Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Hitler og hans kvinder

Biografiske indblik i en tvivlsom kreds plus én
Kultur
27. februar 2003

Biografi
Det er velkendt i Det Tredje Riges mythos, hvorledes ikke mindst kvinderne ved 1930’ernes massemøder flokkedes om Hitler i horder, og som i religiøs ekstase tilbad den nazistiske diktator.
Gådefuldt, kan man mene, i betragtning af mandens afskyelige udstråling, tarvelige fremtoning med skråskuldre og hængerøv, samt det frastødende, oppustede, usunde ansigt. Måske begejstringstilstanden blandt de tyske kvinder i nok så høj grad skyldtes propagandaapparatets tilrettelæggelse af begivenhederne og presse- og filmreportagernes efterfølgende hjernevask.
Kvalificerede undersøgelser af lige præcis dette fænomen i det 20. århundredes største skam og skændsel savnes vist fortsat. Det feminine element og Adolf Hitler, der som regel var en sfinx med det private, kan studeres mere indgående i den fallerede postkortmalers forhold til egne og regimets kvindelige udvalgte yndlinge.
Historikeren og tv-manden Guido Knopp, der i forbindelse med en række tv-udsendelser i tysk tv om nazismens hovedemner har udgivet en række populære og for så vidt udmærkede bøger – fortrinsvis skrevet for et publikum der ikke er dybt fortrolig med perioden – har nu fulgt serien op med en femfløjet publikation om Hitler, og de kvinder i kredsen der i særlig grad fik betydning.

De udvalgte seks
Udvalget forekommer umiddelbart relevant: Veninden, ægtefællen i de sidste minutter af diktatorens liv, den kønne, overfladiske Eva Braun; rigets designerede førstedame Magda Goebbels, Hitlers propagandaministers viljestærke, fanatiske, evigt børnefødende gemalinde; musen Winifred Wagner, komponistens engelskfødte, fundamental-nazistiske svigerdatter, der gerne ville have giftet sig med Hitler; filminstruktøren, den kølige og beregnende propagandist Leni Riefenstahl; og endelig opportunisten, alibiet over for omverdenen, den svenske sangerinde og filmskuespiller Zarah Leander.
Som et vedføjet kapitel medtager Knopp efter disse regimetro eller medløbende personer Marlene Dietrich, verdensdivaen som det aldrig lykkedes Hitler eller Goebbels at få i kanen. Dietrich forlod i tide sit martrede land, slog sig ned i USA og bekæmpede, som hun siden sagde: drevet af anstændighedsfølelse Hitler og hans forbryderiske slæng.
Hun var vel i egentligste og tragiske forstand taber i kampen, eftersom hun mistede sit elskede Tyskland, det civiliserede samfund, hun havde kendt i sin privilegerede barndom og tidlige ungdom, og som i realiteten allerede var fortabt i 1914 og endeligt gik til grunde med Weimar-republikkens fald i 1933, Hitlers magtovertagelse, krigen og den næsten totale udslettelse af Tysklands materielle historiske arv.
Bortset fra Dietrich er disse kvinder, der deltager i uhyrlighederne ikke just sympatiske bekendtskaber. Magda Goebbels, som i ét og alt matchede sin ryggesløse husbond, endte med at tage livet af sine børn, fordi hun ikke kunne forestille sig, at de voksede op uden Hitler. Børnene blev vel at mærke ikke spurgt. Bayreuths dronning Winifred Wagner blev aldrig klogere, men forsvarede – antisemit som hun og hele koret i Bayreuth jo var – Hitlers ufattelige forbrydelser. For dette forhold har Friedelind Wagner beskrevet i bogen
Nacht über Bayreuth.
Den værste af dem alle var og er måske Leni Riefensthal, der om få dage fylder 100 år, fordi hun måtte vide og vidste, hvad der foregik, og hvilken enorm propagandistisk betydning hendes geniale filmværk ville få for Hitler og nazisterne.
Dertil kom at hun på det groveste udnyttede sin position til at opnå alskens fordele bl.a. rådighed over en større gruppe sigøjnere, som siden blev aflivet i Auschwitz, uden at den store kunstner naturligvis rørte en finger eller vidste noget om det bagefter.

Humanismens fjende
Guido Knopp giver mangt et lysende, vanvidsgrønt indblik i miljøet, hvor disse kvinder nød godt af magtens muligheder, mens de i nattetime efter nattetime påhørte førerens endeløse enetaler. Det hændte, at en og anden sagde fra, som da fotograf Hoffmanns datter, Henriette von Schirach, på Hitlers Berghof gav udtryk for beklagelse over, hvor forfærdeligt Hollands jøder blev behandlet af den tyske værnemagt. Hvid i hovedet af vrede sprang Hitler op og råbte: »Humanitært sludder«.
Humanisme var sjovt nok (heller) ikke et populært fænomen ved Hitlers hof. Henriette von Schirach blev aldrig siden inviteret. Men førerens udbrud skyldtes måske i lige så høj grad som hans afsky for menneskerettigheder og humanisme, at han levede et dobbeltliv, hvor han i det private især over for kvinderne normalt var høflig og beleven, kyssede på hånden og huskede sekretærernes kæledyrs fødselsdage, mens han få hundrede kilometer fra bjergidyllen lod millioner myrde.
Det sidste brød han sig bare ikke om at blive mindet om, når der var gæster til te.

Barnemord og kabale
Kvinderne, Winifred Wagner, Magda Goebbels, Eva Braun og sandsynligvis også Riefensthal, delte i rigt mål denne livsfarlige dobbeltmoral.
De levede i øvrigt fint med bevidstheden om de omfattende folkedrab og i forestillingerne om den gode tyske avlsdygtige kvinde med sunde interesser for køkken og børn, samt hang til Wagners musik og kedsommelig, småborgerlig konversation om trivielle og vulgære emner.
Netop sådan som livet formede sig i den nazistiske elite i fine nedringede silkekjoler med slids – Hitler kunne godt lide at se på dameben – diademer i håret, fortrængt sex og meget andet godt. Alt dette kommer frem på de særeste måder i dette betændte miljø.
Da det hele er forbi, og Magda Goebbels har myrdet sine seks børn ved at knuse giftampuller i munden på dem, sætter hun sig til at lægge kabale, mens ægtemand Joseph render op og ned i bunkeren og håber på et mirakel.
Guido Knopp har skrevet en læseværdig bog, omend kapitlet med antinazisten Marlene Dietrich forekommer ikke så lidt påklistret. Knopp burde velsagtens have taget en større tur om kvinderne i almindelighed under nazismen og sat de kendte hoveder i stærkere relation til de anonyme, navnløse, betagede der i mængder effektivt spændt fast i Hitlers forkrøblede og forkvaklede kønsopfattelse var med til at muliggøre tragediens fuldbyrdelse.

*Guido Knopp: Hitlers kvinder og Marlene. Oversat af Anette Petersen. 320 s. ill. 299 kr. Det Schønbergske Forlag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her