Ny bog
Anmelderroser og bestseller er ikke altid nogen velsignelse for en debutroman og dens bagmand. Listen over seriøse forfattere, der gik i stå eller ikke siden kunne leve op til forventningerne er uendelig og tæller navne som bl.a. Henry Roth (Kald det søvn), Harper Lee (At dræbe en sangfugl) og Joseph Heller (Punkt 22). Når en hyldet debutant ydermere bruger noget nær en evighed på at arbejde med opfølgeren, er det naturligvis indlysende, at både forventninger og risikoen for verbale øretæver er ekstra store.
Det er da også tilfældet med Donna Tartt, der høstede fremragende anmeldelser og millionsalg med Den hemmelige historie i 1992, og Jeffrey Eugenides, der gentog kunsttykket med The Virgin Suicides året efter. Efter rundt regnet ti års ventetid har de to amerikanere sendt deres anden roman på gaden et par moppedrenge på over 500 sider, der kommer vidt omkring og hver især sprudler af fortælleglæde, litterære referencer og et persongalleri ud over det sædvanlige.
Blyton møder Faulkner
Donna Tartts The Little Friend fortæller om en solbrændt sommer i en støvet lille flække i Mississippi, hvor den 12-årige Harriet med en trofast ven ved sin side beslutter sig for at opklare mordet på sin storebror, der blev hængt i baghaven ni år tidligere. I modsætning til Den hemmelige historie, der også starter med et mord, aner hverken læserne eller Harriet, hvem der har begået forbrydelsen.
Præmissen er imidlertid den samme: Hemmelighederne og løgnene omkring mordet bliver også hér brugt til at tegne et detaljeret portræt af et specifikt miljø og til at sende hovedpersonen ud på en rejse, der for evigt ændrer dennes opfattelse af verden.
Og det er langt hen ad vejen en forunderlig dannelsesrejse Tartt sender Harriet ud på, fyldt med giftige slanger, groteske personer, spirrende forelskelser og lange sommeraftener.
Visse steder kunne man imidlertid godt have ønsket sig en smutvej eller to. Det store minus ved denne litterære thriller er nemlig, at den aldrig bliver synderlig spændende. Beskrivelserne kører ofte i ring som når der i det ene afsnit står, at Harriet elsker at drikke mælk fra køleskabet, mens familien sover, og i det næste, at hun elsker at stå op om natten og spise rester fra køleskabet og hvad vigtigere er, så bliver personerne bortset fra passagerne, der handler om deres skyld og sorg aldrig for alvor levende.
Det synes som om, portrættet af sydstatsbyen og ikke mindst af de nysgerrige børn er inspireret af en fiktiv verden og ikke af virkeligheden. I flere amerikanske interviews har Tartt godt nok forsvaret sig med, at hun altså selv er vokset op i Mississippi på den tid, hun beskriver hvorefter hun har med stor entusiasme har beskrevet alle de bøger af William Faulkner, Flannery OConnor, Robert Louis Stevenson, Enid Blyton og så videre, hun sad og læste mutters alene på sit værelse, fordi hun egentlig havde det bedst med det!
En hermafrodits historie
Mens Tartt således har skrevet en roman, der visse steder kan være svær at tygge sig igennem, har Jeffrey Eugenides kreeret en mesterlig page-turner i sværvægtsklassen. Også han sender læserne ud på en rejse, der umiddelbart minder om noget, vi har hørt før i både den græske mytologi og i diverse pittoreske romaner ikke mindst Saul Bellows bedste værker, The Adventures of Augie March (1949) og Henderson the Rain King (1959) bortset fra at hovedpersonen vist aldrig har optrådt nogen som helst steder før.
Middlesex er en episk fortælling om et menneskeligt gen, der over en 80-årig periode tager turen fra Lilleasien over det 20. århundredes USA til nutidens Berlin, hvor det rumsterer i kroppen på den 41-årige græsk-amerikaner Calliope Helen Stephanides. Ikke noget helt almindeligt gen naturligvis, men derimod en mutation, der er resulteret i, at Cal er hermafrodit.
For at forstå baggrunden for sin situation ruller Cal sin historie op, ikke blot årene siden 1960, hvor hun/han blev født, men helt tilbage fra dengang i 1922, da et søskendepar flygtede fra krigen mellem Grækenland og Tyrkiet og på båden til USA forelskede sig i hinanden og senere blev Cals bedsteforældre.
Eugenides presser visse steder citronen en smule for at få portrættet af familien til hænge sammen med en række skelsættende øjeblikke i USAs historie. Romanen er imidlertid båret af en fascinerede og lunefuld stemme, der akkurat som i The Virgin Suicides, hvor fem døtre af en pæn familie begår selvmord elegant og med en vis distance til det komplicerede spørgsmål hele romanen kan ses som en diskussion af, driver handlingen afsted fra 1920ernes brændende Smyrna til 1970ernes Californien; fra 1930ernes Depression til 1960ernes raceuroligheder og tilbage igen, så det er en fryd.
En mands karakter er hans skæbne, hævder Augie March i første afsnit af Bellows roman. Med Middlesex har Eugenides skrevet denne ofte diskuterede påstand ind i det nye årtusinde, hvor gen-teknologi godt nok har meget at skulle have sagt, men trods alt stadig får kamp til stregen fra både menneskets frie vilje og altså også den menneskelige arvemasse.
Hvordan det går Cal, der render småforelsket rundt i Berlin, mens han fortæller historien, og hvad Eugenides på vanlige cool facon har at sige til ovenstående problematik, skal naturligvis ikke røbes her. Blot skal det konstateres, at Middlesex er blevet en på alle måder stor, skøn og visse steder skør roman, hvis virtuose handling fænger fra start til slut.
Det forlyder i øvrigt, at forlaget Random House har kontaktet Eugenides for at høre, om han har lyst til at skrive en fortsættelse til afdøde Mario Puzos The Godfather spørgsmålet er nok mærmere om de har lyst til at vente 10 år på at se et resultat.
*The Little Friend, af Donna Tartt, 555 sider, Bloomsbury, London. Kr. 261 hos Athenæum, København
*Middlesex, af Jeffrey Eugenides, 529 sider, Bloomsbury, London. Kr. 183 hos Athenæum, København
