Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Video – en åbning til ny kunst

Er video en selvstændig kunstart eller blot et medie for al slags kunst?
Kultur
20. februar 2003

Videokunst
Lars Movin er den herhjemme, der har fulgt videokunsten tættest, både den danske og udenlandske. I 2001 udgav han Videologier 1, der dækkede amerikansk videokunst, og nu er hans Videologier 2 udgivet, som behandler europæisk, herunder dansk videokunst. Begge bøger rummer 33 kapitler og er baseret på omfattende interviews med udøverne og Movins indgående kendskab til emnet.
Ingen af bøgerne udgiver sig for at være videokunsthistorier; man kan således
ikke forvente, at alle former for videokunst er behandlet udtømmende og i samme åndedrag anklage bøgerne for udeladelser. Europæisk videokunst er så bredt et felt, at billedet uundgåeligt bliver fragmenteret. Bogen indeholder fem oversigtsprægede kapitler samt 28 interviews med kunstnere fra EksJugoslavien, Finland, Schweiz, Belgien, Storbritannien, Tyskland, USA, Rusland, og fra Danmark: Peter Land, Ane Mette Ruge, Gitte Villesen, Eva Koch, Søren Martinsen, Michael Kvium, Christian Lemmerz og Torben Christensen. Mange flere kunstnere behandles, men desværre er der ikke et person- og værkregister i bogen; dette hæmmer dens anvendelse som opslagsværk, hvilket ellers ville være oplagt. Forgængeren havde samme mangel.
Samtalerne er meget indfølende, detaljerede og minutiøse; man får et nøje indblik i kunstnernes overvejelser, intentioner og udvikling fra værk til værk. Netop fordi Movin spørger meget til den kunstneriske strategi, får bogen et levende og diskuterende præg; hovedparten af kunstnerne er meget klare og velformulerede om deres æstetik og politik, og de får plads til at udtale sig. Det er således en meget levende bog at læse. Det eneste interview, der falder uden for bogens område, er med Runa Islam, bengalsk-engelsk, der primært har arbejdet med film. Bogen er baseret på tidligere offentliggjort materiale, tilbage fra 1990 og frem til i år, der er blevet betydeligt udvidet og omskrevet. Movin begynder omkring 1990, og ikke i 1960’erne, som en historie om videokunstens udvikling måtte gøre, omend han rundt omkring kommer ind på denne forhistorie.

Interessen aftog
»Interessen for ’videokunst’ som en selvstændig kategori afmattede i slutningen af 1980’erne. Størstedelen af de værker, der omtales i denne bog, er således lavet af kunstnere, der ikke betegner sig selv som videokunstnere,« hedder det i introduktionen. Kunstnerne arbejder med mange medier, ikke isoleret med video.
Her ligger en selvmodsigelse i en bog, der har undertitlen ’Videokunst’. Dels var det de færreste videokunstnere før 1990, der kun arbejdede med video; også de fleste af disse arbejdede med flere medier. Dels vil jeg opfatte kunstneres arbejde med video som videokunst, om de så kalder sig videokunstnere eller ej.
Når Movin således skriver, at interessen afmattede, må jeg spørge: Hvis interesse? Næppe kunstnernes; de afslører i interviewene væsentlig inspiration fra især 1960’ernes og 1970’ernes videokunstværker, og Movin kan i sine analyser også påpege dette.
Han er rundtom i bogen optaget af, at den og den slog igennem med et værk; og én af grundene til at begynde i 1990 er, at videokunst på dette tidspunkt så småt blev anerkendt af kunstinstitutionerne og »er blevet integreret i samtidskunstens hovedstrøm«.
Denne fokusering generer mig: Personligt ville jeg være ligeglad med begreber som ’slå igennem’ og ’hovedstrøm’. Hvis vi taler om kunst, er de to størrelser vel underordnede?

Praksis eller medie
Movins holdning ligger tæt op ad interviewet med Torben Christensen, professor ved Kunstakademiets Mediekunstskole, hvor man er mere interesseret i de kunstneriske strategier og praksis, end hvilket medie arbejdet udføres i, foto, video eller et andet medie. Alligevel må Movin konstatere: »halvfemsernes unge danske billedkunstnere havde etableret deres egen praksis for videomediet,« min læsning af dette siger, at de netop lavede videokunst.
Mange arbejder med dokumentariske former, men de laver ikke dokumentarvideoer og understreger netop deres kunstneriske frihed i forhold til dokumentarfilmens og -tvs tradition; igen falder ordet videokunst mig ind.
Bogen slutter med computeren og internettet: Det er den britisk-australske, Simon Biggs, der mener, at video ligesom de ’gamle’ medier er
lineært og begrænset, mens computer- og internetkunst er alineær og derved ligger nærmere menneskets måde at sanse og tænke på.
Videologier 2 slutter således med en spændende åbning til et nyt område, omend stadig inden for elektroniske billeder og lyd.

*Lars Movin: Videologier 2. 33 tekster om europæisk videokunst. 408 s., 200 kr. Skolen for Mediekunst/Schultz

*Helge Krarup er lektor og forfatter, udgav i 2000: Lyskunst i Danmark, og sammen med Carl Nørrested: Det definitive afslag. Film og video om, med og af danske billedkunstnere

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her