Læsetid: 3 min.

Hvor er hans ben, Svend?

Der er gang i kødhakkeren i Anders Thomas Jensens morbide delikatesse, ’De grønne slagtere’, som med høj humor karikerer menneskets forfængelighed
21. marts 2003

Da en irriterende kvindelig bifigur i filmens åbningsscene får et kraftigt spark over skinnebenet, ledes tankerne uvægerligt hen på Søren Pilmarks herostratisk berømte knytnæveslag i Blinkende lygter.

Anders Thomas Jensen får næppe heller kvindebevægelsens store pris for sin anden spillefilm, De grønne slagtere. Men denne gang er den 30-årige instruktør og manuskriptforfatter ikke meget mildere i skildringen af sit eget køn.

Skydevåbnene er pakket væk, men misantropien og de morbide excesser har fået en ekstra tand. Den brovtende og bredrevidende slagtermester Holger (Ole Thestrup) og hans to slagtersvende, den forfængelige neurotiker Svend-Sved (Mads Mikkelsen) og den lade, indadvendte Bjarne (Nikolaj Lie Kaas), må være en af de mest ucharmerende trioer til dato i dansk film.

Mads Mikkelsen er til lejligheden udstyret med glinsende hud, skaldepande og patetisk pølsehår, og Ole Thestrup er i sit es i rollen som den tykke, tyranniske slagtermester, der konstant håner og ydmyger sine undersåtter. Men en dag bliver det for meget for Svend, og sammen med Bjarne køber han en gammel butik i byens udkant for at starte som selvstændig. T

rods hornmusik og balloner bliver åbningen dog ingen succes, og næste morgen opdager Svend, at elektrikeren, der skulle fikse kølerummet, ved en fejl er blevet låst inde og nu ligger død af kulde. Da den gamle mester Holger straks efter dukker op og vil imponeres, er gode råd dyre.

Diabolsk humor

Ideen med slagteren, der lever af at sælge menneskekød, kunne være inspireret af Jeunet og Caros groteske Delicatessen, men De grønne slagtere skal nok snarere ses som en dansk pendant til den underfundigt diabolske humor i 1950’ernes engelske Ealing-komedier, ikke mindst Alexander Mackendricks Plys og papegøjer fra 1955. Men også de amerikanske Coen-brødre spøger i filmens historie og dens artistiske billedsprog.

De grønne slagtere kan bedst beskrives som en komisk-kynisk fabel om menneskets dårskab, et vittigt studie i stupiditet og forfængelighed, der på én gang underholder og undergraver, fremkalder sund latter og efterlader en sær bismag.

Svagest er filmen, når den er provokerende plat og henter dumsmarte vittigheder på Tarantinos overskudslager eller forgæves forsøger at tilføre løjerne menneskelig varme og dybde i form af en halvbagt kærlighedshistorie. Men gudskelov er De grønne slagtere for det meste en morbid delikatesse, raffineret ondskabsfuld og samtidig båret af en ambivalent kærlighed til de to underkendte slagtersvende, der imod alle odds får succes (også hos kvinderne) og sagtens kunne være et camoufleret selvportræt af Anders Thomas Jensen.

Surreelt univers

Nikolaj Lie Kaas får rig lejlighed til at tale med sinke-diktion i dobbeltrollen som Bjarnes handicappede tvillingebror, Eigil, og Mads Mikkelsen rabler løs som den manisk ’morgenfølsomme’ Svend-Sved. Han er et lille menneske med et alt for stort ego, en mand, der er villig til at gå til yderligheder for at blive elsket, og karakterens gradvise skred fra havegrill-hyggen til det kulsorte vanvid er overbevisende og meget morsomt realiseret.

Filmen løsriver sig fra realismen og suger os ind i et surreelt univers, ikke mindst takket være Sebastian Blenkovs kameraarbejde, der med ekstreme billedperspektiver og en gennemført farveholdning understøtter de bizarre begivenheder, og Mia Stengaards scenografi i slagterhandelen, hvor forlokalet er som skåret ud af en 1950’er-folkekomedie, mens bagbutikken og kølerummet er en gyserfilm værdig.

Anders Thomas Jensens adelsmærke er de slagfærdige replikker, men i denne film er dialogerne faktisk sjovest, når de nedtoner scenens indhold. Som det sker, da Bjarne opdager, at hans makker har hængt den døde elektriker op på en krog og savet hans ene ben af.

»Svend, hvor er mandens ene ben henne?« spørger Bjarne bekymret og får bagatelliserende svar: »Jeg gik i panik, okay ... så sket er sket!«

Anders Thomas Jensen har udtalt, at filmen er et eksperiment – et forsøg på at få os til at holde af disse to afstumpede mænd. Man kan diskutere, i hvor høj grad eksperimentet er lykkedes, men det er hævet over enhver tvivl, at manuskriptforfatteren Anders Thomas Jensen også er en af sin generations mest talentfulde danske instruktører.

De grønne slagtere. Instr. og manus.: Anders Thomas Jensen. Dansk (Imperial, Palads, CinemaxX, Dagmar og Empire i København og en lang række biografer i provinsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu