Læsetid 3.3228571428571 min.

Det Fjerde Rige

Få forfattere har skrevet så kontinuerligt om konflikten i Jugoslavien som østrigeren Peter Handke. Og ingen er blevet udsat for så meget kritik. Nu er han aktuel med bogen ’Rund um das Große Tribunal’ – et essay om FN’s krigsforbryderdomstol
6. marts 2003

Ny bog
BERLIN – I begyndelsen af januar rettede forfatteren Jens-Martin Eriksen et skarpt angreb mod kollegaen Peter Handke. Under overskriften »Intellektualisme: Løgnen« skrev han i Weekendavisen, at Handke i sin omdiskuterede bog Eine winterliche Reise oder Gerechtigkeit für Serbien fra 1995 gjorde sig skyldig i tavshedens konspiration om krigsforbrydelserne i det tidligere Jugoslavien
»Forfatteren Peter Handke vil yde Serbien retfærdighed, men opsøger ikke stederne for forbrydelserne, taler ikke med ofrene, møder aldrig dem, som mistede deres børn og slægtninge, men rejser rundt i Serbien, hvor han allerede vil være immun for de forstyrrelser, sådanne konfrontationer kunne bevirke.«
Og ikke nok med, at Handke mangler et »minimum af viden og nysgerrighed«, og at teksten virker »usmagelig« og ender i en »idiotisk besmykkelse af rene banaliteter ved at forklæde handlinger og ting i lyriske klicheer.« Oveni allierer Handke sig med magthaverne i Serbien, gør sig til talsmand for regimet og dertil ender i direkte benægtelse af folkemordet.

Forfatter versus forfatter
»Som sådan er Peter Handkes essay en håndbog for venstrefløjen i at overleve med god samvittighed ved at udstede alle mulige forsikringer om og antydninger af, at man kan leve videre som en ansvarlig europæisk borger, selv om man var vidne til massakrerne og intet som helst gjorde eller krævede af sit samfunds institutioner for at intervenere over for rædslerne – tværtimod, man gjorde, hvad man kunne, for at Milosevic kunne fortsætte sit folkemord uhindret.« Skrev altså Jens Martin Eriksen
Skyldes de nævnte anklager den engelske oversættelse af Handkes tekst, som Jens-Martin Eriksen har læst, eller et manglende kendskab til forfatterskabet? Eller skyldes de, at Eriksen få uger efter senere udgiver en – i øvrigt glimrende – bog, hvor han sammen med litteraten Frederik Stjernfelt gør alt det, som han bebrejder Handke for ikke at gøre: rejser til gerningsstederne, taler med ofrene? Det skal der ikke spekuleres i her.
Uden at dette skal læses som ukritisk støtte til Handke, må man konstatere, at de fleste af Eriksens anklager er absurde og kan afkræftes ved en nøjere læsning af teksten: Handkes anliggende er et ganske andet end det, Eriksen og Stjernfelt forfulgte med deres rejser i Bosnien og Serbien.
Handkes bog bliver af sin danske kritiker revet ud af konteksten og taget til indtægt for noget, som den slet ikke forholder sig til. Ved blot at have læst epilogen kunne Eriksen have erfaret, at Handke var sig ganske bevidst om sin balancegang, om tekstens pendlen mellem Scylla og Charybdis, om sin egen tøven og usikkerhed:
»Hjalp den, som fortalte om den lille mangel, ikke med at udvande, at tilsløre, at omtåge den store? Men til sidst tænkte jeg hver gang: Jamen det er ikke det, det drejer sig om. Mit arbejde er et andet.« Burde en forfatter ikke tage kollegaens ord lidt mere bogstaveligt?

Mediekritik
Men hvorfor fordrede Handke retfærdighed – eller blot betænkelighed, som der faktisk står i teksten? Og hvorfor er han siden vendt tilbage til emnet igen og igen? Svaret er ligetil. Som forfatter – homme de lettre – tager Handke ordet alvorligt.
Måden, vi beskriver virkeligheden på, påvirker vores opfattelse af og ageren i verden. Men beskrivelsen af verden bliver i stigende grad varetaget af og overladt til medierne. Den bliver underkastet mediernes præmisser. Handke har i denne forbindelse selv talt om en snigende totalitarisme, et fjerde rige, som konstitueres af mediernes sprog:
»Et sprog næsten uden huller, som man ikke kan flygte fra, og som er yderst tyrannisk, som griber ind i menneskets eksistens og indskrænker den. Og i sammenligning med det tusindårige rige, som blot varede i 12 år, er der ingen ende i sigte. Dette, det fjerde riges sprog vil vare mere end tusinde år, vil blive ved til verdens ende, desværre, og dets buldren vil blive stadig mere komplet.«
Det kan diskuteres, om Retfærdighed for Serbien var den rigtige form. Men intentionen er entydig, og den har intet at gøre med en retfærdiggørelse af krigen eller en benægtelse af de forbrydelser, der er sket – hverken på den ene, den anden eller den tredje side.
For Handke er krigene i Eksjugoslavien et eksempel på mediernes virkemåde og på, hvordan den offentlige opinion bliver formet, ja, ligefrem manipuleret. På dets indflydelse på samfundets handlinger eller mangel på samme. Er dette kritisabelt? Er det en skandale at påpege, at mange medier i dag har en tendens til at forenkle i stedet for at nuancere, og at sproget bliver mere og mere gennemsyret af ureflekterede klicheer?
Er det ikke en etableret kendsgerning, at informationer og billeder, især fra konfliktområder, ikke altid bliver mødt med den kritiske skepsis, som de fortjener, at selv vestlige regeringer og organisationer ved hjælp af fravalg og censur søger at opnå den ønskede effekt? Hvorfor er det, at medierne i dag fokuserer så meget på Irak, men ikke gjorde det for bare et år siden? At man til gengæld hører meget lidt om Kosovo, Bosnien, Tjetjenien, Makedonien, Afrika, Afghanistan?
Hvad har forandret sig – situationen eller mediernes interesse? Og er det virkelig nødvendigt med en skandalebog, som den nu aktuelle om Le Monde, for at fastslå, at også store, seriøse medier har interesser og afhængigheder?

En flanør
I Handkes nye bog Rund um das Große Tribunal står disse spørgsmål centralt. Forfatteren undrer sig over, hvorfor mediernes interesse er så massiv ved første forhandlingsdag mod Milosevic, men derefter støt faldende.
Handke spørger sig selv og læseren, hvorfor det altid fremhæves i de europæiske aviser, når en serber er blevet dømt for krigsforbrydelser, men at man sjældent finder mere end en lille notits, når det samme sker for en bosnier. Hvad vil det egentlig sige, når man igen og igen læser, at ’verden ikke kan tolerere’, eller at ’verden ikke må se til med åbne øjne’. Hvem er verden? Og hvilke interesser står bag?
Handke er en flanør, en vandrende og iagttagende forfatter. Han rejser spørgsmål og retter blikket mod det specifikke – en person, en handling, en begivenhed. Han forsøger at trænge under overfladen og ind bag facaden. Resultatet er aldrig en helstøbt teori, men en mosaik – og det er op til læseren at afgøre, om mosaikken danner et billede. På den måde minder Handkes forfatterskab om det, Adorno engang betegnede som ’Aufblitzen’ – et pludseligt lyn.
Jens-Martin Eriksen og Frederik Stjernfelt peger i konklusionen af Hadets anatomi på fraværet af en oplyst offentlighed som en af årsagerne til hadet i Eksjugoslavien - en offentlighed, som »eksistensen af en seriøs og plural presse« er en væsentlig del af. De fremhæver mobiliseringens karakter, som bevæger sig i al væsentlighed ovenfra og ned:
»Politikere, generaler, redaktører, journalister, intellektuelle er dens aktører.«
Peter Handke kunne ikke være mere enig. Faktisk er det netop det mediale fjerde rige og dets Bildverlust (således titlen på Handkes seneste roman), som han frygter - frem for alt i vores hjørne af Europa. Og var det ikke netop dette Europa, som Eriksen og Stjernfelt så rigtigt pointerer, der havde en plads i første række med udsigt til borgerkrigen uden at foretage sig noget?

*Peter Handke: Rund um das Große Tribunal. 69 s., 5 euro. Suhrkamp Verlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu