Læsetid: 4 min.

Sjælen i raflebægeret

Pessoa & Jacob på dansk: Med narrehue på hovedet åbner skærslipperen en kort kappe
27. februar 2003

Pessoa & Jacob på dansk: Med narrehue på hovedet åbner skærslipperen en
kort kappe

Digtsamlinger
Raflebægeret er en animerende titel på en digtsamling. Og proklamatorisk. Værsågod at ryste terningerne ud og studere værdierne i en frit valgt komposition, altså en vej til at sætte ordene i frihed, som den modernistiske parole påbød.
Det var så den franske Max Jacobs måde at gøre det på med sine prosadigte fra 1917, en bog han supplerede som et vokseværk i 1923. Stor var den, og Jørgen Sonne har foretaget et omfattende udvalg, forsynet med Jacobs egne to forord og sit eget veltalende og medvidende ditto, som den kender han er af alskens surrealisme.
En anden af vores lyriske mesteroversættere, Peter Poulsen, har samtidig afsluttet sine danske versioner af portugiseren Fernando Pessoas mangestrengede poesi, jo, fem strenge spillede han på i en eksistentiel leg med pseudonymer, eller rettere heteronymer, forskellige fiktive digteridentiteter og karakterer.
Det er så en anden form for ord i frihed, hvis ikke en paranoid personlighedsspaltning. Men i Den såkaldte sjæl er han minsæl sig selv, hvis en sådan fandtes i ’ortonymet’ Fernando Pessoa. Måske mindre original end de andre figurer, Alvaro de Campos, Alberto Caeiro og Ricardo Reis samt Bernardo Suares og hans Rastløshedens bog, som Mone Hvas oversatte. De fem bind kan nu fås samlet i en sort papkasette, forfatterskabets black box. Lige til at ryste ud og spille poker med.

Avantgardister
De to digtere er ganske forskellige, men fælles om deres kritiske forhold til traditionen. Max Jacob (1876-1944) faldt i med den store generation af avantgardister, Picasso, Apollinaire m.m.fl. og fik et forhold til surrealismen, hvad der er mere end mærkbart i hans frie kombinationer af vidtforskellige virkeligheder. Nogle digte kunne godt ligne Rimbauds Illuminationer, som han dog klart tager afstand fra ligesom hele den tidligere tradition af prosadigte siden Aloysius Bertrand, hvis gotiske romantik man alligevel tydeligt genkender i nogle af hans scenerier. Hos Jacob optræder sære figurer, stemmer, i en mirakuløs eventyrverden og en dyrkelse af tilfældighedernes sammenstød, som var det fraklippede sætninger hentet op af en tryllehat. En højere nonsens tager form med pludselig poesi: »Med narrehue på åbner skærslipperen (det er Døden) en kort kappe foret med kirsebærrød silke for at slibe en stor sabel. En sommerfugl på slibestenen standser ham«.
Ikke umotiveret falder en sammenlignende tanke på Ezra Pound, der også kunne både denne billedstærke kortform og de lange, komplekse Cantos. Men hvor hans vidtforgrenede real- og billedverden pegede ind mod et centrum, synes Max Jacobs fantasi at være centrifugal og ende ude i fantasiens galakse i fint syrede og styrede, rytmiske prosakadencer, som Jørgen Sonne overbevisende har genskabt, hvad man let kan konstatere i denne tosprogede bogudgave.

Tidevand
I Max Jacobs »Liv og tidevande« lyder det: »Nogle gange fik et helt uvist lysskær os til at skelne ryggen på en bølge, og af og til overdøvede lyden af vores instrumenter heller ikke larmen fra oceanet som nærmede sig. Natten i den villa var omgivet af hav. Din stemme havde betoningen af en stemme fra helvede, og klaveret var ikke andet end en tonende skygge…«
Pessoas tidevand lyder anderledes i hans »Hav. Morgen«, ligesom mange andre af hans digte i strofisk og rimet form:

Tidevandsbølgen nærmer sig tyst,
Vid og med værdighed;
Den rejser sig tindrende, solbelyst,
Og sænker sig atter ned.

Her er forbindelsen til den litterære symbolisme tydelig, både i oplevelsen af en besjælet omverden og i den tematiske udnyttelse af længselstoner, ensomhed og melankoli, skumringens gus i ulvetimen. Og Peter Poulsen har snildt manøvreret ham ind i en dansk tradition, så man endda hører både Johannes Jørgensen og Grundtvig:

O min landsbys kirkeklokke,
Sorgfuld i den stille kvæld,
Hver gang, du ringer, lyder slaget
Inden i min sjæl.

Hvor blev modernismen da af? Den findes i de frie billeddannelser, når han f.eks. føler sig som en portiere hængt op i stuen, hvor nogen ligger død, eller når hans ængstelser falder ned ad en trappe, og hans ønsker gynger midt i en vertikal have.
Pessoa, der blev født i 1888, døde ifølge den grundige efterskrift som 47-årig af smøger og alkohol og efterlod sig en skibskiste fuld af digte, som eftertiden har søgt at rydde op i. Det var under Første Verdenskrig han gik i gang med at digte sin verden op i faste personmønstre, som en skaber, der så og hørte det hele i sig, men selv tog mindst del i det, som han siger et sted. Og det er nok også sådan det virker. Han ’selv’ er en mindre fængende digter end hans fantasifostre. Men godt nu at fået fixeret ’den såkaldte sjæl’ på dansk.

*Max Jacob: Raflebægeret og andre digte. Udvalgt og oversat af Jørgen Sonne. Dansk og fransk tekst. 179 s. 129 kr. Borgens Verdenslyrik

*Fernando Pessoa: Den såkaldte sjæl. Digte af ham selv. Oversat, udvalgt og kommenteret af Peter Poulsen, 123 s. 175 kr. Brøndums forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu