Ny bog
At få en æres-Bodil for sine bøger er en hæder, der kun uddeles i meget sjældne tilfælde. Men Morten Piil er et sjældent tilfælde. For selv om han i allerhøjeste grad er en skrivende mand, er han egentlig ikke en bogskriver par excellence.
I 1970erne, da forlaget Rhodos kom med en hel serie af filmbøger, var det planen, at Morten Piil skulle skrive bogen om Truffaut. Den ventede vi på i mange år, men det blev aldrig til noget, og i miljøet var man nok klar over, at Morten Piil var til artikler, ikke til bøger.
Siden har han fået revanche som redaktør og hovedkraft bag monumentale opslagsværker om danske film og danske filmskuespillere, præget af hans store autoritet og altid brillante stil. Nu viser det sig imidlertid, at der i kritikerens imponerende flid ca. 4.000 anmeldelser på 40 år faktisk er en bog. En bog, der helt og holdent er skrevet af Morten. Det tog bare 40 år.
Men Film på hjernen var værd at vente på, for hvad vi får her fra den 60-årige fødselar er intet mindre end et overflødighedshorn af indsigt og kærlig bedømmelse af store dele de bedste dele af den nyere filmhistorie, set gennem et følsomt kritikertemperament.
Morten Piil har sine rødder i den epoke i dansk filmkritik, hvor man tilbad John Ford og Jean Renoir, jublede over Frank Tashlin og Jerry Lewis, men fik sit verdensbillede definitivt ændret ved mødet med den franske nybølge. Knap 20 år gammel startede Piil ved Berlingske Tidende som tredje-anmelder, hvilket indebar, at Svend Kragh-Jacobsen og Jørgen Stegelmann anmeldte alt af betydning, hvorefter Morten tog sig af resten og kun undtagelsesvis fik mulighed for at anmelde centrale film.
Men siden han i 1967 blev ansat ved Information, har han i det store og hele kunnet skrive ofte ganske udførligt om de film, han fandt væsentlige. Det var dengang, hvor man sagde De til læseren »Er De mistænksom over for japanske film, skulle De gå ind til De syv samuraier.«
Piil efterfulgte den legendariske Erik Ulrichsen, og ved Ib Montys mellemkomst blev han også central i Filmmuseets tidsskrift, Kosmorama. Det var også i 60erne, at han sammen med Monty udgav trebindsværket Se det er Film, der samlede en lang række nøgletekster til forståelse af filmteorien og filmhistorien, en afgørende impuls til det danske filmmiljø og ikke mindst vigtigt, da film fra 1967 blev et fag, som kunne studeres ved Københavns Universitet.
Piil lod sig dog ikke lede i fristelse af det akademiske, men har gennem alle årene været den altid engagerede formidlende kritiker med antenner for tidens tegn og tidens film.
En bibel for fans
Den store bog byder på 330 artikler og 666 sider fortrinsvis anmeldelser, men også nekrologer og lederartikler, og den er en sikker bibel for den store fanskare, der gennem årene har stolet på Piils jugement og kritiske sans. Han er gået ind i biografmørket til sine 4.000 film (det svarer cirka til at sidde i biografen et helt år) med opladt sind og altid som en levende og pålidelig observatør.
Bogen er opdelt med et afsnit om klassikerne fra Chaplin til Buñuel, derefter nationale afsnit først og fremmest franske, amerikanske, engelske, italienske, tyske, svenske, østeuropæiske og danske film, afsluttende med et selvironisk potpourri over kritikerens bittersøde oplevelser med dansk film.
Overalt bliver man slået af Piils glimrende formuleringer om John Ford: »Det eneste, der er sørgeligere end at dø for tidligt, er at leve for længe.«
Og Piil har sans for filmens øjeblikke øjeblikket, hvor det går op for Baptiste i Paradisets børn, at den vidunderlige Garance elsker Fredérick; øjeblikket, da Harry Lime langt inde i Den tredje mand gør sin entré med katten for sine fødder; og katten (en anden kat) der lister rundt på taget, da stuepigen står op om morgenen i Umberto D.
Filmkritikkens force, men også dens risko, er, at den er bundet til aktualiteten. Også kritikere er dømt til at leve forlæns og forstå baglæns. I en artikel fra 1997 ser Piil tilbage på de danske kritikeres modtagelse af Hitchcocks Vertigo knap 40 år tidligere. I bagklogskabens klare lys er det let at se, hvordan man dengang gik fejl af det, som konsensus nu betragter som det ypperste, Hitchcock overhovedet bedrev.
Selv er Piil foreløbig blevet forskånet for omvurderinger, men eftertiden kan selvfølgelig komme til et andet resultat. Hvis det er rigtigt, at menneskeheden kan opdeles i to kategorier (dem, der opdeler alt i to kategorier, og dem, der ikke gør), er det sikkert også rigtigt, at filmkritikere kan opdeles i dem, der synes, at det nye er godt, og dem, der synes, at filmene var bedre i gamle dage. Piil har altid været generelt positiv over for det nye.
Positiv over for det nye
Hans hjerte bankede for den nye realisme, der brød igennem i slut-60ernes danske film. Han havde sans for Balladen om Carl-Henning, Giv Gud en chance om søndagen og især Franz Ernsts Ang.: Lone »en skøn film, en begivenhed i vort hjemlige filmmiljø«. Han var en fintmærkende registrator af »dansk hverdagsensomhed« i Man sku være noget ved musikken, betragtede Hans Kristensens Per som vidnesbyrd om »et filmisk naturtalent«, Bille Augusts Honning Måne som »den betydeligste danske film i lange tider« og Malmros Drenge som »det mest originale stykke filmkunst herhjemme siden Dreyer«. Og i de senere år har han med begejstring modtaget Nattevagten, Pusher, Festen og Okay.
Piil holder også af den socialt engagerede, humanistiske realisme hos folk som Ken Loach, Mike Leigh og Gianni Amelio, men forbigår stort set postmodernistiske narrestreger a la Greenaway, Almodóvar og Besson.
Han går efter den menneskelige varme, og det er karakteristisk, at han var overdrevent afvisende over for Triers kapriciøse meta-finurligheder i Epidemic, og omvendt måske var for letbegejstrelig over Per Flys velmenende, men konventionelle Bænken, som han udnævnte til »en begivenhed i dansk film«.
Piil har valgt at samle bogen om sine bedste oplevelser i biografen. Andre kritikere (ikke mindst i den mindst ringe avis) har brilleret som nedrakningsmestre, ikke Piil. Kun ét sted synes han at glemme princippet, når han inkluderer anmeldelsen af Brita Wielopolskas 17 op, formet som et fiktivt brev til moster Dagny fra hendes niece.
Her får kritikersarkasmen undtagelsesvis lov at træde frem. Og man tænker som læser på, at man egentlig godt kunne tænke sig at få genopfrisket Piils anmeldelser af nogle af de markante film, som han ikke brød sig om, f.eks., når han hånede Knud Leif Thomsen eller påviste manglerne i Babettes Gæstebud. Nå, man kan ikke få alt, selv om vi med Film på hjernen næsten har fået alt, hvad hjertet kan begære. Men vi venter altså stadig på Truffaut-bogen.
*Morten Piil: Film på hjernen. 40 års bedste biografoplevelser. Informations Forlag, 2003. 666 s., kr. 368.
Udkommer i dag
