Læsetid: 5 min.

Mennesket: et miskmask

Nyoversættelsen af Dostojevskijs ’’Forbrydelse og straf’ yder sit farlige forlæg æstetisk retfærdighed
1. marts 2003

De, der læser romaner for afslappet fornøjelses skyld, bør holde inde allerede her. Fjodor Dostojevskijs mesterværk Forbrydelse og straf fængsler og fascinerer som kun få blandt litteraturens frembringelser, men ligefrem behagelig kan læseoplevelsen ikke kaldes.

I lange passager minder bogen om et endeløst mareridt. Alt, hvad en angstdrøm kan rumme, genkaldes og udpensles med videnskabelig akkuratesse, og netop som man tror, at nu må det da holde op, begynder det hele bare forfra, endnu værre end før.

Et typisk Dostojevskij-kapitel lægger ud i en tilstand af til vanvid grænsende desperation og ekstrem ophidselse. Så indtræffer et øjebliks ro, men straks derefter indfinder sig en uventet, gerne overmåde uvelkommen person, der vælter hele spillet og bringer handlingen ud i et kaos.

Da kapitlet omsider slutter, har læseren erhvervet en vis, partiel forståelse af personernes indbyrdes og indre konflikt, men efterlades så i fornyet uafklarethed. Lettere at fatte bliver det kun sjældent, heller ikke de gange forfatteren bryder af og begynder på næste del.

Problemerne tårner sig op, alt imens romanens personer tér sig som uvorne elever i en skoleklasse, hvor fortælleren er indkaldt som løs, underbetalt vikar. Figurerne kan ikke styre deres sind, tøjle deres vilde affekter; men heller ikke fortælleren formår at bevare overblikket, drives derimod ned i lag på lag af en analyse, der aldrig synes at høre op. »Den menneskelige natur er et spejl, det mest gennemsigtige af alle,« hedder det et sted.

Overmenneskets fald

Forbrydelse og straf er historien om en falleret studerende, der en sommeraften i 1860'’ernes St. Petersborg myrder en gammel kælling, en pantelånerske. Hans motiv er angiveligt det at skaffe sig fornøden kapital, så hans moder ikke længere skal låne penge til ham, og så hans søster ikke behøver at gifte sig til økonomisk tryghed; men ind i denne begrundelse fletter sig uklare ideer om, at visse, af skæbnen særligt begunstigede individer ligefrem har ret til at slå andre, mindreværdige og derfor egentlig undværlige personer ihjel.

Fjodor Dostojevskij: Forbrydelse og straf

I knolden på Rodion Raskolnikov banker ideen om dette mord som en kylling, der hakker sig vej ud af et æg. Men udåden fører med det samme en anden, endnu værre med sig: offerets halvsøster dukker op, pludselig er han dobbeltmorder, og pengene, som han slog ihjel for, glemmer han at få med sig.

Hvad der var planlagt i et fiktivt overmenneskeligt luftlag, styrter ham ud i realiteters tvang, en fornedrelse langt under al hidtidig værdighed. Fra da af er hans liv en evindelig flugt: fra en sort samvittighed, fra alle der vil ham det godt, fra politiet, der snart får mistanke til ham.

Tankerne kører rundt i hans hoved som en hvirvelstorm, feberfantasier blander sig med rationelle overvejelser, drømmen slår om i dagklar virkelighed. Levede manden før trukket ind i sig selv som en skildpadde i sit skjold, går han nu rundt evigt udsat. Kun tilståelsen kan bringe hans plage til ophør.

Epilogen beretter om hans nye liv: otte års sibirisk tvangsarbejde, hvorunder en ny erkendelse langsomt indfinder sig. Efter dommen kan han i sin forhærdethed stadig ikke betragte, hvad han har gjort, som en brøde, kun som et simpelt »fejlgreb«, noget, som enhver kunne komme ud for.

Han skammer sig over, at han har ødelagt sit liv ved at underkaste sig en blind skæbne og dermed skulle affinde sig med en i grunden meningsløs dom. Egentlig anger føler han ikke. Men siden opdager han, i kraft af kærligheden til en tidligere prostitueret, at hans lidelser er for intet at regne i sammenligning med den lykke det er, at livet nu omsider er trådt i tankespindets sted.

Fortællingens etik

Raskolnikovs gennemgående sindstilstand: den moderne, nervøse og konstant plagede stemning, beskrives af Dostojevskij med en sjælden indlevelse. Hvor det går vildest til, sløjfes skellet mellem fantasier og realiteter, tankestrømmen fremstilles umiddelbart, læseren hvirvles ind i et virvar. Samtidig bevarer forfatteren en bevidsthed om dette plagede sinds indfældethed i dets omverden og dets tid.

Ikke bare morderen, hovedpersonen, men også hans moder og søster, hans venner og bekendte, ja, selv politifolkene, får fylde takket være en teknik, der strækker øjeblikkene, så de uden ét overflødigt ord lader sig gennemanalysere over fem eller 10 eller endnu flere konstant medrivende sider. Hvordan kan et stykke litteratur på én gang være så frydefuldt og så ovenud rædselsfuldt? Ja, det er just bogens hemmelighed og, om man vil, dens implicitte etik.

Dostojevskij gør os klogere på mennesket, på os selv, med en særlig gennemskuende evne, der uvægerlig fremkalder skam. Også mig har han set! Ingen af os kan gemme sig for ham! Hvert menneske består af godt og ondt i en uskøn blanding, men dette sære individuelle miskmask er altid godt nok til denne forfatter, som nødig vil dømme, men altid prøver at forstå.

Det frydefulde består i hans skrifts rige gestik, dens allestedsnærvær, den suveræne bevægelighed, men rædselsfuldt bliver det ikke desto mindre at bivåne, hvordan han sætter sin evne ind på at afmale menneskene i deres affekters vold, ofte ligefrem som redskab for det absolutte onde.

Uregerlig polyfoni

Forbrydelse og straf (1866) blev senest oversat til dansk 1942 af Georg Sarauw. Hans mål var at nærme de russiske klassikere til den moderne romankunst ved at fremhæve psykologien, også hvor dette indebar forkortninger og forklarende indskud. Derved leverede han læselige danske versioner af Raskolnikov, Brødrene Karamasov, Idioten m.fl. Men han medvirkende også samtidig til at domesticere forfatteren, jævne hans gale mangestemmighed ud.

Anderledes trofast mod forlægget var Sarauws forgænger Ejnar Thomassen, hvis oversættelse Rodion Raskolnikof udkom i 1921 og senest blev genoptrykt 1965 i de Samlede Værker. Her ydede det danske skriftsprog noget af sit bedste, men oversættelsen indfantaserede så at sige Dostojevskijs klassiker-status i hans ordvalg, tone og sætningsbygning, hævede forfatteren op til en romantisk position, som originalens ’urene’ og ’urolige’, polyfont uregerlige form faktisk forlængst havde forladt.

Om Jan Hansens Raskolnikov er at sige, at den virker overmåde overbevisende. I sammenligning med Sarauws tekst forekommer den kold og klar, holdes den op mod Thomassens, bemærker man især dens vrængen og grimasseren.

Det ser ud til, at vi har fået en ny, stor, vidunderlig, dvs. vidunderligt rædselsvækkende bog på dansk. Alene for sin foruroligelses skyld bør man unde sig de dage, læsningen tager, og finde sig i, at det indimellem er svært at blive sig selv igen.

Fjodor Dostojevskij: Forbrydelse og straf. Oversat fra russisk af Jan Hansen. 678 s., 399 kr. Rosinante. Udkommer mandag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu