Læsetid: 4 min.

Klassiker, kønsliv og konservatisme

Velskrevet biografi om Ludvig Holberg med mærkværdige synspunkter på kønsliv og konservatisme
6. marts 2003

Ny bog
Dette er en sjælden bog. En stor biografi om Ludvig Holberg, fra han var en ung og forældreløs dreng fra Bergen til han døde i 1754, i en for sin tid høj alder af næsten 70 år, mæt af rastløs skrivekløe og poetisk raptus, af forfatterskab og baroniskab. Det er det tilbageskuende perspektiv, norske Lars Roar Langslet giver os på Den store ensomme, som Ida Jessen har oversat loyalt og ligefremt.
Lars Roar Langslet (f. 1936) er en sjælden forfattertype, Norges svar på Per Stig Møller: Humanist og akademiker, politiker og kulturkritiker, tidligere konservativ Kultur- og videnskabsminister og til stadighed offentlig debattør, der ikke er bange for at gå op imod sine egne. Langslet har skrevet en række kulturhistoriske bøger, også med dansk-norsk perspektiv, og bruger ofte den historiske biografi som fundament for sine bøger, senest om Den glemte konge – Christian VIII (dansk i 2000). Langslet interesserer sig ydermere for at revidere konservatismen midt i det hele. Således også i Den store ensomme, hvor Langslet fortæller med en altoverskuende (men ikke alvidende) gestus, der fører os rundt omkring Holberg som en kulturhistorisk brydningsfigur, som essayist, dramatiker og litterat – og som et menneske med et kønsliv, som forskerne heldigvis aldrig får fingrene i for alvor.

Liv eller værk
Den store ensomme er delt i to. Første del hedder »I tidens malstrøm« og følger Holbergs liv og værk kronologisk frem til midten af 1720’erne, hvor Holberg omtrent 40 år gammel synes færdig med at leve og at rejse – og at skrive komedier til teatret. Herefter trækker han sig ind i forfatterskabet og tilbage til i sine roller som professor og universitetsleder, som godsejer og baron. Og dér og i det perspektiv udformes Langslets biografi. Hele anden del foregår »I bøgernes verden«.
Det er her han bliver den æresfrygtige Fader Holberg, stor, ensom – og gådefuld. Det gjorde Holberg selv sit til med de maskerede selvbiografier, han begyndte at udgive samtidigt med, at han gemte sig for alvor. Det er denne klassicistiske gådefuldhed, der gør at en moderne biografiker ikke kan komme i kødet på Holberg på samme måde som med Kierkegaard, Sophus Claussen og Johs. V. Jensen.
Det hindrer ikke teoretiske spekulationer over f.eks. Holbergs seksualitet. Langslet spørger med ironisk lune: »Var Holberg ikke alene uerfaren, men simpelthen ikke funktionsdygtig i ’eksperimentalfysikken’?«. Men han svarer med temperet alvor som også Billeskov Jansen gjorde for 50 år siden: Holberg led nok af dobbeltsidig kryptorkisme (dette at testiklerne ikke er faldet rettidigt ned i pungen og derfor senere forhindrer frugtbarhed). Langslet forfølger det prekære problem ved at overveje Holbergs evt. homofile tilbøjelighed – og det har vist ingen gjort så eksplicit som han – og så igen sætte det sammen med hele den kultur, han levede og skrev ind i. En kultur, hvor maskering og demaskering stod i sin hinandens tjeneste, langt fra senere tiders psykologisering. Derfor får vi intet færdigt svar på forfatterens privatliv. Til gengæld får vi en del at vide om det avantgardistiske syn på kønsroller og kvindelig ligestilling, som Holberg førte frem. Der var han ikke konservativ i nogen henseende.
Langslet biograferer indenfor den folke- og kulturoplysende, lærde og litterære tradition, man stadig kender i Holberg-receptionen, og som f.eks. Th. A. Müller anvendte i Den unge Holberg 1684-1722 (1943), og før ham f.eks. Karl Mortensen i en serie om »fremragende Personligheder«, Ludvig Holberg (1925). Müller er Langslet tydeligt i tæt dialog med, som han også er det med Billeskov Jansen, der var Langslets ufravigelige støtte.

Autentisk fiktion
Det er en tradition, hvor skribentens signatur er det argument, der binder de andre sammen. Og det er ikke mere gemacht end godt er, så længe man skriver historisk biografi af den art, Langslet gør. Det vil sige en form for autentisk fiktion, der er skrevet oven på kilderne, måske af og til ud over, men aldrig imod dem, og hvor den biograferede persons lille historie spejles i den store samtidshistorie for at billedliggøre hvordan begge historier ikke kun har været, men også hvordan de kunne have været. Når Langslet samtidigt er så læseropmærksom som han er, er det let at spejle sine egne perspektiver i hans argumenter – og i Holbergs .
Man kan godt påstå, at der er andre udgivelser om Holberg fra de senere årtier, som tager et mere moderne livtag med netop biografien end Langslet. For blot at nævne to danske: Ejnar Thomsens Sfinxen (1954) og Erik A. Nielsens Holbergs komik (1984).
Men ingen af disse er gennemførte biografier, sådan som Den store ensomme i sin intention og sit anlæg er det. Langslet vil føre læseren hele vejen rundt om Holberg. Det har at gøre med, at han vil vise andre sider af forfatteren end de kulturradikale, man især fra dansk hold – med rette – har gjort meget ud af gennem tiden, siden Brandes’ helteopus, Ludvig Holberg (1884). Langslet viser os der imod en hermeneutisk Holberg, præget af behersket konservatisme og pragmatisk kosmopolitisme.
Med Den store ensomme kan enhver Holberg-læser starte. Her er tydelige pejlemærker og her anskueliggøres ham, som mange veje inden for vor kulturhistoriske verden fører hen imod og væk fra: Holberg – og det radikale oplysningsprojekt, han inkarnerede. Et oplysningsprojekt, hvis politiske implikationer kan fortolkes forskelligt, men som ingen fortolkere af Holberg ville have været foruden.

*Lars Roar Langslet: Den store ensomme – En biografi om Ludvig Holberg. Oversat af Ida Jessen. 416 sider, 375 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

fortælling, historie, bør gøres interressant,
f.eks.
ved, også i faget eller videnskaben biologi, at gøre mere eller væsentligere ud af
historie om de forskellige skønhedsdyrkende, æstetiske, classisistiske, eller liberale, friere fremsvisninger af kusserne

ja materialisme ville være bedre,

det kunne have noget med feigenbaumologi at gøre
http://de.wikipedia.org/wiki/Mitchell_Feigenbaum

de åh så rene fortællinger om
udviklingsforløbene
fra de classisistiske:

de hele talstørrelser
de rationelle, fornuftige talstørrelser
de reelle, de virkelige talstørrelser
de sammensatte, complekse talstørrelser

alt så fremvist så rent, og
ofte fremvist uden:

samlet med øvrig dialektik, og
hvis alligevel, så ofte næppe med
den mindre rene dialetektiske materisme,

det kunne have noget med komplekser at gøre.

evt. proletarer må jo tænke sit, også om feigenbaumologi

a' propos thomas bredsdorf: den radikale holberg!

holberg, ude på
meget poltisk magt, penge og prestige,
og sandsynligvis med bifile tilbøjeligheder,
det lyder da ikke særegent radikalt ( hm?)

du milde hvad blir den næste påstand?

den levende kierkegaard?