Læsetid: 4 min.

Respeeekt

Richard Sennett gør op med den liberale tro på, at de svage bliver stærke, bare de tager sig sammen
24. februar 2003

Mandagsbog
»Respeeekt!« siger de unge og gør et eller andet tegn med fingrene. En let bøvet-ironisk tilkendegivelse af noget, som ikke er ironit: Markeringen af den anerkendelse af den anden, som er blevet afgørende for selvværdet i en tid, hvor identitet og social agtelse ikke er noget, man får forærende. I det hyperkomplekse, hypermobile, hyperfleksible samfund er intet længere givet for den enkelte, ejheller respekten som derfor hele tiden skal vindes gennem sociale interaktioner. Ligesom de evindelige mobilsamtaler (’Hej, jeg er her, hvor er du?’) tjener den ironiske respeeekt!-gestus sin lillebitte funktion i den evige pejling, spejling og forhandling om anerkendelse og identitet.
Den amerikanske sociolog og forfatter Richard Sennett har skrevet en ny bog, Respect – in a World of Inequality. Sennett er internationalt agtet for værker som Det fleksible menneske og The Fall of Public Man. Og han er kendt som en sociolog, der ikke skriver traditionelt videnskabeligt, men personligt og med en evne til at belægge sine pointer med iagttagelser fra hverdagslivet.
I den nye bog udgør Sennetts egen opvækst i et af Chicagos berygtede sociale boligbyggerier, Cabrini Green, fortællerammen for en analyse af begrebet ’respekt’ i en tid, hvor menneskers vilkår for at opnå anerkendelse og menneskelig værdighed mildest talt ikke er ens.
»Det moderne samfund har en overordnet ide om, at ved at behandle mennesker lige, så bekræfter vi også den gensidige respekt. Men er det ikke sådan, at vi kun omfatter mennesker med respekt, hvis de er lig os selv i styrke,« spørger Sennett. Og svarer, at moderne mennesker har svært ved at udvise og føle social respekt over for folk, der står med mærkbart andre forudsætninger end dem selv.
»Klienter i velfærdssystemet kan føle, at de kun omfattes af andres opmærksomhed i kraft af de problemer, de udgør, og i kraft af deres behov for hjælp. For at fortjene respekt må man ikke være svag, ikke være nødlidende.«
Gensidighed
Læsningen af Sennetts ny bog bringer en anden bog i erindring. Den udfordrende, hjemlige debatbog Borgerlige ord efter revolutionen, skrevet af en gruppe omkring Henrik Dahl og Christine Antorini i 1999 – som også havde spørgsmålet om genskabelse af menneskelig myndighed som tema.
Sennett og de borgerlige revolutionære er fælles om iagttagelsen, at velfærdsstatens passive forsørgelse i sig selv kan tage selvrespekt og social agtelse fra de klientgjorte. Men hvor Dahl og Co. ville umyndiggørelsen til livs ved at give de svage et spark i røven, så gør Sennett sig andre refleksioner.
Han understreger, at dagens samfund med kravet om vedvarende selvidentifikation er skræddersyet til mennesker med stor ’kulturel kapital’ og sikre netværk, mens det er blevet særlig vanskeligt at begå sig i for mennesker med begrænsede kompetencer.
Richard Sennett brød ud af den sociale ghetto i Chicago og byggede selvrespekt i kraft af talentet for at spille cello. En hånd-operation satte en stopper for den karriere, men Sennett var nået langt nok i opbygningen af selvværd til at kunne skifte til en akademisk karriere.
Men ikke alle har de talenter eller det held, som tilsmilede Sennett. Han har ofte været tilbage i Cabrini Green og registreret den trøstesløse sociale nedtur, som beboerne der gennemlevede. Og han er på linje med Dahl og Co., når han fastslår, at hjælpeprogrammer båret af medfølelse eller medlidenhed ikke er befordrende for skabelse af selvrespekt hos modtagerne.
»Medlidenhed kan være en erstatning for retfærdighed,« siger han. Og respekt som »det at tildele andre autonomi.« Det får imidlertid ikke Sennett til at købe troen på, at de udstødte og klientgjorte så blot skal tage sig sammen, være autonome og myndige.
Han siger, at det at udvikle et personligt potentiale eller talent – cello-spilleri – nok kan give selvtillid hos den, der besidder talent, men det befordrer ikke i sig selv evnen til at være responsiv over for andre, at praktisere gensidig respekt og social agtelse henover forskelle og uligheder. Som i det kammer-ensemble, hvor celloen hører til, forudsætter det sociale liv en gensidighed, der kun kan eksistere ved stedse at blive præsteret, siger Sennett.
Det er pointen og vanskeligheden. For den præsterede gensidighed, der består i at bede om eller yde hjælp, er i dagens liberale samfundsliv forbundet med skam – hvor nøjagtig den samme type afhængighed kan være selve kittet og essensen i det private.
Det er der, Sennett drejer af fra liberale velfærdstænkere, borgerlige revolutionære m.fl. Det er alt for enkelt at sige, at folk blot skal tage sig sammen. Med opfattelsen af at social respekt alene kan leve som et resultat af praktiseret gensidighed, betoner han nødvendigheden af at ville give. Hvor den rene kapitalisme handler om at tage, så handler ’kærlighed’ i bred forstand om at kunne og ville give, herunder som forudsætning for at der også gives én noget. Hvor det moderne samfund stimulerer selvtilstrækkelighed – i hvert fald i forhold til andre samfundslag – så forudsætter samme samfunds sammenhængskraft, at der præsteres vilje til interaktion og udveksling af gerninger hen over forskellene. Richard Sennett har ikke enkle svar på, hvordan det kan ske i et samfund, der rummer både stærke og svage individer. Han siger bare, at det er nødvendigt. Og at det svar der hedder, at den enkelte bare skal dygtiggøre sig, vinde selvtillid ved egne bedrifter, ikke holder.

Lavtløns-England
*’Respect in a World of Inequality’ af Richard Sennett

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu