Poppens Wagner

Under mistanke

Netop som man gik og troede, at rock & roll var blevet spædet livstruende op med sødmælk, politisk korrekthed, Britney Spears-spejdersex og en karrierebevidsthed, som ikke overlader noget til tilfældet, kommer meddelelsen fra Californien om, at Phil Spector igen er havnet ude i det ukortlagte grænseland, der har været hans hjemmebane siden midt i 60’erne, hvor han grundlagde sit ry som poppens excentriker par excellence og produceren, der satte en revolutionerende målestok for, hvordan pop og rock også kunne lyde.

Det var ikke helt den lyd, naboerne hørte tidligt mandag morgen i middelklassesovebyen Alhambra nordøst for Los Angeles.

Tre-fire revolverskud brød ved fem-tiden stilheden, og øjeblikke efter var den Borte Med Blæsten-store foyer i Phil Spectors 26 værelsers store palæ fyldt med politifolk, der kiggede på det varme lig af

b-skuespilleren Lana Clarkson, 40 år. Den eneste anden person i huset var, efter det foreliggende, den 62-årige Phil Spector.

Han blev taget i forvaring med en sigtets rettigheder, men nægtede sig, ifølge sin advokat Robert ’Amdi’ Shapiro, skyldig i mord, og blev sent samme aften løsladt mod en million dollar i kaution. Spector er dog stadig under mistanke.

Misantropisk boheme

Selv om begivenheden, uanset udfaldet, er det foreløbig mest dramatiske afsnit i Phil Spectors liv, har ingen kunnet mistænke ham for at have valgt et kedeligt liv. »To Know Him Is To Love Him« hed hans første hit i 1958, opkaldt efter inskriptionen på Spector seniors gravsten, og selv om hans få venner nu udtrykker forbløffet forfærdelse over mordmistanken, kan det ikke komme helt bag på den, der kan sin rockhistorie.

Phil Spector er notorisk kendt for at have levet som mistantropisk boheme. Tom Wolfe har beskrevet ham i et berømt essay som »the

first tycoon of teen,« en slags poppens mellemting af Den Store Gatsby og Andy Warhol, men Spector har aldrig keret sig om at tage sig godt ud. Og han har aldrig pralet af at være god mod børn og dyr, endsige kvinder. Historierne om ham og hans til tider quasi-psykotiske livsstil er blevet til rockmyter, og ikke helt få rockstjerner har på en meget tålmodighedsudfordrende facon lært ham at kende uden helt at elske ham. Det skulle da lige være, når de så på deres bankudtog.

Den unge Phil Spector stod i lære hos sangskriverne og producerne Jerry Leiber og Mike Stoller, mens de producerede plader med The Drifters. Der lærte han, at pop ikke behøver vare mere end tre minutter for at vare en evighed – med Leiber skrev Spector »Spanish Harlem« for Ben E. King, og det er ham, der spiller guitarbreaket i Drifters-sangen »On Broadway«.

Inspireret af Leiber & Stollers freelance-succes etablerede Spector et produktions- og siden et pladeselskab. Philles Records blev showroom for Spectors mærkevare, og varemærke, The Wall of Sound. Spector beskrev selv sit klangkoncept som »a Wagnerian approach to rock & roll,« Og døbte sine sange og produktioner »little symphonies for the kid«.

Hemmeligheden lå i fylden og i mængden. Og i tidens løb er den forsøgt afluret af mange. Bare spørg Bruce Springsteen …

Med et ekkorum på størrelse med Peterskirken og en mangedobling af instrumenter på indspilninger, der kunne involvere op til 300 musikere, slog Spector igennem i Kennedy-æraen med ’uskyldig’ pop for hvide kærestepar, sunget til bundskraberhyre af sorte piger med sensuelle ’forbudt for børn’-læber og skyskraberhøj toupé.

Millionær som 21-årig

Hovednavnet var The Crystals, som gjorde Spector til millionær inden han var fyldt 21. Sange som »Da Doo Ron Ron«, »Then He Kissed Me« og »He’s A Rebel« – i virkeligheden sunget af Darlene Love – er aldrig gulnende sider i poppens poesibog. Sammen med bl.a. »Be My Baby« fra efterfølgerne The Ronettes dannede de en skole, som alle popstaraspiranter siden har frekventeret – fra The Supremes til Spice Girls.

Efter at have øvet sig på klanglige overflødighedshorn som »You’ve Lost That Loving Feeling« med Righteous Brothers, satte Spector sig for at lave sit hovedværk, »River Deep Mountain High« med Ike & Tina Turner. I dag betragtes sangen som en milepæl. Dengang slog den kun igennem i England. Det slog Spector ud, og han trak sig tilbage i utide.

Resten af 60’erne gik med at gebærde sig som rockens svar på Howard Hughes. Hustruen, Ronnie, fra The Ronettes lod sig skille, fordi Phil ikke kunne holde knytnæverne fra hende. Og en birolle som storsniffende narkopusher i filmen Easy Rider gav et ret dækkende billede af Spectors uforstyrrede forstyrrethed.

I 1969 gjorde han comeback med kontroversiel grandeur. Efter at have produceret John Lennons nærmest dogmeagtige single »Instant Karma« inviterede Lennon og de andre Beatler minus McCartney Spector til at kigge lidt på nogle bånd, de havde haft liggende over et år.

Bandet var reelt i opløsning. Og mens McCartney i al hemmelighed forberedte sin solodebut i Abbey

Road byggede Spector i et andet studie på den samme adresse i lige så stor hemmelighed sin wall of

sound omkring de sange, der endte med at blive til albummet Let It Be. Tænk, hvis studierne havde haft samme toilet …

McCartney blev rasende

Paul McCartney røg op gennem loftet af raseri, da han hørte, hvad Spector havde gjort ved hans »Long And Winding Road«, som var blevet strygerbelagt ud over ethver budgetloft. »Utålelig indblanding,« kaldte McCartney resultatet.

Først næsten 30 år senere fik offentligheden den sang og andre at høre i den oprindelig version. Og så helt ved siden af målet er Spectors arrangementer heller ikke … At manden også er til det næsten pastoralsk blide kunne man siden høre på Lennon-albummet Image, som Spector co-producerede ligesom han var arkitekten bag George Harrisons »My Sweet Lord«.

Siden har Spectors offentlige liv været sporadisk. Han blev indvalgt i rockens Hall Of Fame i 1989 og har siden nydt at lade sig hylde ved de årlige fester. Professionelt havde han ikke særligt held med at producere Dion Dimucci’s trods alt fascinerende Born To Be With To You, Leonard Cohens Death Of A Ladies Man (1977) og Ramones’ End Of The Century (1980) Alle gange endte det i tumult, magtkampe og Spector, der trak sin pistol, når han løb tør for argumenter.

Indtil andet er bevist har han heldigvis hidtil ladet det blive ved truslen. Til gengæld er han gået over i historien for sange og produktioner, der ikke gjorde beskedenhed til en dyd, og som altid var skarpladte og træfsikre.

*www.philspector.com