Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Poesiens ømme punkt

Hvad er meningen med, at verset skræver?
Kultur
13. februar 2003

V-punkt
I den seksuelle praksis kan man være heldig at mødes i det berømte G-punkt. Er det nu poesiens lyst, man er optaget af, gælder det ifølge Frank Kjørup om at støde til ved V-punktet, et fænomen ved digtet, han med afhandlingen Sprog versus sprog har navngivet, nemlig det skæringspunkt, hvor verslinien knækker.
Og i moderne lyrik knækker verslinierne de besynderligste steder, uden at det har rytmiske eller normalsproglige årsager. I mere traditionel verskunst udgør verset gerne en syntaktisk helhed, idet det dog er meget muligt at opnå særlige virkninger, overskrævs så at sige, ved at lade sætningen fortsætte ned i næste linje, det såkaldte enjambement.
Gode beskrivelser af det finder man selvfølgelig hos vores metriske stormester Jørgen Fafner, der for et par år siden ikke bare færdiggjorde sin Dansk vershistorie, men også står for den autoritative verslære Digt og form (1989). Hans synspunkt er, at det dog er syntaksen, rytmen, sprogets iboende mundtlighed, som styrer vers og strofer i nye meningskurver, hvorimod Kjørup rendyrker netop synspunktet: at det er det visuelle, grafiske udtryk, som bærer de frie vers og deres betydning. Linjebruddet er ’en syn-taktisk manøvre’. Her leger den fantasifulde sprogbruger med bindestregen som en slags enjambement.
Bogen er for en akademisk afhandling at være skrevet med et frodigt verbalt overskud i en ganske strabadserende gangart, hvor både poesien og læseren bliver indlagt til en forrygende enjambemental-undersøgelse, der truer med slet ikke at ville holde op i henrykkelsen over nye indsigter. Læseren være hermed både opmuntret og varskoet.

Formens semantik
Der foregår i disse år en intensiv forskning i digtningens æstetik, bl.a. Dan Ringgaards Digt og rytme, der anmeldtes her i juni, men stærkt imødegås af Kjørup, og Birgitte Steffen Nielsens Den grå stemme om den indre stemme i Tomas Tranströmers poesi, anmeldt for et år siden. Det kan altså være det akustiske eller oftest den metaforiske billeddannelse, der skønnes at være det, der væsentlig skiller poesi fra prosa.
Grundlaget for Kjørup er formalismens og nykritikkens insisteren på, at poetisk betydning er en funktion af formen, som er semantisk produktiv. I konflikten mellem naturligt sprog og poetisk tænkning opstår en æstetisk og kognitiv interferens, manifesteret i det særlige, ømme punkt: den vending, verset tager i enjambementet.
Det er her demonstreret med en provokerende overlegen fortolkningsevne gennem udvalgte, genkommende eksempler på versets særlige heroica fra Sophus Claussen til især Schade, Rifbjerg, Corydon, Bjørnvig, Hans-Jørgen Nielsen, hvor poesien gør vold på det naturlige sprog og dets formodede budskab. Det ligger jo med sin skræven og kræven et andet sted. Og det er synligt i linjebruddet.
Vers er godt for øjet! siger han og understreger læserens kropslige og dynamiske.aktivitet.
Forskellen mellem ’sætningsret læsning’ og ’versret læsning’ anskueliggør han eksempelvis med et Kællingedigt af Schade, hvor et par linjer lyder:
Klask mig paa Laaret, saa Helvede smælder Dørene i – vi vil leve i Himlen.
Når Schade knækker linjen efter smælder i stedet for at gøre sætningen færdig, etablerer han en ny helhed i den første linje. Det er ikke bare vold mod sproget men mod kødet, en ny ’ækvivalensrelation’ af klask og smæld, lår og helvede. Når øjet flytter sig, etableres så en anden sammenhæng. Poeten opererer med flertydighed.
Rifbjergs digt Vinden har lagt sig, erklærer, at ’alt er til stede’, men har en særlig udsigelsesform med bl.a. linjerne om, at vinden:
gemmer sig diskret bagbjerget i morgensolen holdes tilbage i fuglenes struber
og det forunderlige kan læses, at bjerget holdes tilbage i fuglenes struber!
Umiddelbart vil man kalde det en forrykt forvanskning af fornuftig, fortløbende læsning. Og det er det netop. Nye rigdomme åbenbarer sig i den grafiske manipulation af sproget, den, der giver verset status af ’autonom poetisk frase eller pseudosætning’.
Et sådant kort resumé vil næppe overbevise en skeptisk læser, men det lykkes Frank Kjørup at sætte store perspektiver op og kendetegne den revolution af poesiens formkrav, som et helt århundredes modernisme fremviste med en oppløjning af syntaksen.
Det er den, han har taget som udgangspunkt i stedet for målestokken fra metrikkens verslære. ’Mod en versets poetik’ er undertitlen på afhandlingen, der er resultat af hans ph.d.-stipendium ved Københavns Universitet. Måske ender den vidsynede og fantasirige bog inde i et akademisk sneglehus, som det er svært at komme ud af. Men det er flot båret med dets vægt af omfattende kundskaber i tekstteori og filosofi og dets florissante ordforråd – uden at blive opak, De véd nok: uigennemsigtig.
Et par tilliggende tekstlandskaber havde jeg gerne set behandlet: Hvordan forholder det sig med poesien i prosadigtet, som ikke har noget linjeknæk?
Og hvordan med den anekdotiske knækprosa, der netop skrævede alt, hvad den kunne, hvad der måske ikke var så meget?
Men frem for alt belyses forskellen mellem versmagi og versmageri, som komponisten Per Nørgaard formulerer det i et samstemt forord til bogen.

*Frank Kjørup: Sprog versus sprog. Mod en versets poetik. 416 s. 350 kr. Museum Tusculanums Forlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her