: »Mit første og eneste besøg hos en terapeut kostede mig det røde koralarmbånd og min kæreste.«?
Alt dette er en del af det. Men også kun en del. Hvad der udgjorde fascinationen af novellerne var ligeså meget det, som ikke stod i teksten, det, som kun blev antydet, som forblev usagt, det svævende. »Det, at skrive prosa er arkitektur, ikke indendørs-indretning, og barokken er forbi.« Judith Hermann ikke bare kender dette postulat af Hemingway, hun skriver sig bevidst ind i denne tradition.
I et essay om sin læsning af Raymond Carver bemærkede hun for et par år siden: »Carvers minimalisme, hans laden ude og hans afbrydelser, er på samme tid hans fuldstændighed.« Og om sit eget forfatterskab sagde Hermann fornyeligt, at hun søger at skitsere »den korte døråbning, der belyser et blot enkelt lille øjeblik, som udtrykker noget afgørende og rækker så vidt.«
Men også blot et øjeblik kan tage sin tid. Mere end fire år er der gået mellem Sommerhus, senere og novellesamlingen Nichts als Gespenster, som blev offentliggjort i sidste uge. Debutens succes blev en belastning for Hermann. Allerede ved en oplæsning af Sommerhus, senere i 1999 i Berlin blev hun spurgt, hvornår hun regnede med at udgive en ny bog. »Min computer er fuldstændig tom«, svarede Hermann. Tilhørerne opfattede det som en spøg, men hun tilføjede: »Nej, ærlig talt. Der er ingen historier tilbage.«
Som hun for nyligt fortalte i et interview, ville hun naturligvis leve op til de høje forventninger. Da hun begyndte at skrive den nye bog, vendte hun således hver eneste sætning: Var denne skrevet af en »fremragende forfatter«, var sproget »svævende melankolsk«, »søvngængerisk sikkert«, repræsenterede det »soundet af en ny generation«?
Skriveprocessen blev hurtigt afbrudt igen: Hermann var gravid og holdt op med at ryge. Men fødslen gav den rigtige afstand. Skriveblokaden blev brudt, og halvandet år senere – i efteråret 2002 – blev de over 300 sider afleveret til forlaget.

Litterære forbilleder
»Forsøget på, at forklare, hvad Carver-historierne vil fortælle, ville betyde, at der udtales det, som de fortier.« På sin vis gælder det, som Judith Hermann for to år siden skrev om et af sine litterære forbilleder, også for hendes egne tekster. De skal læses, ikke genfortælles. Sammenlignet med Sommerhus, senere er det dog iøjnefaldende, at de syv fortællinger i Nichts als Gespenster er længere og ingen af dem foregår i Berlin.
I hvert fald det første punkt får konsekvenser. Hvor Hermanns debut var stringent komponeret, har de seneste fortællinger barokke træk. Symbolsk for dette er en sætning allerede i den første novelle med titlen Ruth (Freundinnen), som beskriver et trekantsforhold mellem jeg-fortælleren, hendes bedste veninde Ruth og en skuespiller på et teater i provinsen. Efter 32 sider hedder det: »Hvad kan man, hvad ville man mere kunne fortælle, om Ruth og mig?«
Undlader man at sammenligne bogen med dens forgænger og måle den i forhold til novellens mestre som Hemningway og Carver, synes også Nichts als Gespenster at være lønnende, på mange måder inspirerende læsning. Den kun 32-årige Hermann viser sig igen som en fremragende fortæller med sans for detaljen, og som med få ord formår at trække læseren ind:
»I ugevis udfyldte hun formularerne i de forskellige moteller, sørgede for at bestille i restauranterne, forhandlede med vagterne på campingpladserne i nationalparkerne, mens Felix blot afventede, afventede til hun havde organiseret og afklaret tingene, det var ikke fordi, at han talte dårlig engelsk, det var fordi, at han fornægtede Amerika, at han fornægtede Ellen.« Og så følger historien om Ellen og Felix og en aften i Austin, Nevada, der skulle ændre det hele.
»Jeg er langt fra at ankomme. Men ikke fra længslen.« I det mindste denne sætning synes Judith Hermann at have tilfælles med sine figurer. Noget er forbi, noget andet begynder, kun i et kort øjeblik synes tiden en gang imellem at stå stille. Heri ligger livets mening – og dets uendelige melankoli. Omend kompositionen er lidt mere opulent, forbliver Judith Hermann i Nichts als Gespenster en eminent fortolker at dette tema.

*Judith Hermann: ’Nichts als Gespenster’. S. Fischer Verlag. 318 s., 18 euro.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her