Digte
Skal man stole på duoen Jac & Paardekooper (den, der før i tiden hed Jac & Schnack) er kun skriften tilbage af deres natur. Det lyder ikke af stort, men er i deres tilfælde meget, eftersom de i fællesskab råder over et bredt register. Med deres sjette fælles bog optræder de som et par gemytlige filurer, håndværkere med humør og teknisk præcision. De har ikke noget særligt på hjerte, og det demonstrerer de så, i 25 ret korte samskrevne tekster, frembragt over den samme formel:
Først opspring fra nulhullet, optakt med fynd. Så lidt voltigeren på stedet. Dernæst en legende trippen. Og endelig en springtur i sproget, inden den tit elegante landing. Hovedreglen er vistnok, at der i det enkelte digt, ja, i den enkelte verslinje, ingenting må stå og siges som man plejer. Ordvalget og sætningsbygningen skal konstant mærkeliggøres.
Det afsætter talrige sjove nydannelser som »overflodsmaver og rådvilde rumper« i et sjællandsk strandsommerdigt. Blåmossede lommefilosoffer ser duoen i København, i latinerkvarteret. Hvor de færdes, mærkes med deres egne ord »dette drist af musik«, dvs. gnisten, der omsætter øjebliksoplevelsen til kunst.
Kun alt for gavmildt spiller titlen bogens kritikere konklusionen i hænde. Digte på stedet hedder den, og derfra er ikke langt til at fastslå, at digtene selv ikke når ud af stedet. Vittigheden holder bare ikke. Der er en rytme i alt, og hvad det drejer sig om, er at komme på stemning med stedet, hvad enten det nu er Utterslev Mose eller Brøndums Hotel. Stemmerne er til stede som »digtets observatører« og bliver der som iagttagere fem gange tre gange fire lange linjer i alt, når fraregnes en epilog.
Satire
Billederne bindes sammen af møder, samvær, littterære fester og især oplæsningsarrangementer gennem årene. Et sted når vi helt tilbage i perioden med Klaus Høeck i Bandet Nul (1980-83), og da en dansklærer andetsteds striks beder om råkold ro, står der, at hun gerne ville »være digter og dyrke sit køn, måske en dag hun kvitter det fynske job«. Denne pædagog kunne være Pia Tafdrup engang omkring 1980.
En oplæsning i midten af København må have være vellykket, for selv ikke-rygerne ryger, »og bag flaskerne er planerne lagt«. Det samme var åbenbart tilfældet på Rungstedlund, hos Det Danske Akademi, hvor vinen bløder digterne op og alle, da der bliver gået tur, »har vådtet sig et eller andet sted, den ene tåre er større end den anden, men smerten bider som blæst«.
Retfærdigvis må det siges, at satiren skam også rammer duoen selv, som når man ved Tivolis Færgekro står i »nænsom erotisk tæthed«. Er det et genfærd, vi møder, eller er vi virkelig os selv, længere fremme, spørger de, måske med hilsen til Shakespeare.
Andetsteds spøger Per Højholt og Jørgen Gustava Brandt. Bogen er som helhed tilegnet Klaus Rifbjerg. Det er poesi på litteratur, og fordi det ikke giver sig ud for andet og mere end det, gør det næppe den store skade. Med den eventuelle nytteværdi er Jac & Paardekooper garantrisse fløjtende ligeglade.
*Duoen Jac & Paardekooper: Digte på stedet. 51 s., 159 kr. Lindhardt og Ringhof. Udkommer i dag
