Læsetid: 4 min.

Hunger efter virkelighed

Er realisme på vej tilbage og i så fald – hvilken realisme eller hvilke realismer?
6. februar 2003

Nyrealisme
I de seneste år har der igen været stigende interesse for realismebegrebet. I USA har kunsthistorikeren Hal Foster talt om ’The Return of the Real‘, ligesom man har talt om ‘New Realism’ i litteraturen, bl.a. med henvisning til Raymond Carver og Richard Ford. Også på dansk er der kommet flere akademiske publikationer, der har haft gensynet med realismen på programmet. Samtidig har mange unge billedkunstnere, forfattere, film- og teaterfolk ihærdigt søgt at bryde ud af kunstrammen og blande sig i ’virkeligheden’ udenfor.
Så meget desto mere absurd var det, at Weekendavisen i slutningen af det forgangne år forsøgte at lancere en litteraturdebat ved at bringe en serie interviews med gnavne ældre herrer, der klagede over mangelen på realistisk litteratur i Danmark.
Nu udkommer en antologi redigeret af Britta Timm Knudsen og Bodil Marie Thomsen med titlen Virkelighedshunger, der har sat sig for at give et signalement af ’nyrealismen’ som en ny tendens i 1990’ernes og de tidlige 2000’eres kunst og kultur – sådan som det også var emnet for det forskningssamarbejde, bogen udspringer af.
’Nyrealisme’ plejer i dansk litteraturhistorie at henvise til den litteratur, Bodelsen-Stangerup-Kampmann skrev i 1960’erne – og hvis bannerfører netop var en af de gnavne herrer, Hans Hertel. Denne ’nyrealisme’ udgjorde en mere traditionel modvægt til 60’ernes eksperimenter med konkret poesi, popkunst, skabelonromaner osv. Og i dansk sammenhæng er ’realisme’ ofte blevet ensbetydende med fastholdelse af de historiske fremstillingsformer, der i 1800-tallet blev døbt realisme.
Eksperimenter med udtryksformerne er derimod uvægerligt blevet klassificeret som virkelighedsfjern formalisme – selv om f.eks. de eksperimenterende bevægelser i 1960’erne jo også ofte påberåbte sig realistiske intentioner og kunsthistorien talte om ’nouveau réalisme’.
Forsøgene på at opbløde de misvisende modsætninger mellem realisme og eksperiment har åbenbart haft svært ved at trænge igennem i den danske offentlighed. Så meget mere velkomment er det, at forskergruppen bag Virkelighedshunger gør et nyt forsøg på at anlægge en mere nuanceret optik.
De to redaktørers begreb om ’nyrealisme’ i den fælles indledning synes især inspireret af de amerikanske begreber om neorealisme, parret med en aktiv interesse for at undersøge, hvad der rører sig i samtidskunsten og medierne.

Realismeformer
Det interessante og nye ved antologien er ikke mindst, at den satser på at karakterisere en tidstypisk strømning på tværs af kunstarterne. Dermed bliver bogen et bud på en bredere tidsånd.
Som foregrebet i 1960’er-avantgarden skelner de nye realismeformer ikke mellem medieret og ’autentisk’ virkelighed; tværtimod indgår tv og andre medier som en selvfølgelig del af virkeligheden. De nye strømninger kan også udmærket eksperimentere på formsiden uden at tabe interessen for at indfange virkelighedens fænomener.
I Knudsen og Thomsens indledning og i Anne Jerslevs artikel om tv-mediets iscenesættelse af intimiteten ses massemedierne som afgørende for tidstypiske forskydninger i subjektivitet og omverdensopfattelse.
De ændrer moderne individers adfærd og oplevelsesmod helt ned i de konkrete sansninger – og danner dermed baggrund for anderledes livs- og kunstformer. En mediepåvirket sanselighed, som også indgår i Knudsens læsninger af ny kortprosa, og som Thomsen ligeledes søger at inddrage i sin analyse af Triers film, hvor den dog overdøves af et overbud af anden teori.
Det er ikke klart, om alle bidragene til antologien abonnerer på denne mediesociologiske baggrund, men i bogen kommer den ændrede medievirkelighed til at stå som den yderste forklaringsramme. Inden for denne ramme præsenteres en række diagnostiske nedslag i kunstarterne, hvor der veksles mellem forskernes analyser og kunstnernes egne udsagn. Det er i princippet en god idé at lade kunstnerne tale med. Det er jo netop tidstypisk, at kunstnere indtager en langt mere talende position i dag. I praksis virker det ikke altid i de indlagte interviews (med Annika Lundgren, Søren Lose, Camilla Holmgren og Helle Helle) – bl.a. fordi forskernes tolkninger bliver alt for bombastiske for kunstnerne.
Antologien lægger ud med et par eksempler fra performancegenren:
Claus Beck-Nielsen redegør for overglidningerne mellem sine forskellige personaer, og Rune Gade for den østrigske billedkunstner Elke Krystufeks masturbationsperformance på museet. Begge eksempler på, hvordan grænserne skrider mellem autentisk og simuleret, biografi og fiktion. I sin facetterede analyse af Krystufek taler Gade om en ’Performativ realisme’, der synes at låne træk fra både avantgardens og feminismens strategier og åbner for et ’mulighedsrum’, hvor nye forståelser og identiteter kan opstå.

Kulturanalyse af samtiden
Anne-Marit Waade peger på nyrealistiske teatereksperimenter med at bevæge sig ud i en blanding af site-specifikke hændelser og turistrundfart – en blandform også en del billedkunstnere har arbejdet med, og som ligesom de øvrige nye realismeformer åbner for et andet forhold til publikum. Man kunne have ønsket sig artiklen udvidet og ajourført med mere end det ene eksempel fra 1996, Waade omtaler.
Andre udgaver af ny realisme analyseres i antologiens artikler om fotografisk og litterær realisme. Mette Sandbye skriver om snapshotæstetik med Wolfgang Tillmans fotografi som konkret eksempel på det, hun overbevisende bestemmer som ’refleksiv realisme’. Britta Timm Knudsens Realismespor i 90’ernes kortprosa peger på nye visuelt-rumlige fremstillingsformer og på, at ’overfladerealismens’ opgør med dybdehermeneutikken langtfra indebærer tab af hverken realitets- eller læsernærhed. Mens Mads Rosendahl Thomsen i sin veloplagte analyse af Llambias Rådhus nøjes med at tale om ’nyere realisme’.
Der er således mange spændende perspektiver i antologien. Så mange, at man griber sig i at ærgre sig over, at bogen ikke er mere gennemredigeret. Hvis bogens forskellige realismebegreber havde været mere koordineret indbyrdes eller bedre sammentænkt i indledningen, eller hvis alle bidrag havde været lige så jargonløst velskrevne og velargumenterede (også over for ikke-indforståede læsere), som f.eks. Sandbyes eller Rosendahl Thomsens, og hvis man havde fundet en bedre form for kunstnernes indlæg – ja, så kunne Virkelighedshunger uden tvivl blive en vigtig bog i brede kredse.
Skønhedsfejlene til trods er den i høj grad læseværdig og inspirerende både i sine enkeltanalyser og i sit diskussionsudkast til en kulturanalyse af samtiden.

n Virkelighedshunger – nyrealismen i visuel optik. Red. Britta Timm Knudsen og Bodil Marie Thomsen. 252 s., 220 kr. Tiderne skifter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu